Bruce Waller: Bismarck at the Crossroads. The Reorientation of German Foreign Policy after the Congress of Berlin 1878-1880. London, The Athlone Press, 1974. 273 s. £ 6.00.

Bruce Waller har i denne bog sat sig for at se på Bismarcks udenrigspolitik i de to år,
der fulgte efter Berlinerkongressen 1878 og specielt baggrunden for forbundet mellem
Tyskland og Østrig-Ungarn i 1879 og den følgende tysk-russiske tilnærmelse.

Forf. starter med at begrunde, at det er Bismarcks udenrigspolitik, han ser på: Bismarck »was never more independent of inhibiting forces than during and shortly after the Congress of Berlin«. Han går derefter igang med at se på Tysklands politik overfor henholdsvis Østrig og Rusland og når til, at der straks efter kongressen kan spores en mere positiv holdning overfor Østrig. Og dette fortsætter frem til afslutningen af forbundet mellem Østrig og Tyskland 7. okt. 1879. Baggrunden for denne tilnærmelse, der betød en opgivelse af balancepolitikken, er ifølge Waller den kamp om herredømmet i Europa, som efter Tysklands samling i 1870/71 udspilledes mellem Tyskland og Rusland. Rusland var skuffet over, at Bismarck - på trods af Ruslands velvilje i 1866 og 1870 - ikke hjalp mere med til at fremme de russiske interesser på kongressen. Og Bismarcks personlige fejde mod den russiske kansler, fyrst Gorchakov - »the central feature in Russo-German relations« - påvirkede også forholdet mellem de to lande, så det stadig forværredes. Waller lægger således mest vægt på den negative baggrund for tilnærmelsen til Østrig: Bismarck behøvede en forbundsfælle mod Rusland - ikke for at bekæmpe Rusland, men for at stille det overfor en situation, hvor det ville være tvunget til at vende tilbage til et trekejserforbund under Bismarcks ledelse.

Bismarcks politik gik derfor ud på at isolere Rusland, og han søgte også at etablere et bedre forhold til vestmagterne, England og Frankrig. Her er det de forskellige Balkanspørgsmål og landenes interesser i Middelhavsområdet, der præger billedet. Waller viser, hvor stor en rolle det rumænske spørgsmål spillede for Tyskland, men han burde have gjort mere ud af at undersøge, hvorledes de tyske finansmænd påvirkede politikken i dette centrale spørgsmål. Bismarck knytter nemlig en anerkendelse af Rumænien sammen med spørgsmålet om en ordning vedr. den tyske kapital investeret i de rumænske jernbaner; ved yderligere at knytte dette sammen med en bestemmelse om jøders borgerrettigheder lykkes det ham at få et samarbejde igang med Frankrig og England, som han samtidig opfordrer til at interessere sig for landene syd for Middelhavet, Tunis og Ægypten, hvor han lover dem begge støtte.

Waller slutter med et kapitel: »The Russo-German Armistice: Steps towards a Revived Dreikaiserbund«, hvor han ser på de første tegn på en tilnærmelse mellem Tyskland og Rusland. Men bogen slutter i maj 1880, hvor Trekejsertraktaten først blev indgået 18. juni 1881.

»Bismarck at the Crossroads« er udelukkende diplomatisk historieskrivning, og der
gøres intet forsøg på nærmere at se pi de indre tyske forudsætninger for den førte udenrigspolitik.Tværtimod

rigspolitik.Tværtimodgør forf. op med Helmut Bohme, der i »Deutschlands Weg zur Grossmacht« kommer ind på samme periode, men ud fra thesen om »Primat der Innenpolitik«.Men hvad enten man følger Waller eller Bohme er det en mangel i denne bog, at forf. ikke går nærmere ind på de indre tyske forhold; netop derved kunne han måske vise, at det udelukkende var de andre staters holdning, der bestemte Bismarcks politik. Endvidere må det beklages, at forf. ikke har valgt enten en kronologisk eller en tematisk disposition. Nu er det blevet både og, hvad der kan virke forvirrende: F. eks. omtales ministerskiftet i Østrig-Ungarn - fra Andråssy til Haymerle - flere gange, fordi forf. fører et tema et par måneder frem og så springer tilbage til et andet. Det karakteristiskeer vel netop, at Bismarck spiller på så mange strenge og at det hele hænger sammen. Dette fremgår da også udmærket af Wallers bog, men det var nok blevet klarere ved en anden opbygning. n „...,