|
Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 5 (1978) 1Clara Nevéus: Trälarna i landskapslagarnas samhälle, Danmark och Sverige. Studia historica Upsaliensia 58, Uppsala 1974. 209 s.Niels Skyum-Nielsen
Side 357
Slaveriet i Sverige står, som naturligt er, i forgrunden ved nærværende arbejde. Det er 1 S. 14 hedder det, at Schlyters gamle udgave af 1859 er den eneste videnskabelige edition af den skånske stadsret, d.v.s. birkeretten. Her er glemt Danmarks gamle Købstadlovgivning bind IV (Skaane, Bornholm, Halland og Bleking) og V (Almindelige stadsretter m.v. bl. a. med skånsk stof) ved Erik Kroman, København 1961. Birkeretten er trykt IV, s. 3-23.
Side 358
Dog er en del norsk lovstof benyttet som sammenligningsmateriale. Bogen giver noget af et omrids af de nordiske slaveretsystemer. Det islandske materiale er ret magert - bortsetfra den sene og, hvad sociale forhold angår, upålidelige sagalitteratur. Fra finsk områdefindes knapt nok kilder til emnet. Et enkelt relevant kildested fortæller, at der i Sverigei 1310 fandtes en slave ved navn Karelus. Nevéus antager, at det er en kareler fangetunder »korstogene« i 1290'eme, altså et tilfælde af krigsslaveri (s. 137). Fremstillingen er bred, men måske netop derved såre nyttig for mange, f. eks. ved dateringerne af de svenske og danske love. I parentes skal det blot bemærkes, at den gotlandske lov, Gutalagen, bør fastholdes efter den ældre datering hos G. J. Schlyter til slutningen af 1200-tallet. Åke Holmbåcks placering af de ældste dele til omkring 1220 kan ikke være rigtig.2 - Lovene bearbejdes i henhold til et fast skema efter: Funktion - Kategorier - Rekruttering - Socialt - Strafferetligt - Civilretligt og tidligere slaver. Endelig følger sammenfatninger for hver lov eller lovkompleks. Gennemgangen af lovteksterne er hovedsagelig refererende, dog med en del kommenterende bemærkninger og med markering af kritiske standpunkter. Her og der påpeges ulogiske ræsonnementer i lovteksterne. Ny betegnelser er anvendt såsom husslaver (hustrålar) og straffeslaver (strafftralar). Husslave er uheldigt her, da det dækker to vidt forskellige funktioner, husarbejde og markarbejde. Det sidste må dog have været langt det mest opslidende, som det står fast ved slaveriet i antikken og senerehen.3 Husslave er også uheldigt, fordi det nøje svarer til det latinske vernaculus, den i herrens hus fødte slave. Vernaculus har været kendt i Sverige. I 1292 modstilles det empticius, købeslave (s. 189). - Hvis man går ud fra herkomsten, måtte man tale om fødselsslaveri, straffeslaveri og købsslaveri - samt krigsslaveri og gældsslaveri. Specielt svensk er gåvtraldom, en slags alderdomsslaveri, der udgør en vis parallel til den danske fledførelse (sv. flatforing). Nevéus følger næsten allevegne Holmbåck og Wessén (samt Kroman-Iuul) i deres oversættelser af lovene og dertil Gosta Hasselberg i dennes vigtige studie over afviklingen af det svenske slaveri - desværre trykt in loco obscuroA På egen bane er hun ved gennemgangen af diplommaterialet, et udmærket og givende kapitel. 