Ingvar Andersson 19.3.1899- 14.10.1974

Da Ingvar Andersson døde, mistede vi en af Danmarks og danske historikeres bedste venner i Sverige. Han var skåning, studerede historie i Lund under Lauritz Weibull uden at blive vaskeægte Weibullianer og disputerede for doktorgraden 1928 med Afhandlingen Kållstudier till Sveriges historia 1230-1436. 1928-42 var han docent ved Lunds universitet og 1921-39 amanuensis ved det skånske landsarkiv. Da hans vej mod et professorat til hans skuffelse syntes spærret ved Sture Bolins udnævnelse gik han 1939 til Sveriges Radio, hvor han var foredragschef 1942^0. Efter nogle år som fri forsker og forfatter blev han 1950 rigsarkivar. Ved sine gode kontakter i Kanslihuset og sin »vanliga overtalningsformåga« satte han det nye rigsarkivbyggeri i gang, siger hans efterfølger. Da han 1965 blev pensioneret var de bombesikrede klippemagasiner færdige.

Ingvar Andersson var en af de lærdeste nordiske historikere, med en smidig intelligens og en vid historisk og almenlitterær horisont, tillige en af vort fags fineste skribenter. Det var velfortjent at han 1950 blev indvalgt i det svenske akademi. Han havde en sjælden evne til sympatisk forståelse af de mest forskelligartede historiske fænomener, og hans produktion er rigt varieret. Eksempler er foruden disputatsen den psykologisk indtrængende biografi af Erik XIV (1935), en samling af fine studier over Sveriges forbindelser med det øvrige Europa i 16. årh. (Svenskt och europeiskt femtonhundratal, 1943, anmeldt af Astrid Friis i HT 10. r. VI) og S kanes Historia, der førte dybt ind i et stykke dansk fortid (I, fra den ældste tid til Skånske lov, 1947; manuskript til bd. II Skåne i Nordens centrum (1225-1519) var trykfærdigt ved hans død). Endvidere den store bruksmonografi Uddeholms Historia (I, Månniskor, Håndeiser, Huvudlinjer från åldsta Tid till 1914, kom 1960; bd. II var næsten færdigskrevet da han døde). Sit sikre judicium og sit kendskab til senere dansk historie viste han i en stor kritisk og samtidig varmt anerkendende artikel i dette tidsskrift (11. r. II) om Bøggild-Andersens bog om Hannibal Sehested. Uden for sit fag, men ikke ud over sin evne, gik han med biografien af en stor svensk komponist (Franz Berwald I—11, 1970^—71). Han var meget musikalsk og havde som ung overvejet at blive udøvende musiker.

Blandt nordisk interesserede i Danmark mødte man i 1930erne og 1940erne ofte, og ikke mindst hos Aage Friis, ønsket om at få skrevet en almenlæselig, virkelig Nordens historie, der ikke behandlede de enkelte lande hvert for sig. Det var klart at Ingvar Andersson var en mand, ja vel den eneste, der kunde løse opgaven. Desværre blev planerne om at engagere ham til arbejdet ikke realiseret. Til gengæld gav han alle historisk interesserede den formodentlig bedste eksisterende bog om et nordisk lands hele historie. Næst Sverige stod vistnok Danmark hans hjerte nærmest. Han var nogle gange i længere perioder i København - han arbejdede så godt her, sagde han. I København skrev han 1938-39 værket, der først udkom på dansk og også skulde være »en personlig tacksamhetsgård till Danmark, danskar och dansk kultur från Saxo till Henrik Pontoppidan och Carl Nielsen«: Sveriges Historie gennem Tiderne (1941). 1943 kom en stærkt omarbejdet udgave på svensk og senere oversættelser til tysk, finsk, russisk, engelsk, fransk og kinesisk.

Ingvar Andersson var en vennesæl mand og havde mange venner i Danmark; nogle
fandt han i historikerkredsen af 1929, som han sluttede sig til i 1930erne. Han så gerne

danske historikere i sit hjem i Stockholm eller i det skånske sommerhus ved Hastveda.
Det var en af hans glæder at føre dem gennem det skånske landskab og tale om mindernefra
vor fælles historie. n ,n