Erik Reitzel-Nielsen: The Danish Order of Saint John since the Reformation. Krohn, Kbh. 1976.

Under denne titel har »The Danish Order of St. John« udgivet en lille bog om ordenens
forhold i Danmark frem til vore dage, og læseren får herigennem et godt indblik
i hele perioden.

Uden at gå ind i en faglig-historisk kritik bør der imidlertid gøres nogle bemærkninger til afsnittet om den nuværende ordens legalitet, idet forfatteren desværre i en indigneret tone argumenterer herfor ved at gennemgå reglerne for, hvornår man er en juridisk person. Herom hersker ingen tvivl, men da dette jo alt andet end statuerer, at man så er en legal ridderorden, kunne der være grund til at se på, hvorledes en sådan overhovedet

Da et ridderskab alle dage har været noget attråværdigt, må det følge af forholdets natur, at man ikke ved privat viljesakt kan »slå sig selv« til ridder, men at der må en constitutiv akt til - at denne må komme »oppefra« gennem et kompetent organ. Herom har næppe været tvivl i europæisk statsretlig tankegang i de sidste 1000 år, idet man skal meget langt tilbage i tiden, førend adelen bare udspringer af sig selv (smh. Uradel ctr. Briefadel).

Udgangspunktet bliver derfor, at ridderskab må tildeles én, og grundlaget herfor må
være den folkeretlige souverænitet, således at man må vende sig imod de anerkendte
territorialstater samt hvad der må sidestilles hermed:

A1) Monarker, fyrster eller præsidenter i folkeretligt anerkendte territoriale stater
(ex.: Kongeriget Danmark).

A2) Paven qua overhoved for Den Katholske Kirke, der som sådan besidder folkeretlig
souverænitet (handleevne).

A3) Den Souveræne Militære Malteserorden (Moderordenen i Rom), der ligeledes
er folkeretligt »anerkendt«.

Kun den souveræne statsmagt kan være grundlaget for constitution af ridderskaber - og først når sådan foreligger, kan den pgld. ordens leder (Mester) tildele andre ridderslaget. Selvbestaltede ordner kan ingen kompetence have i så henseende, da man som nævnt ikke kan slå sig selv til ridder.

Da ordner kan virke i flere lande, kan man næppe stille krav om en constitutiv akt
fra den egne monark, hvorfor ordner således kan være legale på andet grundlag - hvor
følgende muligheder kan opstilles:

B 1) Afdelinger af legale udenlandske ordner, typisk et til disse hørende dansk priorat
eller komturi.

B 2) Sammenslutninger af et vist antal riddere (herværende) af et udenlandsk ordenskomturi.

B 3) Genopståen gennem berettigede riddere fra en henslumrende eller lokalt opløst
ordensgren.

B 4) En national ordensprovins' løsrivelse fra sit overordnede led i udlandet.

Idet legaliteten Bl)- incl. er utvivlsom, kan de øvrige være mere tvivlsomme. B 2) er her særlig betænkelig, da eget ridderskab ikke i sig selv berettiger til at optage andre - hvorfor en orden kan få svært ved at leve videre på dette grundlag alene. Ved B3) er der historisk præcedens, idet den Britiske Johanniterorden i 1831 genoplivedes gennem nogle engelske riddere fra den opløste franske Tunge - ligesom den preussiske orden i 1852 ved kongens mellemkomst genoplivedes på denne måde. Et særligt exempel ses tillige af Det Kejserlige Russiske Storpriorats genopståen i Paris i 1928 gennem efterkommere af de arvelige komturer fra før 1817. B 4)-situationen må ligeledes anses fuld legal, idet ingen vel vil benægte den svenske eller nederlandske johanniterordens legalitet - uanset disse indtil 1945/46 var kommandanturer under den tyske orden og dens Herrenmeister.

Som yderligere legalitetsmuligheder kan eventuelt anføres

C 1) Kongelig konfirmeret fundats.

C 2) Kongeligt protektorskab,

men disse har næppe selvstændig betydning, smh. A 1)-

Når først spørgsmålet om ridderorden er besvaret bekræftende, kan man gå videre
med spørgsmålet om tilknytningen til Johanniter-Malteser-Ordenen - og det må her være

således, at hvert enkelt led må være fuld legalt, således at en slægtslinie kan føres tilbagetil Moderordenen. Stammer man fra en selvbestaltet orden, holder kontinuiteten ikke, og man kan derfor ikke med rette betegne sig som en legal videreførsel af den oprindeiigeMaiteserorden, som den kendes i Jerusalem, Acre, Rhodos og Malta.