Benito Scocozza: Klassekampen i Danmarks historie. Feudalismen. København, Carit Andersens Forlag/Suenson, 1976. 308 s.

Side 298

I betragtning af at den for tiden meget store interesse for marxistiske historietolkninger fortrinsvis har sat sig spor i enten historieteoretiske arbejder eller studier i arbejderbevægelsens historie m.v., er det unægtelig med megen spænding, at man omsider åbner et værk, der skal handle om »Klassekampen i Danmarks historie«. Fornuftigvis har forfatteren valgt at begrænse sig til tidsrum, der vel ligger hans egen forskning og interesser nærmest, d.v.s. perioden fra ca. 1500 og frem til ca. 1900, og nu foreligger et første bind, der under titlen »Feudalismen« skildrer Danmarkshistorien frem til enevældens indførelse, medens et påfølgende bind skal handle om »Kapitalismens gennembrud«.

Nogen let opgave er dette selvfølgelig ikke, idet forfatteren har måttet bygge sin fremstilling op på grundlag af den foreliggende, d.v.s. praktisk talt udelukkende ikke-marxistiske forskning, vel vidende at dennes eventuelle mangler dermed overtages (s. 31), strengt taget et problem som enhver forfatter af syntheser støder på, men her forstærket, idet Scocozzas historiesyn på talrige punkter adskiller sig fra det, som findes hos de forfattere, hvis resultater han gang på gang er afhængig af.

Det er en forfatters ret at vælge sit begrebsapparat, og hvad en marxist generelt set forstår ved feudalisme, kræver vel næppe nærmere forklaring. Det føles dog som en mangel, at læseren skal frem til s. 167 (d.v.s. godt og vel midt ind i bogen), før han underrettes om, at »1536 åbner op for senfeudalismen i Danmark«, utvivlsomt helt korrekt på forfatterens præmisser, hvis man da ikke vilde foretrække en endnu forsigtigere formulering, da vel ikke mindst 18. årh. (tiden op imod landboreformerne) betegner den egentlige senfeudalisme; men i hvert fald burde feudalismens storhedstid Europa over være omme omkring 1500?¹ I alle tilfælde er der dog tale om en overgangstid, og når forfatteren er forsigtig med at anvende ofte misbrugte slagord som »tidlig kapitalistisk gennembrud« m.m., skyldes denne prisværdige tilbageholdenhed givet hans viden om, hvor ringe betydning de ikke-agrare erhverv havde i denne tids Danmark.

Bogens disposition turde vidne om forfatterens pædagogiske interesse. I en kort, men instruktiv indledning meddeles hans »værdipræmisser«, d.v.s. en indføring i hans opfattelseaf marxistisk historievidenskab, hvor jeg må overlade til mere specialkyndige at definerehans exacte ståsted.² Desuden findes spredt i bogen, men gerne særdeles velvalgt, mindre, teoretiske afsnit; f. eks. giver omtalen af Christian II anledning til et kapitel (s.

1 Det virker næsten som en reverens overfor en anden skoles begrebsapparat, at glosen »lensvacsen« også optræder; men kan det andet end forvirre læseren, at dette på eengang bruges som betegnelse for »den danske lokaladministration« (s. 83) og for det middelalderlige statsretssystem (s. 108 f.), som andre kalder feudalisme?

2 Helt korrekt fastslår han, at langt det meste af kildematerialet stammer fra overklassen (udbytterne), og at det ofte repræsenterer »overbygningen*-. Blot havde jeg her gerne set en klarere stillingtagen til det intrikate problem om »overbygningens« forhold til »basis«, in casu om der udelukkende er tale om en passiv afspejling eller muligvis en tilbagevirkning?

Side 299

114 f.) om »Personlighedens rolle i historien«, ligesom vi som indledning til det 17. årh.
(hvor kompagnihandel, merkantilisme m.m. skildres) finder en vejledning til forståelse
af nøgleord som merværdi og kapitalakkumulation.