29 testamenter er bevaret fra tiden 1259-1310. De giver konkrete eksempler på slaveri i mange svenske retskredse (lagsagor). En kirkens mand med titel af provst har indtil 1275 ejet en slavinde og hendes spædbarn. Flere kvinder har iøvrigt selv været slaveejere. Blandt de frigivne nævnes en tømrer og to bryder. En slave havde opsigt med den svenske konges sovekammer, siger Saxo for tiden omved 1156. Hvis forf. havde kendt og medtaget dette kildested, kunne det have været interessant at vurdere hendes kildekritiske holdning til Saxo.5 Fra dansk område findes et indskud i et kongeligt mandat, som er relevant i denne henseende.6 To brødre har tvunget en fri kvinde til at blive slavinde. Forf. siger, at man kun deraf kan drage den slutning, at slaveri eksisterede i Halland (s. 51, nu er teksten trykt som Diplomatarium Danicum 1. r. 3,1, 1976, nr. 66 og dateret »omkring 1177«). 2 Jævnfør Slaveriet i Norden set mod international baggrund, Foredrag og forhandlinger ved det nordiske historikermøde i København 1971, trykt 1974, s. 305 med n. 37. Det af Holmbåck påberåbte diplom fra den danske ærkebisp fra »1220-23« er en forfalskning, se Diplomatarium Danicum 1. r. 5, Kbh. 1958, s. 145. Jeg agter at udgive det med kommentar i tillægget til det kommende bind 7 (1238^9), der skal afslutte diplomatariets 1. række. 3 Jfr. Slaveriet i Norden, s. 313 samt n. 132. 4 Våstergotlands Fornminnesforenings tidskrift V:3, Skara 1944. 5 Jfr. Saxo som kilde til et par centrale institutioner i samtiden (d.v.s. slaveriet og hirden), Saxostudier, Kbh. 1975, s. 178. 6 Kvinde og Slave, Kbh. 1971, s. 174.
Side 359
Man kan også slutte om brug af selvtægt i dette tilfælde. Måske har brødrene kidnappet pigen ved selvpantning, som 'nam', fordi hendes brødre var i gæld til dem. Dette sidste siger mandatet. Teksten røber noget om den vilkårlighed, som slaveriet kunne medføre, også for de frie. Forf.s stilling er forsøgsvis neutral eller objektivistisk. Mærkeligt er, at »proletariat« ikke bruges om slaverne, men kun om de frigivne (s. 53, 67, 156 og 167). Et enkelt sted, slipper ordet »hjerteløs« dog igennem. Det er om festmennesker, der færdes med fiol og tromme. De skal piskes på tinge (s. 167). En objektivistisk indstilling og stil kan godt være vildledende. Den kan betyde, at tvivlstilfælde tolkes til favør for det da eksisterende slavesystem, se nedenfor om steningen af tyvagtige piger. Nok så interessant er forf.s tvivl om, hvorvidt slaveri eller et fattigt liv i frihed var bedst (s. 180). I og for sig er tvivlen velbegrundet, set ud fra et dybere kendskab til slaveforhold rundt om i verden.7 Dog siger et svensk testamente fra 1272 tingene lige ud. En kvinde gives fri actenus iugo seruitulis pressa (s. 184). Hun befries for dette »tryk af slaveriets åg« for at bruge slaveherrens egne ord. De er ikke anakronistisk omstøbt og må tilsigte en klar forbedring i juridisk henseende. Men når man så ser, at hun har fire børn og endnu er ung nok til at få flere børn, må man spørge: hvad med hendes forsørgerproblemer som frigiven? Det er et eksempel på berettigelsen af forf.s ovennævnte tvivl. Magnus Birgersson bestemte om kvindelige kleptomaner, at de kunne gøres til slavinder - eller stenes. Det var ny ret fra et af årene 1275-90. Forf. ved ikke rigtigt, hvad hun skal stille op med det (s. 91). Så vælger hun at følge en forgænger, der bortforklarer det hele: der har nok ligget en form for formildelse bagved (s. 165). Afviklingen af slaveriet i Sverige står fast med år 1335. I det år fødtes den sidste generation af slaver. Ved afskaffelsen henviser forf. til kirken og økonomien, d.v.s. til ideologiske og praktiske bevæggrunde. En tredje faktor må bestemt tages med: slavernes eget ønske om at