Historisch-genetische Siedlungsforschung. Genese und Typen ländlicher Siedlungen und Flurformen. Herausgegeben von Hans-Jurgen Nitz. Wege der Forschung Band GCG, Darmstadt. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1974. VII, 532 s. ill. DM79,00.

I den hæderkronede serie Wege der Forschung er 1974 udkommet ovennævnte bind omhandlendeHistorisch-genetische
Siedlungsforschung og redigeret af en af bebyggelsesforskningensmere
fremtrædende folk, professor Hans-Jiirgen Nitz i Gottingen. Nitz er

geograf, og faget kulturgeografi dominerer såvel det her fremlagte udvalg af karakteristiskeenkeltbidrag
som disciplinen overhovedet.

Nitz har foretrukket at lade et antal forskere, ialt 18 afdode og nulevende, selv komme til orde (omend der her og der ofres en hæl eller en tå) frem for at bringe en eller flere forskningsoversigter; men stillet over for en udtalt »embarras de richesse« har han måttet udelade såvel købstadsgeografi som kulturlandskabsforskning (bl. a. Wiistungsforschung). Bogens tre hovedemner er det helt indlysende »Entstehung der Gewannflur« og de noget mere diskutable »Entstehung der Langstreifenfluren« og »Rundlingsfrage«. Fra et dansk synspunkt må valget af Rundlingstemaet direkte beklages, fordi den oprindelige vendiske Rundling så vidt vides ikke forekommer i Danmark. For dansk forskning havde en behandling af forte- og vejbyer været langt mere relevant; det må imidlertid understreges, at især Franz Engels bidrag fra 1953 indeholder meget af interesse også for danske

Fra tysk forskning var og er Rundlingsproblematikken meget central, idet den ikke alene åbner vidtrækkende perspektiver for studiet af såvel slaviske som tyske bosættelsesformer, men tillige har fremkaldt en række principielle indlæg, som udmærket illustrerer den metodiske udvikling. Det er meget beklageligt, at slavisk forskning ikke er repræsenteret ved behandlingen af netop dette emne, hvilket åbenbart slet ikke er faldet nogen ind. Derimod omtales det (s. 5), at skandinaviske og britiske forskere ikke er med, fordi de kun lejlighedsvis har beskæftiget sig med bogens emnekredse. Publikationen bærer således på sin vis vidne om en bølge af national selvtilstrækkelighed, som også fornemmes rent organisatorisk, idet den nye »Arbeitskreis fiir genetische Siedlungsforschung Mitteleuropas« indebærer en vis isolation af tysk kulturgeografisk forskning, som i 1960'erne lagde større vægt på deltagelse i »Permanent European Conference for the Study of Rural Landscape«. Det er netop Nitz (f. 1929) og hans jævnaldrende, som fører an i den nye udvikling, medens Anneliese Krenzlin (f. 1903) og andre hidtil toneangivende folk er trådt lidt mere i baggrunden. En stor fordel ved Arbeitskreis er, at den er tværvidenskabeligt betonet, et mere omdebatteret træk, at moderne kulturgeografi har fået en fremtrædende plads. Hvad angår forskningens internationale eller nationale præg, må en dansk forsker, som selv er blevet venligt modtaget i Arbeitskreis, hævde, at bebyggelseshistoriske lige så lidt som andre forskningsmæssige problemer lader sig løse isoleret; deres behandling kræver indsigt i alt forhåndenværende materiale uanset nationalitet. Ethvert bidrag til gensidig forståelse, også bogen her, må derfor hilses med taknemmelighed.

