Marie Luise Bulst-Thiele: Sacrae Domus Militiae Templi Hierosolymitani magistri. Untersuchungen zur Geschichte des Templerordens 1118/19-1314. Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Göttingen, Philologisch-Historische Klasse. Drittc Folge Nr. 86. Göttingen, Vandenhoeck & Ruprecht, 1974. 4165. + Bs. plancher.

I erkendelse af stormestrenes afgørende rolle for ledelsen af Tempelherreordenen har den tyske historiker Marie Luise Bulst-Thiele stillet sig den opgave at undersøge »wer diese Manner waren, woher sie kamen, um vielleicht dahcr besser verstehen zu konnen, wie dieser machtige Orden so jah vernichtet werden konnte« (s. 9); bogen er da også inddelt i kapitler, der hvert omfatter en stormesters embedstid.

De i alt 20 af 23 tilfælde, hvor stormestrenes hjemstavn lader sig bestemme med nogen rimelighed, viser, at de oftest kom fra det område, der i dag udgør Frankrig; men at også Flandern, Den iberiske Halvø og Palæstina var repræsenteret blandt ordenens ledere. Kildematerialets vægtigste del er diplomerne, der til gengæld ikke er meget givende m.h.t. personalhistoriske oplysninger om stormestrene; forf. har derfor, således som undertitlen antyder, udvidet undersøgelsen til ordenen som helhed med særligt henblik på dens virke i Orienten til 1291 og derefter på dens forhold til den franske konge indtil dens ophør.

Forf. foregiver ikke at fremstille ordenens hele historie; men hun når frem til sobert velovervejede og veldokumenterede løsninger af detailproblemer. Dog kunne man ønske, at hun var ligeså fortrolig med Syriens topografi som hun er det med Palæstinas; hun omtaler således (s. 310-311, 338 og 358) øen Antarados ud for Tartus; dennes navn er imidlertid Ruad (græsk: Arados), medens Antarados betegner bebyggelsen overfor på fastlandets kyst. Forf. er dog til dels i god tro, idet Ruad undertiden i middelalderen fejlagtigt betegnedes som Antarados (René Dussaud: Topographie historique de la Syrie antique et médiévale, Paris 1927, s. 121-124; forf. synes ikke at have benyttet dette værk).

I Walter Scott's Ivanhoe fremstilles Tempelherrerne som ærgerrige, tapre, intrigante og ofte religiøst indifferente. Forf. søger at vise, at en sådan bedømmelse af ordenen som helhed er uretfærdig, idet den hviler på de anklager, der blev fremført under processen mod ordenens medlemmer; endvidere antyder forf. hvorfor Tempelherrerne bukkede under, medens Johanniterne overlevede. Begge ordener havde gode forbindelser til kongemagten i England og Aragonien og begge ordener var stærkt internationalt prægede, hvilket sidste i sig selv dårligt passede til den franske »nationalisme« omkring 1300. Philip den Smukke håbede at få indflydelse på ordenerne gennem en sammenlægning af dem; men planen afvistes af Tempelherrernes sidste stormester Jacques de Molay (s. 348-349; Johanniterstormesterens holdning kendes ikke). Den franske konges hensigt synes at have været at stille én af sine sønner i spidsen for en forenet orden, der skulle generobre Jerusalem og således gøre den franske prins til konge i den hellige by. Johanniterne fik i rette øjeblik givet deres internationale organisation en samlet territorial kerne (Rhodos) på samme måde som det var sket for pavedømmet, og herved sikredes ordenens fortsatte existens. Det har dog sikkert også spillet en rolle, at stormesteren ikke stolede på den franske regerings hensigter og derfor undgik at mødes med den franske konge (s. 345).

Nogle vil sikkert finde det foreliggende værk utilfredsstillende, fordi der ikke i tilstrækkelig grad stilles problemer op. Til gengæld er der tale om solid, tålmodig grundforskning af høj karat, og det må fastholdes, at uden bøger af denne art bliver enhver form tor problemstilling og for modelbyggeri kolosser på lerfødder.