Le monde grec et l'orient par Édouard Will, Claude Mossé and Paul Goukowsky. Peuples et Civilisations tome II - Le IVe siede et l'epoque hellenistique. PUF 1975, 678 s.

Med denne bog fuldføres en moderne, overskuelig og perspektivrig gennemgang af Grækenlands historie i klassisk og hellenistisk tid. Værkets største fortjeneste er, at den politiske historie skildres kortfattet, medens hovedvægten lægges på en fremstilling af politiske institutioner, økonomi, samfundsforhold og idéhistorie. Første bind, der dækker perioden 510-403, er skrevet af E. Will og anmeldt i dette tidsskrift af J. E. Skydsgaard (bind 75, 11, s. 207-08). Andet bind er delt mellem C. Mossé (4. årh.), P. Goukowsky (Alexander d. Store) og E. Will (hellenistisk tid). Jeg vil i denne anmeldelse koncentrere mig om det afsnit, der er skrevet af C. Mossé (herefter CM).

Værket indledes med en kortfattet, men overskuelig fremstilling af den politiske historie fra 403-336. Ud over skildringen af de vekslende hegemonier (Sparta, Theben, Athen, Makedonien) giver CM en udmærket oversigt (s. 65-79) over grækernes naboer mod øst: Perserriget, Ægypten, Det odrysiske Kongerige og Det bosporeanske Kongerige. En skildring af Siciliens og vestgrækernes historie mangler derimod totalt. Den bringes i stedet i afsnittet om de politiske institutioner (s. 156-70), hvilket giver værket en lidt skæv disposition. Afsnittet s. 156-74 burde egentlig være anbragt efter s. 64 bortset fra de få sider, der omhandler fremvæksten af den monarkisk-tyranniske statsform. Den politiske historie afsluttes med et fornemt kapitel om krig og fred i 4. årh. Borgeropbuddet afløses af lejetropper anført af condottierer, krigsførelsen bliver mere blodig og mere kostbar, hvilket forklarer statsfinansernes slette tilstand i mange græske bystater. Krigens byrder afføder et voksende ønske om fred, og CM gør rede for begrebet koine eirene, den almene varige fred garanteret af en stormagt, et begreb der spiller en voksende rolle i det diplomatiske spil i 4. årh. fra 386 til 338.

I anden del skildres de økonomiske, sociale og forfatningsmæssige forhold i 4. årh. Grundsynspunktet er, at 4. årh. er en krisetid. Det er samme tese, der ligger bag det tyske firbindsværk Hellenische Poleis (ed. Welskopf 1973-74), men synspunktet fremføres med større forsigtighed og kildefornemmelse af CM. Hun reviderer således sin tidligere opfattelse af Athens økonomi (s. 104), og mange synspunkter fremføres som problemer og ikke som håndfaste postulater. CM afholder sig klogeligt fra at beskrive slaverne som en klasse (s. 132), og hun gør med rette opmærksom på, at man i 4. årh. ikke længere kan skelne skarpt mellem metøker og fremmede (s. 129). Teorien om en jordkoncentration og et jordløst proletariat er vel ikke opgivet (s. 152), men dog modificeret og nærmest kun antydet for Athens vedkommende (s. 109). Min hovedindvending mod dette afsnit er påstanden om, at oppositionen mellem rig og fattig og den deraf følgende politiske strid (stasis) skulle være et 4. årh.s fænomen, som var relativt ukendt i 5. årh. (s. 97). Denne påstand modsiges af vore hovedkilder til 5. årh.s historie (Ps. Xen. Ath. Pol. Thuk.).

I skildringen af Athens forfatning er nomotheteme nok undervurderet (s. 133), men der er et virkeligt godt afsnit om opspaltningen i civil- og militærpolitikere i 4. årh. og betydningen af de nye finansembedsmænd (s. 140—45). I sin skildring af folkedomstolen understreger CM med rette, at man fortsat udpegede et panel på 6.000 dommere hvert år (s. 145), og her burde hun nok have henvist til det værk, der beviser hendes påstand (J. H. Kroll, Athenian Bronze Allotment Plates 1972). Forfatningshistorien afsluttes med et udmærket kapitel om statsforbund og forbundsstater (s. 179-85). I tidligere fremstillinger er især forbundsstaternes betydning ofte blevet undervurderet.

