EN REPLIK

Niels Skyum-Nielsen bemærker om min bog »Billeder — sådan set« at dens 25 tekstsider nærmest er »en übetydelighed i sammenligning med de kunsthistoriske værker med metodisk sigte«. Ja, det er da så sandt som skrevet. At skrive en metodebog til gymnasiebrug fordrer en indskrænkning nøjagtig som det er tilfældet med Skyum-Nielsens skrift »Om historiens kilder« (i tillæg til Gads historie for gymnasier og seminarier, 1965) som på ca. 11 tekstsider søger at fortælle skoleeleverne om et mægtigt emne som andre historiske metodikere har brugt tusinder af sider på.

Senere mener Skyum-Nielsen at mine slutninger om billeders »ikke-diskursive
symbolfunktion« er direkte betænkelige, for mine spørgsmål til f. eks. Quentin

Matsys maleri vedr. bankierens omhu? initiativrigdom? eller gridskhed? fordrer svar som intet har at gøre med diskursive symboler. Jamen selvfølgelig har et verbalsprogligt svar på et spørgsmål til et billede som forudsætning verbalsprogets diskursive opbygning. Forskellen ligger i at en verbalsproglig kilde p.g-af sin strukturklart kan sige: »denne bankier er gridsk« hvorimod det »ikke-diskursive« billedenetop ikke har denne præcision i udtrykket. Derfor bemærker jeg også i bogen at billedets udsagn er afhængige af den spørgsmålsstillende historikers historiesyn.

Skyum-Nielsen citerer mig: »hvis Holbeins maleri stadig havde eksisteret, ville det her viste billede (nemlig en kopi) være en sekundær kilde og som sådan übrugeligt« og det er galt hævder Skyum-Nielsen »da en sekundær kilde altid kan bruges som kilde til sit ophav«. Det er netop hvad en ret stor del af min »übetydelige« bog søger at komme ind på. Hvis Skyum-Nielsen desuden havde citeret den lige foranstående sætning: »Billedets kildeværdi til belysning af kongens personlighed er altså yderst ringe« ville det klart fremgå hvad meningen er: en kopi er übrugelig i forhold til originalen m.h.t. de spørgsmål vi stiller til billedets meddelende indhold, her om Henrik VIII.

Foruden »Billeder — sådan set« inddrager Skyum-Nielsen bl. a. min artikel fra 1976 og finder ved sammenligning »en lidt kaotisk modstilling af principper«. Det kan da godt være at principperne virker kaotiske — selv foretrækker jeg at betragte dem som udtryk for en (forhåbentlig fortsat) udvikling i et historisk-metodisk arbejde. En udvikling bort fra kildekritikkens dominans i historisk metode. Selvfølgelig er kildekritikken »af afgørende betydning« (jfr. »Billeder — sådan set«, s. 9) men en ensidig focusering på samme er vildledende. Når Skyum-Nielsen i sit ovenfor nævnte skrift »Om historiens kilder«, s. 18 ved en indtrængende kildekritisk analyse af et billede finder frem til at det er sammensat af tre fotografier så er det kildekritik på højeste niveau. Men når disse kildekritiske betragtninger under overskriften »Trick med fotografier« fungerer som isolerede — i sig selv tilstrækkelige — oplysninger bliver de vildledende. Det er i forhold til billedets oprindelige udsagn og anvendelse ligegyldigt om Gorings hoved er anbragt på en voksdukke med en slagterøkse ved hjælp af tre eller for den sags skyld 10 sammenklippede fotografier. Det omtalte billede er en fotomontage af John Heartfield og blev af ham (og gruppen bag AIZ) anvendt i kampen imod nazismen. Det er et væsentligt visuelt indslag i Tyskland i 1933 og som montage naturligt sammensat af flere fotografier. Skyum-Nielsens undersøgelser kan benyttes til at opklare Heartfields arbejdsmetoder og de er inden for montagens historie meget centrale. Men når disse kildekritiske undersøgelser uformidlet kan føre til at andre historikere kan kalde Heartfields anklagende montage for et ikke særlig smart fif (jfr. min artikel fra 1976) så viser det utilstrækkeligheden ved en ensidig focusering på kildekritikken.

Beslægtede betragtninger har bl. a. ført mig til i 1976 at skrive lidt anderledes
end i 1974.