Anne-Lise Seip: Vitenskap og virkelighet. Sociale, økonomiske og politiske teorier hos T. H. Aschehoug 1845 til 1882. Gyldendal, Oslo, 1975.

Universitetslektor i Oslo Anne-Lise Seips doktorafhandling slutter sig smukt til den imponerende række arbejder om Norges historie i 19. årh. som årene siden krigen har bragt. I flere af dem - det gælder også Anne-Lise Seips disputats - mærker man inspirationen fra hendes mand Jens Arup Seip. Han gik i spidsen med den mesterlige bog Et regime foran undergangen (1945, anm. i HT 11. r. II) og har fortsat med mange afhandlinger og den store biografi Ole Jacob Broch og hans samtid (1975).

Præstesønnen Torkel Halvorsen Aschehoug (1822-1909) var jurist med socialøkonomi og statistik som speciale. Han blev 1852 lektor og 1862 professor i lovkyndighed, senere tillige i statsøkonomi og statistik, som fra 1886 var hans eneste to universitetsfag. Af hans betydelige juridiske og økonomiske forfatterskab har Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814 (1866) vundet en plads i historiografiens historie ved hans originale økonomiske forklaring på »Norges nedgang« (se Ottar Dahl: Norsk historieforskning (1959), s. 119 f.). Den ærgærrige mand udnyttede sin viden og usædvanlige arbejdskraft i flere statslige kommissioner - ofte uden at hans indstillinger blev fulgt - som politisk journalist og som stortingsmand 1868-82. Fra 1865 havde han nært samarbejde med højreministeriets chef Frederik Stang, og under den skærpede strid med venstre forsvarede han i stortinget og i sit værk om den gældende norske forfatning (1874-81) Stangs opfattelse af grundloven. I kraft af sin saglige ballast var han ministeremne, men hans optræden i erhvervslivet havde skadet hans rygte, og flere i regeringen mente at han manglede politisk fasthed og handlekraft. Forf.s fremstilling støtter denne opfattelse. Da han endelig 1874 fik tilbudt en ministerpost sagde han nej tak, efter forf.s mening fordi han vilde arbejde i stortinget for et konservativt førstekammer. Han blev dog ikke som flere havde håbet parlamentarisk leder for et nyt stort centrumsparti (af byborgere, embedsmænd og større bønder) med front mod venstre, og han forlod efter mange skuffelser og nederlag godvilligt aktiv politik. Det synes tvivlsomt om det havde været muligt for nogen at samle de forskellige konservative kræfter Aschehoug tænkte på. Han manglede i hvert fald åbenbart samlende evne og havde i det offentlige liv svært ved at skabe kontakt og vinde tillid. Det var i overensstemmelse med hans natur at være i en mellemstilling mellem flere kredse, skriver forf. (s. 129). Til gengæld supplerer hun det traditionelle negative portræt af mennesket Aschehoug som han fremtrådte offentligt med positive træk fra hans forhold til familien og private venner. Man noterer også at den forfatningspolitisk konservative mand viste betydeligt frisind i åndsspørgsmål (s. 134).