Selve bogen er delt i to hovedafsnit om henholdsvis 16. og 17. årh., men således at der i begge tilfælde først gives et »Udblik over Europa«, et forsøg på at relatere den hjemlige historie til udviklingen i den store verden, hvis nytte enhver underviser vil kunne indse, selvom Scocozza tit og ofte må erkende, at Danmark (for at sige det mildt) »lå i udkanten af den daværende verden« (s. 53). Og med den vægt på strukturer og generelle udviklingslinier, som forfatteren lægger overfor de enkelte manifestationer, er det logisk, at et generelt afsnit om samfundet i det 16. årh.s Danmark kommer før det kronologiske forløb, selvom denne fremgangsmåde kan medføre betydelige forståelsesvanskeligheder for ikke-specialisten (et problem som jeg nedenfor vil berøre med henblik på den agrare udvikling).

Der kan ikke være tvivl om, at forfatterens specialviden er størst vedrørende økonomisk historie og her især indenfor borgerskabets sektor, hvorfor man på denne baggrund må beundre hans resignation. Selvom afsnit om f. eks. Fuggerne eller Christian IVs økonomiske experimenter forekommer mig langt mere levende skildret end de tilsvarende, ofte stærkt generaliserende agrarhistoriske afsnit, falder forfatteren ikke i den grav at tilkende sine egne interesser for stor betydning; gang på gang slås fast, at der her alene var tale om spæde forsøg på at efterligne en udvikling i udlandet, som der endnu ikke var basis for i det danske agrarsamfund, feudalstaten. Kan man lejlighedsvis i de europæiske oversigter se skildringen stivnet i former og udtryk, der kan forekomme helt altmodische,⁸ er de danske økonomiske afsnit gerne langt mere konkret og indfølende skildret, ikke mindst redegørelsen for Christian IVs mange merkantilistiske forsøg (hvor forfatteren vist især støtter sig til en række specialer fra Astrid Friis' værksted), medens han ikke mindst for 16. årh.s vedkommende blankt erkender sin gæld til Erik Arup, hvis synspunkter og vurderinger han gang på gang benytter, for ikke at sige overtager, idet han naturligvis sætter helheden ind i sin klassekampsvision.

Nok må det betones, at det i almindelighed turde være vanskeligt at finde indisputable spor af egentlig kamp imellem klasserne i fortidens Danmark; men een undtagelse findes dog, nemlig under Grevens fejde, og herved opnår Scocozza virkningsfuldt at få sin generelleteori tilsyneladende indisputabelt fastslået og det lige ved arbejdets begyndelse. At dette i det hele taget kan lykkes så godt, skyldes nu nok forhold, som han ikke ses at have undersøgt tilbunds; nok fremhæver han Arups »kamp for demokratiet« (s. 30), men gør sig næppe klart, i hvor høj grad denne - som de fleste af hans forgængere - her var helt afhængig af Allen, hvis arbejder4 i næsten uhyggelig grad har præget historieskrivningenfrem til i dag, og som - specielt hvad angår reformationsskildringen - anvender et veritabelt klassekampsskema,s der - gerne ureflekteret og som en selvfølge - benyttes

3 Under skildringen af renæssance og reformation genkalder man sig den klassiske Tawney-Weber-debat; men kan en moderne historiker fortsat tillade sig ukommenteret at kalde Calvinismen »det fremvoksende borgerskabs ideologi« (s. 49), betegne opstanden i Nederlandene som historiens første borgerlige revolution (s. 204 f.) eller betragte den engelske borgerkrig som borgerskabets sejr over feudaladelen (s. 213 ff.) ?

4 Alene Aliens kildesamling (1854) anføres i litteraturlisten, ikke hans banebrydende reformationstidsarbejder, endsige hans Håndbog (1840).