I tredje hovedafsnit om de politiske og religiøse idéer vil jeg især fremhæve skildringen af den fædrene forfatning (patrios politeia), hvor jeg kun savner en kort omtale af Theseus som grundlæggeren af det attiske demokrati. En sådan skildring ville have demonstreret, hvor utopisk den forfatningspolitiske diskussion var i Athen i 4. årh.

Det er synd, at den smukke fremstilling skæmmes af enkelte uforståelige udeladelser og af ret mange fejl. I sin detaljerede gennemgang af krigene på Peloponnes (s. 34—35) undlader CM at omtale de to vigtigste følger af spartanernes nederlag ved Leuktra: Messeniensbefrielse (369) og grundlæggelsen af Messene og Megalopolis. Messeniens befrielsenævnes kun forbigående i forbindelse med fredsslutningen i 361 (s. 37) og Megalopolisoptræder pludselig som Spartas modstander i 351 (s. 49), uden at byens grundlæggelsehar været nævnt. Det er forbavsende, at Demades udnævnes til Demosthenes' hovedmodstanderi debatten om Olynth 349/8 (s. 51, baseret på SUDA ???), når Demades' politiske karriere ifølge vore pålidelige kilder først begynder ca. 340. Det stratiotiske fonds grundlæggelse sættes til ca. 345 (s. 55), skønt CM selv henviser til Cawkwell's artikel

(s. 140), der viser, at fondet allerede eksisterede i 370'erne. Af hele det diplomatiske spil om revisionen af Filokratesfreden nævner CM kun en uvæsentlig detalje (Halonesos 342), men forbigår de afgørende forhandlinger i 344 og 343 (Pythons gesandtskab). Slaget ved Ghaironeia fejldateres til april 338 (s. 60) i stedet for august-september 338 (Plut. Cam. 19,8), hvorved skildringen af det sidste store sammenstød mellem Filip og de græske bystaterbliver vanskelig at følge. Henvisningen til Thukydid s. 114 bør rettes til 11,38,2. Det er næppe rigtigt, at flertallet af emporoi var metøker og fremmede, og det er i hvert fald forkert at anføre mønter som kilde til Athens handelsforbindelse med Bosporos (s. 117). Hyperides' dekretforslag om frigivelse af alle slaver i 338 blev vedtaget (Lyk. i, 41), og ikke forkastet på folkeforsamlingen (s. 132, rigtigere s. 61). Nomotheter 410 (s. 133) bør rettes til anagrafeis ton nomon (IG I2115).I²115). Ekklesia kyria var ikke den førstefolkeforsamling i hvert prytani (s. 134); den kunne udmærket godt afholdes på prytanietssidste dag (IG 11/111-367). Femhundrcdemandsrådets møder blev fra ca. 378 ledetaf proedroi (Arist. Ath. Pol. 44,2 cf. IG 11/111-337) og ikke af pr>tanerne (s. 138). Rådet foretog kun dokimasia af aichonterne (Arist. Ath. Pol. 45,3) og ikke af alle embedsmænd(s.

Jeg kunne anføre flere fejl, men det ville give et skævt billede. Jeg vil i stedet understrege, at værket med dette forbehold varmt kan anbefales som en klog og perspektivrig fremstilling af Hellas' historie i 4. åih. Der er gode udvalgte henvisninger til den nyeste litteratur i begyndelsen af hvert kapitel. Desværre er der ingen kildehenvisninger. Det er en alvorlig mangel, men den kan ikke lægges forfatteren til last. Hun har her måttet rette sig efter den linje, der er anlagt for hele værket. Mno,_nt H,_{r rr,™} Hnn<*»