Anne K. G. Kristensen: Studien zur Adam von Bremen Überlieferung. Skrifter udgivet af det historiske Institut ved Københavns Universitet, Bd. V, Kobenhavn 1975.

Siden Bernhard Schmeidler i 1917 - som Resultat af et halv Snes Aars Arbejde - fremlagde en ny tekstkritisk Udgave af Adam af Bremens Ærkebispekrønike, som bl. a. indeholder mange historiske og geografiske Oplysninger om Norden indtil Aar 1086, har man ogsaa fra dansk Side beskæftiget sig med nogle Problemer i Forbindelse med de mange forskellige Haandskrifters Overlevering. Professor Erik Arup skrev dengang en kritisk men hovedsageligt positiv Anmeldelse af Schmeidlers Udgave (Hist. Tidsskr. 9. R. VII, Kbh. 1919-25). Hans Universitetsøvelser over Adam af Bremen var den ydre Anledning til at to af hans Elever (Alfred Otto, 1931-32 og John Danstrup, 1943) kunde fremlægge nye Oplysninger om det ældgamle Sorohaandskrift, som indtil da kun var kendt gennem Anders Sørensen Vedcis Adam-Udgave (B2) fra 1579, Thomas Bartholins mindre Srholiesamling (B3a), samt en Række Afskrifter og Kollationer fra det 16. og de følgende Aarhundreder til Adams 4. Bog (B3b-B5). Allerede før (1927) havde Sofus Larsen rejst Sporgsmaalet om Schmeidlers Opfattelse af A-Tekstens Redaktion.

I sine Studier over Adam af Bremen-Overleveringen har Lie. phil. Anne K. G. Kristensen taget kritisk Stilling til Schmeidlers Teori om Forholdet mellem Adams Originalmanuskript og dets Overlevering i en kort og en lang Hovedversion (S. 11-56). Desuden bringer hun nye Oplysninger om det siden 1728 tabte Sorøhaandskrift (S. 59-137, 145— 204).

Ifølge Schmeidler formodes den korte Version, A-Varianterne, at repræsentere en første Redaktion af Adams Værk, mens den lange Version, BG-Varianterne, aabenbart skyldes en senere Redaktion med en lang Række Tekstændringer og Teksttillæg. Udgangspunktet for Schmeidlers Teori om en stoffattigere Førsteredaktion er Wiener-Haandskriftet (Al) fra ca. 1200. Men ifølge Anne K. G. Kristensens Undersøgelser viser Sammenligningen af Wiener-Haandskriftet med de øvrige A-Manuskripter, især det ældste, Leiden-Haandskriftet fra ca. 1100, at A-Versionerne ikke er kortere end BG, men tværtimod rigere paa Stof end denne. Desuden kan det paavises af hende, at Teksten i Wiener- Haandskriftet er forkortet paa Bekostning af Sammenhængen. Anne K. G. Kristensens Undersøgelser viser derfor, at Adams Originalmanuskript ikke, som Schmeidler mener, er blevet afskrevet i nogen for os kendt Redaktion, før det allerede var blevet revideret og kommenteret. For en eventuel ny Udgave af Adams Kirkehistorie vil hendes Undersøgelser blive af afgørende Betydning for Haandskrifternes Stemmata og derved ogsaa for Udgavens grundlæggende Tekst.

I Bogens anden Del »En Arild Huitfeldt-Afskrift af Sorøhaandskriftet« har Anne K. G. Kristensen suppleret og delvis korrigeret tidligere Undersøgelser af den oprindelige Sorøtekst.Huitfeldts Afskrift af Adam af Bremens Tekst fra anden Halvdel af det 16. Aarh. findes nu paa British Museum i London som Ms. Cott. Vitel. D. VI. Desværre er store Dele af dette Haandskrift ved en Brand i Cottonbiblioteket i 1731 gaaet tabt. En Sammenligningmellem paa den ene Side Vedels Udgave (B2), hans Descriptioafskrift (B4), Arne Magnussons Kollation til Sorøhaandskriftet (Prolog og 1. Bog c. 1-52), hans Descriptio-Korrekturer(B3b) og Bartholins Scholiesamling (B3a) og paa den anden Side Huitfeldts Afskrift viser, at han nogle Steder uafhængigt af Vedel og i større Udstrækning end han har benyttet Sorø-Haandskriftet. For at vise hvor meget og hvordan, har Anne K. G. Kristensen i et større Bilag (S. 145-205) atter publiceret Arne Magnussons Kollationtil Sorøteksten, hans Descriptiokorrekturer og Bartholins Scholiesamling og sidestillet

dem med de tilsvarende Læsemaader i Huitfeldts Afskrift og Vedels Udgave. Udover Arne Magnusson og Bartholin kan Huitfeldts Afskrift ganske vist ikke give sikre Oplysningerom Sorøredaktionen, men Sammenligningen viser i alt Fald, hvordan Huitfeldt i sin Afskrift og Vedel i sin Udgave har kontamineret Sorøteksten med Haandskrifter af anden Proveniens.

I en Ekskurs (S. 139-43) opstiller og begrunder Anne K. G. Kristensen en ny Hypotese, der gaar ud paa, at Adam-Fragmentet iNy kgl. Saml. 14632 (G3), et enkelt Pergamentblad fra Begyndelsen af det 14. Aarh., er den sørgelige Rest af den siden 1627 savnede Codex Ranzovianus fra Breitenburger Bibliotek, som Erpold Lindenborg har benyttet som Grundlag for sin Tekstudgave (1595).

Om det paa S. 91 Anm. g nævnte Descriptio-Ekscerpt i et senmiddelalderligt Haandskrift paa Statsarkivets Bibliotek i Koblenz (Afd. 701 nr. 245) kan der endnu oplyses, at det har tilhørt Heinrich Kaiteisen (f. 1390, d. 1465 i Koblenz), en tysk Dominikaner, som 1452-55 var Ærkebiskop i Nidaros. Før denne tiltraadte sit Embede, skaffede han sig historiske og geografiske Oplysninger om sit nye Virkefelt ved Ekscerpter fra Adam af Bremens 4. Bog (Descriptio). I hans Kopibog (udg. af Alexander Bugge, Christiania 1899) findes der bl. a. en ellers ukendt færøisk Bisperække indtil Aar 1452.