5 Selve glosen »klassekamp« er dog vist først anvendt af Aliens elev Kr. Erslev (i disputatsen 1879, s. 81).

Side 300

i fremstillinger den dag i dag. Vel er der naturligvis ikke tale om det marxistiske udbyttere/udbyttede,men »folket« (borgere-bønder), der kæmpede for friheden imod deresundertrykkere (de mereprivilegerede, d.v.s. adel-hojgejstlighed); men denne allenske opfattelse lader sig nemt benytte i en marxistisk fremstilling, og ikke mindst et udtryk som »det folkelige parti led nederlag« (s. 163) lugter unægtelig mere af C. F. Allen end af K. Marx.e

Det er naturligvis uundgåeligt, at der i et sådant arbejde vil være mangt og meget, hvor en anmelder ikke fuldt ud er enig med forfatteren, og idet han selv i sit forord udbeder sig kritiske kommentarer, skal jeg på enkelte punkter søge at imødekomme denne opfordring:

Som nævnt tager den kronologiske fremstilling straks fat på reformationstiden og dermed Grevens fejde, der mærkeligt nok (s. 162 f.) ikke må benævnes sådan, da det var en kamp mellem »det danske folk« (allenske efterklange?) og godsejerklassen. Interessant nok har forfatteren umiddelbart forinden vist den prisværdige resignation ikke at tillægge de jyske bønder et bondekrigslignende program, idet han fornuftigvis mener, at skipper Clement alene samlede dem om Christian Ils genindsættelse; men derved fremhæver man dog (og efter min opfattelse helt korrekt) dynastiproblematikken, og idet grev Christoffer netop optrådte som sin kgl. fætters repræsentant, turde den traditionelle betegnelse fortsat have fuld gyldighed, også på de præmisser, som Scocozza her fremlægger.7

Virkningsfuldt fastslår forfatteren, at Christian 111 efter 1536 stod så stærkt, at han i den følgende tid var i stand til at gennemføre en hel del af Christian Ils reformprogram (s. 172), og via Arup overtager han tanken om den stedse stærkere centralmagt, idet adelen (der hidtil gang på gang var gået imod en sådan politik) omsider havde indset dennes nødvendighed; men herved undergravede godsejerklassen på langt sigt sin egen indflydelse, idet linien føres frem til 1660, centralmagtens totale sejr.₈

6 Også den urimeligt store interesse for selvejerbønderne i de 47 nordjyske herreder, som kongen »satte fra hus og hjem« (s. 168), peger unægteligt tilbage på en tid, hvor bondefrigørelse var aktuel. Er der nogen marxisme i at ofre så megen medfølelse på sådanne »smågodsejere«? Selvejernes fæstere (som nævnes s. 66) var vel ligeglade, om de ydede deres landgilde til kronen eller til selvejeren? Og rent bortset fra at talrige selvejere beviste at have været på sejrherrernes parti eller betalte sig fra straffen, så kom »retsopgøret« så sent som 1542, og det vel at mærke i form af ændringer i jordebøgerne, ikke i form af bortvisning af det menneskemateriale, der dog var den vigtigste del af produktionsapparatet.

7 Også finder jeg, at forfatteren skylder os en forklaring på, at han (s. 159) i direkte modsætning til Arup påstår, at Christian 111 i årene efter 1536 på sine rettertingsrejser fortsatte opgøret med de besejrede. Arups tanke om en kgl. »demonstration«, der skulle vise, at retten havde sejret over spydstagen, stammer vel fra Astrid Friis, og det centrale kildemateriale (rettertingsprotokollerne) er forlængst umiddelbart tilgængeligt, hvorved man kunne konstatere, om ikke Christian 111 også her benyttede godsejerklassens svækkelse til »forsoning og samarbejde« (s. 168), idet han klogeligt udnævnte den ødelagte højgejstlighed til syndebuk (s. 169).