afkaste det rådne system, selv om kilderne fortier de underkuedes meninger. Forf. er ikke gået ind på det meget spændende spørgsmål, hvorfor slaveriet bevares så længe i Sverige, mens det afskaffes noget eller meget før andre steder.B Nu har vi bogen om det svenske slaveri, og så ikke et ord om dette vitale spørgsmål, som dog giver tone til den svenske middelalder. Afslutningsvis føres linjen frem til de frie ejendomsløse i henhold til svensk middelalderlig ret. På tretten sider gives et rids af tjenestefolks stilling under slaveriet og i rhundrederne dets afvikling. Jeg er lige ved at finde disse sider de bedste i bogen. Udmærket er også bilaget med alle latinske sætninger fra danske og svenske diplomer, som omhandler slaveriet, fulgt af behørig oversættelse. Hvad der savnes mest, er en større horizont. Det romerske slaveri har i hvert fald været en ikke übekendt størrelse for de romerretskyndige i middelalderens Sverige. De måtte jo kunne tolke Corpus juris civilis. I forordet til Upplandslagen af 1296 nævnes romerretten side om side med den kanoniske ret, men i den foreliggende bog savnes et lignende udsyn. - Der er dog ingen tvivl om, at bogen er både solid, sober og sikker,9 omend ikke overraskende i sine resultater. 7 Slaveriet i Norden (se note 2), s. 314. 8 Sst., s. 314-15. 9 Af småfejl kan påpeges, at jernbyrden ikke afskaffedes i Danmark ved en pavelig forordning af 1215 (s. 42 n. 8 og s. 16). Innocens 3. og verdenskirkemødet forbød gejstliges medvirken ved jernbyrd. Den danske ærkebisp var uden tvivl til stede ved kirkemødet, der begyndte 1. november 1215. Han kan tidligst være kommet hjem i maj-juni 1216 (Dipl. Danicum 1. r. 5 nr. 59). Jernbyrdsforordningen for Skåne udstedtes af kongen efter lange overvejelser, som det fremhæves to gange i teksten. Den kan tidligst være fra 1216, og teoretisk er der intet til hinder for, at den kan være fra et af årene 1217-1220 (se sst., nr. 96). - Bemærkningen om, at det var dyrere i bøder at sende sin slave end selv at angribe sin modstander (s. 44) kan misforstås. Generelt gælder det i nvert tald ikke, som det ses mange steder hos Nevéus både for svensk ret (s. 61, 77, 98 og 126) og dansk ret (s. 49). En vastgotisk tekst fastslår ligefrem, at en slave ikke må kaldes banemand for en fri, selv om han har dræbt ham! (Slaveriet i Norden, se note 2, s. 308). 9 Af småfejl kan påpeges, at jernbyrden ikke afskaffedes i Danmark ved en pavelig forordning af 1215 (s. 42 n. 8 og s. 16). Innocens 3. og verdenskirkemødet forbød gejstliges medvirken ved jernbyrd. Den danske ærkebisp var uden tvivl til stede ved kirkemødet, der begyndte 1. november 1215. Han kan tidligst være kommet hjem i maj-juni 1216 (Dipl. Danicum 1. r. 5 nr. 59). Jernbyrdsforordningen for Skåne udstedtes af kongen efter lange overvejelser, som det fremhæves to gange i teksten. Den kan tidligst være fra 1216, og teoretisk er der intet til hinder for, at den kan være fra et af årene 1217-1220 (se sst., nr. 96). - Bemærkningen om, at det var dyrere i bøder at sende sin slave end selv at angribe sin modstander (s. 44) kan misforstås. Generelt gælder det i nvert tald ikke, som det ses mange steder hos Nevéus både for svensk ret (s. 61, 77, 98 og 126) og dansk ret (s. 49). En vastgotisk tekst fastslår ligefrem, at en slave ikke må kaldes banemand for en fri, selv om han har dræbt ham! (Slaveriet i Norden, se note 2, s. 308). |