Det synes indlysende, at en detailsammenligning mellem landsby- og agrarstruktur i Nordtyskland og i Danmark, på de danske øer især Falster, må kunne blive frugtbar. Frits Hastrup har her vist vejen (Dansk landsbytyper, 1964, især s. 48 ff.). Han kunne indpasse sine smukke skovrækkebyer Viemose, Kallehave sogn på Sydsjælland, i Franz Engels kronologiske skema, hvor Waldhufendorfer (Hagenrodungen) falder i perioden 1220-1240, og han så Valse på Nordvestfalster som en regelret forteby (Angerdorf), hvis to bygader indkredser gadekær, kirke, præstebolig, kro og smedje. (Se herom Friedrich Mager: Geschichtc des Bauern_turns und der Bodenkultur im Lande Mecklenburg. DeutscheAkademie der Wissenschaften zu Berlin. Veroffentlichungen der Historischen KommissionBand 1, 1955, s. 51). Men forskningen søger stadig nye veje. På et symposium i Marburg 1973 prøvede Ingeborg Leister i tilslutning til bl. a. engelsk forskning (t. eks. June A. Sheppard, som arbejder i Yorkshire) at fastslå, at såvel toftebyen som den dobbeltevejby var sekundære foreteelser, som var opstået relativt sent på grundlag af enkeltgårdrækkenpå 3-6 gårde. Professor Leister stødte imidlertid på så massiv modstand fra såvel geografer som historikere, at teorien må siges at være faldet til jorden (Sirdlungsformender

lungsformenderfriih- und hochmittelalterlichen Binnenkolonisation. Probleme der genetischenSiedlungsforschung Band 1, 1974, s. 83-121). Det turde dog være upåtvivleligt, at der efter generationers arbejde fortsat eksisterer en række prioriteringsproblemer i landsbytypologiens kronologi, som har relevans ikke alene i Nordtyskland, men også f. eks. på Falster. Exemplum instar omnium: Var Valse en skovrækkeby, før den blev en forteby?

Det allervæsentligste emne, som tages op i bogen, er som nævnt spørgsmålet om oprindelsen til »Gewannflur«, den i vange, agerskifter og enkeltagre opdelte mark; Berlinerprofessoren August Meitzen, grundlæggeren af nyere tysk bebyggelseshistorisk forskning, antog i sit store værk Siedlung und Agranvesen der Westgermanen und Ostgermanen, 1895, at landsbyen med »Gewannflur« var germanernes naiurlige og oprindelige bosættelsesform, som enkeltgården var kelternes. Meitzens opfattelse fandt endnu i 1930'eme udbredt tilslutning; men en Halvdan Koht måtte naturligvis reagere imod den (Kr. Erslev: Ovrrsigt over Middelalderens Historie I, 1933, s. 26). Den efterfølgende forskning måtte tage opgøret med Meitzen, og bogen her bringer netop hovedinlæggene i denne diskussion, hvilket giver den stor principiel interesse; men det bør påskønnes, at man akkurat har gengivet et afsnit hos Meitzen, som stadig er aktuelt, nemlig hans redegørelse for måleteknik med anvendelse på markbøger (Flurbiicher) og kort fra 1700- og 1800tallet, hvorved Meitzen med rette placeres som foregangsmanden i den retrospektive agrarforskning, som har fået stadig større betydning.

Det blev den rhinske historiker Franz Steinbach, der 1927 som den første pegede på agerblokke med tilhørende enkeltgårde og løst organiserede Weiler som primærformer for dyrkning og bebyggelse. 1944 lancerede Miinster-geografen Wilhelm Miiller-Wille det westfalske begreb »Drubbel« med »Langstreifenfluren« som nordvesttysk prototype til landsby og »Gewannflur«. Centralt placeret blandt de nulevende bebyggelsesforskere står fortsat Frankfurt-geografen Anneliese Krenzlin, der bl. a. har det fortrin at have primærkendskab til det østelbiske kolonisationsområde fra sine docentår i Rostock omkring 1950. Af speciel interesse for nordisk forskning er fru Krenzlins omtale (s. 451 ff.) af de arkaiske agrarforhold på Riigenhalvøen Jasmund, hvor Arkona lå; disse behandler hun på grundlag af svenske matrikelkort fra 1692-95. Professor Krenzlin er efter meget omfattende og alsidige undersøgelser af såvel østtyske som frankiske o. a. agrarstrukturer nået frem til, at »Gewannfluren« som regel er udviklet af agerblokke (»Breitstreifenfluren«) på 100-250 meters længde. Det fortjener i denne forbindelse at omtales, at den skånske geograf G.. Nordholm allerede 1931 viste forekomster af blokformede agre stor opmærksomhed og ligesom 1942 Sven Dahl og 1949 Poul Meyer betragtede dem som rester af et blokskifte.