8 I betragtning af, at forfatteren fuldt ud er klar over en historikers uundgåelige bundethed til sin samtid, virker latterliggørelsen (s. 91) af Fussings slutningsord i »Herremand og Fæstebonde« lidet retfærdig, idet bogen som bekendt udkom i 1942, hvor der Europa over, i øst som i vest, foregik »nationale samlingsbestræbelser« i den fælles kamp imod fascismen. Skildringen (s. 179) af renteforordningen 1557 (som en nydannelse) forekommer i hvert fald anmelderen passé (se Festskrift til Astrid Friis). S. 233 lader Scocozza - i overensstemmelse med de bedste traditioner - Frederik II dø af druk; men måske føler han, at han med denne arupske insinuation er vel langt ude, idet han kildebelægger den med henvisning til majestætens berømte dagbog! Utvivlsomt en for- veksling med Christian IVs berømte skrivekalendere, der iøvrigt snarere dokumenterer, at selv overdreven spiritusnydelse ikke kunne få bugt med majestæten. Har man lov til at benytte Rise Hansens materiale vedr. bondeøkonomi i 17. årh. (HT 10. r. VI, 1943) uden samtidig at nævne Skrubbe!_trangs arbejde (smstds. 11. r. I, 1945).

Side 301

Når vi derpå i andet hovedafsnit indføres i den kgl. merkantilpolitik, forekommer det mig beklageligt, at forfatteren ikke har nået at drage nytte af Ladewig Petersens redegørelse for den kgl. ågerkapitalist og dennes udlånsvirksomhed til den kapitalhungrende adel (1974). Men virkningsfuldt skildres et væsentligt resultat af den nye økonomiske, politik, at provinshandelen skubbedes tilbage til fordel for de københavnske statsleverandører, og med Johan Jørgensen som vejleder fører Scocozza os frem til 1660, der naturligvis ikke kan betragtes som et (bevidst) opgør imod feudalsystemet, blot ønsker og opnår de københavnske rigmænd andel i godsejerprivilegierne, thi feudalstaten som sådan blev bestående. At den for forfatterens helhedsopfattelse så væsentlige klassekamp ej heller ved denne lejlighed træder klart frem i kildematerialet, giver ham lejlighed til en længere snak, hvor en henvisning til hans egen redegørelse for bonderejsningerne på reformationstiden (s. 119: »^— det er sjældent dem, der er totalt kuede og udbyttet ned til eksistensminimum, som rejser sig til kamp«) giver i hvert fald anmelderen en langt bedre forklaring.CJ Og med en stærkt Arup-piagct »Afslutning« (s. 299 ff.) rundes de 150 års historie af med en fastslåen af, at feudalstaten retableredes, idet de københavnske storkapitalister forvandledes til grever og friherrer.

I betragtning af, at modsætningsforholdet imellem udbyttere og udbyttede (d.v.s. godsejere og bønder) er bogens hovedthema, må jeg dog anføre en enkelt kritisk bemærkning til selve fremstillingen. Naturligvis folger Scocozza her den af Arup videreførte allenske tradition med klar sympati for de små i samfundet; men sammenholdt med, hvad man ellers kan præsenteres for, er forfatteren ingen grædekone. Udbytningen existerer så at sige per definition, selvom den er forkastelig, en uret, ja vel strengt taget umoralsk.¹⁰ Alligevel føler jeg, at han her overspiller sine kort. Allerede s. 44 indvarsles omkring 1500 »Skærpet udbytning«; i løbet af 16. årh. »var grænsen for bøndernes ydeevne nået« (s. 63), og derpå (s. 67) »mistede bønderne flere og flere rettigheder« (hvor de så havde dem fra?). »Kan vi ikke måle udbytningsgraden, kan vi dog konstatere, at udbytninningen skærpedes« (s. 65), og det uanset at grænsen to sider forinden var nået. Vi vender os (s. 107) fra det generelle samfundsafsnit til den kronologiske gennemgang og konstaterer (via de mange bondeuroligheder først i 16. årh.), at udbytningen skærpedes, hvoraf som sagt følger en skærpet klassekamp (medens den øgede udbytning efter 1536 ikke udviser sådanne tegn), og sluttelig får vi i resuméet (s. 302) at vide, at der efter 1660 sker »en stadig mere skærpet udbytning«.

