Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 5 (1978) 1Klaus-]örg Ruhl: Spanien im Zweiten Weltkrieg. Franco, die Falange und das »Dritte Reich«. (Historische Perspektiven 2). Hoffmann und Campe, Hamburg, 1975. 414 s.Kay Lundgreen-Nielsen
Side 382
Ruhls bog føjer sig smukt ind i rækken af nye bøger, der dybtgående behandler udsnit af Spaniens historie i dette århundrede. Kronologisk koncentrerer han sig om tidsrummet 1941-44, men giver dog som baggrund et kort rids af den politiske udvikling siden 1936. Ruhl inddrager et stort og nyt materiale i sin undersøgelse, der anlægger et interessant perspektiv, nemlig samspillet mellem indenrigspolitik og udenrigspolitik i Spanien, især set i forhold til Tyskland. Hans arbejde er i hovedsagen baseret på tysk arkivmateriale; med stort besvær har han indsamlet et meget spredt materiale, også af privat art. Som korrektion til denne ensidigt tyske belysning af begivenhederne i Spanien har han tillige inddraget utrykt engelsk materiale. Ifølge Ruhl må forskere med interesse for spansk udenrigspolitik baseret på spanske kilder nemlig væbne sig med tålmod. Han oplyser, at disse arkiver ikke for tiden er tilgængelige for perioden efter år 1900! Intrigerne i den spanske ledelse må således belyses ved andet materiale, herunder nogle upålidelige spanske erindringer, men dog især ved de tyske udsendinges indberetninger. Denne metodiske svaghed er forf. sig dog fuldt ud bevidst. Desværre havde forf. ikke adgang til østtyske arkiver. Forf. skildrer i en kronologisk opbygget ramme den spanske ledelses kendte glidning
Side 383
at Hitler fra 1941 prioriterede krigen mod Sovjet højest, og at han fastholdt dette syn over for bl. a. flådens stadige pres for at få åbnet en front i Nordafrika via Spanien. På den anden side gør forf. meget ud af visse tyske partiorganers indblanding i førelsen af den tyske Spanienpolitik. Den rivalisering mellem forskellige organer i Hitler-Tyskland, som i mange bøger er blevet påvist som et typisk træk såvel inden for nazipartiet som i den nazistiske statsstyrelse, ses således også angående Spanien; dér sås en sådan rivaliseringiøvrigt allerede fra 1936. Forf. har ikke alene blotlagt karakteren af disse indblandingsforsøg,foretaget af visse partiorganer og af visse folk i rigsøkonomiministeriet, i udenrigsministeriet og i den tyske Madrid-ambassade, men også skildret deres planer i forhold til de interne spanske magtkampe. Francos magt hvilede i 1939 på en fin balanceakt mellem en række forskellige grupper i det spanske samfund. Forf. påviser her, hvorledes visse tyske grupper forsøgte at øge den t>ske indflydelse i Spanien. Dette kunne ske ved at sikre sig spansk deltagelse i krigen eller ved tysk erhvervelse af spanske råstoffer ved direkte kontrol via indsættelsen af tysksindede spaniere i opposition til general Franco. Af særlig interesse i denne forbindelse er forf.s udførlige redegørelse for Munoz Grandes', lederen af den »Blå Division« i Rusland, og iøvrigt senere (1962-67) Francos viceministerpræsident, rolle i 1942 som mulig kupmager i tysk regi mod Franco. Baggrunden for at bruge Grandes var bl. a., at den falangistiske opposition mod Franco havde sit særlige tilholdssted i den »Blå Division« i Rusland. Da Franco i april 1937 reelt beskar falangens magt, søgte mange af de skuffede frivilligt ind i den »Blå Division«. Forf.s indgående skildring af disse tyske intriger uden om de officielle tyske kanaler (f. eks. Madrid-ambassadøren Stohrer), men med udenrigsminister Ribbentrops akcept på grund af dennes magtkamp med SS og andre partiorganer, rejser det spørgsmål, om Hitler akcepterede disse folks virke? Gang på gang fastslår forf., at Hitler med den uventet langvarige krig i Rusland akcepterede et neutralt Spanien, ja at et krigsdeltagende Spanien nærmest ville være belastning. Jo værre krigen gik, jo mere var Hitler indstillet på Spaniens rent defensive rolle - som et led i »Festung Europa«. Til sidst var han endog tilfreds med bare at få de værdifulde råstoffer til rustningsindustrien. Dette harmonerer imidlertid meget dårligt med nogle tyske organers stadige forsøg på at få Spanien ind i krigen, oven i købet i visse faser ved indblanding i indre spanske forhold, med støtte til den spanske falangistopposition mod Franco. Forf. tager ikke klar stilling til dette centrale problem, men anfører kun, at Hitler var stemt for en sådan plan, men efter en tysk sejr i Øst. Væsentligst er vel derfor forf.s konstatering af, at den uensartede tyske politik over for Spanien - idet Madrid-ambassaden, udenrigsministeriet, SS, SD, AO (Auslandsorganisation der NSDAP) og rigsøkonomiministeriet ikke kørte samme linje - generelt betød en svækkelse af den tyske position i Spanien. Blandt bogens mange interessante afsnit er også fortolkningen af udenrigsminister S. Suners afgang i september 1942. Udskiftningen af Francos svoger tolkes almindeligvis som et udtryk for, at Franco var ved at sadle om fra en protysk til en proallieret holdning under indtryk af krigens gang. Forf.s redegørelse viser imidlertid, at tyskerne i samtiden så på hans afgang med stor lettelse, idet de så håbede på en virkelig protysk spansk orientering. Tyskerne havde nemlig længe været helt desillusionerede angående Suners holdning. Forf. påviser da også, at en proallieret drejning var påbegyndt af Suner selv måneder før hans afgang, der iøvrigt skyldtes indenrigspolitiske årsager. I centrum for mange af disse spanske og udenlandske intriger stod Franco. Forf. fremhæver ofte, at udlændinge anså ham for at være übeslutsom og udygtig, men forf. understreger selv, at Franco brugte tidsfaktoren i sit spil. Når han forhalede afgørelser, var det bevidst. På denne måde lykkedes det for ham at bevare sit eget system (det
Side 384
frankistiske - ikke at forveksle med det fascistisk-nazistiske) i Spanien, idet han kunne spille sine modstandere ud mod hinanden. Dette erfarede især gammel-falangisteme, der ønskede en venstre-radikal revolution gennemfort, men som effektivt blev standset i 1937. og de iøvrigt indbyrdes meget uenige monarkister. Ruhl behandler udforligt problemet om de spanske krigsvigtige råstoffer såvel i de |