En anden vigtig iagttagelse er gjort af Hans-Jiirgen Nitz og går ud på, at regelmæssige »Langstreifenfluren« på 400-1000 m kan sættes i forbindelse med stort anlagt kolonisation i forskellige områder, på Karl den Stores tid organiseret af den frankiske stat i Sydtyskland og senere øst for Elben med fyrster, adel og kirke som initiativtagere. Derimod opfattes de mindre »Langstreifenfluren« (200—500 m) i Nedersachsen og Westfalen af Hans Mortensen og W. Miiller-Wille som indrettet af storfamilier.

Det ville utvivlsomt være af stor interesse at få introduceret begreber som »Breitstreifenfluren«og »Langstreifenfluren« på dansk område; såfremt disse agrarstrukturers eksistens kunne fastslås (og også her har Hastrup gjort en begyndelse), kunne de ligesom landsbytyperne søges placeret i bestemte kronologiske og organisatoriske sammenhænge. Det må ganske vist erkendes, at selve navnene »Bredagre« og »Langagre« (jfr. i nærværendebog Krenzlin, s. 113) er alt for lidt præcise til, at der kan bygges på dem. Der må foretages målinger og kortlægninger ligesom i Tyskland. Her skal det blot anføres, at landsbyen Egelev, Nørre-Vedby sogn på Falster, i den vestlige del af sin bymark har

en »Gammelby« med tilhørende system af »Langagre« og »Bredestykker« (Miiller-Wille: »Breede«), som minder stærkt om Muller-Willes eksempler på en »Drubbel« med »Langstreifenfluren«(s. 271 og 29G). Såfremt der blot i nogle tilfælde kunne foretages sikre parallelliseringermellem danske og tyske landsby- og agerstrukturer, måtte dette kunne blive af betydning for vor forståelse af bl. a. Falsters bebyggelseshistorie, herunder tolkningen af Falsterlisten.

På et enkelt punkt synes der allerede nu at kunne fremsættes en arbejdshypotese. Det fremgår af Muller-Willes, Mortensens og Engels analyser, at de nordtyske Drubbel- og Rundlings-typer, samt enkeltgårdrækken (»Zeile«) har ligget periferisk i forhold til agerjorden, hvorimod fortebyen (»Angerdorf«) - kendt fra ca. 1200 - og vejbyen med deres fire tilfartsveje (se Jyske lov I, s. 56) lå inde i bymarken (jfr. Hastrup, s. 16), undertiden ret centralt. Det er i denne forbindelse af interesse, at en række af de falsterske »Gammelbyer« ligger mere periferisk i bymarken end deres afløsere. Dette synes at indicere, at de ældre anlæg har været gårdgrupper med løsere organisation og tilhørende agersystemer af »Breitstreifenfluren« eller »Langstreifenfluren«; med flytningen til et mere moderne bebyggelsesanlæg må da formentlig være fulgt en »Vergewannung«, ofte indbefattende overgang til trevangsbrug. Omend det ved feltundersøgelser måtte vise sig, at udviklingen i nogle tilfælde er foregået således, følger det dog naturligvis ikke heraf, at den overalt på Falster er forløbet efter samme mønster. Det kan allerede nu ses, at »Gammelbyerne« må have været af forskellig type. Til slut en iagttagelse fra det øde Oldenområde i Hornsherred: Den store landsby Kunderslev, som blev øde ca. 1400, lå i bymarkens ene hjørne, hvorimod de til Oldenområdet grænsende bestående lev-byer Skuldelev, Venslev og Ferslev lå centralt i deres respektive bymarker.