Nok skal det medgives forfatteren, at han har en anelse om, at bøndernes forhold ca. 1500 (hvilket vel vil sige: under feudalstatens glanstid i middelalderen?) måske var en smule bedre end efter nederlaget 1 r_j36, ligesom der findes antydninger om, at der også sidst i 16. årh. (hvor udbytningen jo ellers skærpedes) kunne findes bønder, der fik del i konjunkturgevinsterne (jfr. s. 232). Når der skal resumeres, hedder det dog igen (s. 196 f.), at uanset dette er de ikke blevet mindre udbyttede, men »er vor antagelse rigtig, er der således i perioden tale om en relativ forarmelse af fæstebønderne«, unægteliget så væsentligt forbehold, at det havde forekommet mig klogere på grund af forskningsog

9 Vel nævnes pesten i 1650erne (meget traditionelt med en skildring af forholdene i Sørbymagle-Kirkerup); men Aksel Lassens arbejde benyttes kun indirekte (via Ellehøjs referat i Politikens Danmarkshistorie). Jeg undrer mig fortsat over, så tøvende moderne marxister står overfor at anvende moderne demografis mange, interessante resultater.

10 Jfr. Kr. Erslev anf. arb., 1879 s. 55.

Side 302

ningsogkildemateriales tilstand at nojes med at anføre »den generelle teori«. I hvert fald kan jeg ikke komme bort fra, at arbejdet havde vundet, hvis forfatteren her havde udvist en vis resignation og større - i hvert fald sproglig - disciplin. Havde denne udbytningsmaximeikke stået klarere ved bl. a. anvendelsen af exempler, der viste, at samtiden da udmærket godt var klar over det næsten symbiotiske forhold imellem herremand og fæstebonde,¹¹ i hvert fald har det aldrig været klog økonomi at slagte hønen, der lægger guldæggene.

Som anført synes forfatterens hovedinteresse at ligge på handels- og byliv mere end vedrorende agrarhistorie, og selvom han gang på gang betoner, at landbruget i den feudale stat er det helt centrale, er det næsten uundgåeligt, at det ofte detaillerede og gerne yderst levende skildrede »byliv« kontrasterer det ofte skematisk og på grundlag af oversigtsværker mere refererende beskrevne landbrug. Således skildres den agrare udvikling i et så forkortet perspektiv, at den ikke-initierede læser for mig at se uundgåeligt lede« til konklusioner, som måske ikke alle er tilsigtede af forfatteren, men som det kan bebrejdes ham, at han ikke mere grundigt har sikret læseren imod.l2

Allerede i den generelle indledning til det 16. årh.s danske samfund (hvor to muligvis ret forskellige agrarsystemer omkring henholdsvis 1500 og 1600 skal presses ind i eet »system«) får vi at vide, at hoveriet øges århundredet igennem (s. 62) i sammenhæng med den godskoncentration, som kendes i 16. og ikke mindst i 17. årh., og kun den opmærksomme læser ser (s. 65), at stordriften er en følge af prisrevolutionen, d.v.s. at den kun kan være slået igennem, efter at størstedelen af det 16. årh. er forløbet. I sammenhæng hermed hører vi (s. 63), at godsejerne fik gjort deres ugedagsbønder i hovedgårdssognet skattefrie; men (s. 118) føres derpå godskoncentrationen (som vel kun specialisten ved, ikke helt er det samme som stordrift) ned i 15.—16. årh., d.v.s. at godskoncentration og hoveriforøgelse synes at forløbe nogenlunde parallelt.