Aschehoug studerede jura og nationaløkonomi under frihandelsapostlen A. M. Schweigaard, og forlod universitetet som økonomisk liberalist. Han viste senere at han som de klassiske engelske økonomer i ret vid udstrækning vilde tillade statsindgreb når det skønnedes hensigtsmæssigt eller politisk ønskeligt. Under et længere stipendieophold i England, vist altid hans monsterland, undersøgte han virkningerne af laissez-faire politikken og lærte af de engelske lovkommissioners brug af statistisk materiale. Han vilde siden anvende statistiske data og nationaløkonomiens love til at finde den rette politik. I to kommissioner i 1850erne om husmands- og fattigvæsenet, hvor han i den sidste stort set fulgte principperne bag den engelske fattiglov 1834 og afviste statslig socialhjælp, brugte han den engelske kommissionsmetode. Ny tildels af ham selv tilvejebragt statistik fik ham bl. a. til at ændre sin påstand om at arbejdernes realløn var stigende, til den modsatte. Som utilitaristerne opfattede han den økonomiske egeninteresse som menneskers grundlæggende handlingsmotiv. Han onskede et dynamisk samfund hvor alle vilde arbejde foi at forbedre deres kår, og god okonomi og gode moralske egenskaber beviste for ham som for mange i hans samtid hinandens eksistens. Økonomisk vækst var altid et af hans ønskemål, forudsætningen for social harmoni, og han vilde fremme væksten ved statsbaner, statslige lånebanker i de kapital fattige bygder, bedre skoler der kunde gøre eleverne »åndeligt selvstændige«, så de kunde udvikle sig gennem erfaring. Efter Thranebevægelsen håbede han i 1850ernes økonomiske opgangsperiode at arbejderklassen kunde integreres socialt gennem øget velstand og oplysning, der skulde omfatte praktiske kundskaber og nationaløkonomiens grundsætninger og hindre socialistisk smitte. Han drømte om et harmonisk samfund med en voksende middelstand som resultatet. Men middelstanden, den økonomiske og altså moralske elite, hvis interesser var det hele samfunds, og embedsmændene i regeringen, der også repræsenterede fællesinteresser, skulde være ledende politisk og havde retten dertil. Under krisen i 1860erne og depressionen efter 1870ernes højkonjunktur vendte han tilbage til den opfattelse han havde i 1840erne, at forskellig økonomisk baggrund skabte permanente interessemodsætninger i samfundet. Han endte med at anerkende alle interessegruppers ret til politisk repræsentation, men vilde ikke give nogen af dem hele magten og så kompromiset som den ideelle politiske løsning af interessekonflikterne. Han forudså og frygtede den almindelige valgret, og vilde ved et førstekammer og toklassevalgret efter dansk mønster sikre den økonomiske elite og minoritet mod at blive majoriseret. Påvirket af de franske doktrinæres teorier og forbilleder som U.S.A. forsvarede han mod Sverdrup i sin forfatningspolitik og sin tolkning af grundloven magtens deling. Men han foretrak stadig at den økonomiske elite var politisk ledende. Og »å skape en representasjonsordning og en forfatning hvor både likevekt mellem interessene og lederskap for eliten var formulerte mål, var både teoretisk og praktisk politisk umulig« (s. 149, 184). Aschehougs arbejde for en grundlovsændring blev »halvhjertet«, og parlamentarismen blev indført uden at han og hans »tokammerhøjre« havde fået de forfatningsgarantier mod majoritetsherredømme som de ønskede.

Mange af Aschehougs ideer er som man vil se fælles liberalt tankegods. Forf. anfører kort nogle af hans udenlandske inspirationskilder, adskillige engelske som Stuart Mill, men også danske. I København 1847 blev han ven med Hother Hage og Krieger og omvendt til skandinavismen. Iflg. forf. er han og hans nærmeste kreds i stortinget påvirket af dansk godsejerideologi om de jordejende klasser som det konservative element. Han minder også på flere punkter om de danske nationalliberale embedsmænd, selv om hans sociale og politiske vurderingsgrundlag er mere udpræget økonomisk.

De beskedne resultater af Aschehougs offentlige virksomhed gør det forståeligt at
forf. ikke har villet skrive hans biografi. Men med de grænser titlen angiver er bogen

en kolig, intelligent, ofte skarpsindig analyse af en højtbegavet mands tanker og den indflydelse hans virkelighedsopfattelse og vurderinger fik på hans optræden i det offentligeliv. En mand med en noget problematisk karakter, med flere uopgjorte indre modsætningerog derfor ofte vaklende (s. 135), tilsyneladende uden sikre instinkter i politik og måske ikke blot der.

Af den koncentrerede og samtidig nuancerede fremstilling er her kun givet nogle hovedtræk.
Danske historikere der arbejder med 19. årh. vil have nytte af meget i bogen,
også af de metodiske bemærkninger. p ,„