Derpå kaldes (s. 162) stordriften for mest profitabel allerede i 16. årh., og helt klart benævnes (s. 163 f.) udviklingen en omdannelse af ejendomsforholdene (»en jordkoncentration fandt sted«), og fra begyndelsen af 16. årh. udskiltes en højadelsgruppe, der udnyttede stordriftens fordele ved hjælp af hovbønder.l3 Også (s. 188) finder vi senere et helt kapitel (nr. 11) benævnt godskoncentration med den beskedne indskrænkning (som, det skal retfærdigvis siges, ofte ligger i forfatterens ordvalg, men som alt for ofte modsiges af det samlede billede, han opridser), at tendensen, der havde virket i årtier, dog først for alvor tager fat i anden halvdel af 16. årh., d.v.s. som prisrevolutionen rammer Danmark, men immervæk et langt spring fra det være sig århundredets begyndelse eller blot 1536.

Ved således at skildre den faktisk først i 17. årh. velkendte agrarstruktur allerede under16. årh. (hvor den selvfølgelig har sine rødder), giver forfatteren læseren et skævt billede af forholdene, det være sig før, under eller efter Grevens fejde, der unægtelig er første halvdels hovedafsnit, fordi vi her har en »klassekampscentreret« litteratur at bygge på. Og hermed overses det virkelige agrarhistoriske problem, at alt faktisk tyder på, at de strukturelle rammer for det stordriftsgodssystem, der vitterligt beherskede Danmark

11 Jfr. hertil godsejermodstanden imod de kgl. ekstraskatter på deres bønder (s. 63 og atter s. 235).

12 Antydningen (s. 56) at landsbyfællesskabet kunne medføre dyrkningsfællesskab, burde uddybes, da den nok vil komme bag på mange agrarhistorikere, ligesom bemærkningen (s. 57; om jagt som supplement til bondens husholdning.

13 Kan man, specielt efter Poul Enemarks undersøgelser, uden videre hævde, at >fra det 16. århundredes begyndelse skete der et hastigt opsving i godsejernes eksport af korn og stude«?

Side 303

i 17. og ikke mindst i 18. årh., dels ugedagsbøndernes skattefrihed, dels den gennem de store mageskifter skabte koncentrationsmulighed (der igen begge var en forudsætning for et rationelt hoveri, men sent i udviklingen), efter alt at dømme har foregrebet den økonomiskeudvikling, idet først prisrevolutionen viste, hvilke økonomiske muligheder, der var i dette - indtil da øjensynligt blot administrativt praktiske - system.

Når en anmelder derfor med al respekt for den energi, forfatteren har udvist i sit forsøg på at skildre Danmarkshistorien i dette tidsrum på basis af sin marxistiske historieforståelse, og med al mulig sympati for det varmhjertede forsvar for vort for tiden så upopulære fag (indledningen s. 7 f.) med nogen forbløffelse må konstatere, at arbejdet i ikke ringe grad virker traditionelt, skyldes dette vist flere forhold. Ikke blot er forfatteren for god en historiker til, at han - trods arven fra Arup - ønsker at foretage ny- og omvurderinger blot for at chokere. Måske hænger det i nogen grad sammen med, at den marxistiske videnskabsopfattelse jo faktisk er et efterhånden ærværdigt 100-årigt system, der givet har smittet af på selv meget »borgerliges fremstillinger? Vigtigst forekommer mig, at den fra Arup overtagne tradition hviler på et stærkt materialistisk (omend ikke nødvendigvis marxistisk) grundlag, og endelig gælder det, at hovedsigtet at indføre klassekampen i Danmarkshistorien forlængst var søgt tilgodeset af Allen, hvis »reformationshistoriske« skema derfor behersker forskningen den dag i dag med det for mig at se bedrøvelige resultat, at denne opfattelse er blevet cementeret og aldrig underkastet en virkelig prøvelse. T , n,, „

Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 5 (1978) 1

Benito Scocozza: Klassekampen i Danmarks historie. Feudalismen. København, Carit Andersens Forlag/Suenson, 1976. 308 s.