Ole Feldbæk: Dansk neutralitetspolitik under krigen 1778-1783. Studier i regeringens prioritering af politiske og økonomiske interesser. Kbh., Akademisk forlag 1971. 212 s.

Historikere har stedse berømmet Danmarks neutralitetspolitik i anden halvdel af 1700tallet. Det gælder fremfor alt under den amerikanske frihedskrig. Dr. Ole Feldbæk helliger den danske politik i disse år indgående undersøgelse, som inddrager et omfattende og hidtil uudnyttet aktmateriale fra danske og engelske arkiver. Han påviser, at det var den danske regering magtpåliggende at nyttiggøre de økonomiske konjunkturer i den yderste udstrækning, som var sikkerhedspolitisk forsvarlig, og hvorledes det lykkedes at nå dette mål ved tilpasning til de vekslende situationer: Fra den truende krigsfare, krigsudbruddet, Frankrigs og dernæst Spaniens deltagelse og sluttelig også Hollands inddragelse, d.v.s. Danmarks største konkurrent - for Danmarks vedkommende blev konjunkturerne derigennem drevet til et højdepunkt; videre til den krise, der meldte sig, da krigens afslutning kunde forudses, og til fredsslutningen, der bragte den dybe tilbagegang.

Neutralitetsbegrebet lod sig tolke meget forskelligt. Den bredeste udlægning lod sig næppe gennemføre: At neutralt flag kunde dække enhver last (formelt: Frit skib - fri ladning). At krigskontrabande var udelukket måtte de neutrale uden videre indrømme. Hårdt omstridt var den indskrænkning, hvorefter neutralt flag kun kunde dække ladningerfra neutrale lande, evt. dog også varer, som neutrale købmænd havde købt i et krigsførendeland. For at hindre, at anvendelse af formelt bekvemmelighedsflag ved køb af skibe - således som Danmark i vid udstrækning foretog - forlenede det med neutrale rettigheder, stod navnlig England fast på, at også kaptajnen og en nærmere angivet del af besætningen skulde være undersåtter under den neutrale stat. - På tilsvarende vis var kontrabandebegrebet genstand for bredere eller snævrere fortolkning: Omfattede kontrabande'kun og ammunition samt de råstoffer, fremstillingen krævede, jern, salpeter og kobber, eller også skibstømmer (vigtigt for Norge) og levnedsmidler (afgørende for Danmark) eller derudover endda hvilketsomhelst gods, som ikke stammede fra neutrale lande? Og hvorledes lod alt dette sig kontrollere? Blot ved eftersyn af skibspapirerne eller

ved visitation af ladningerne i åben sø eller endda ved at bringe skibet til en krigsførende havn? Og dertil endelig det kritiske spørgsmål: Skulde man bevæbne handelsskibe, respektivebeskytte dem ved et konvoj system? Eller var det netop en udfordring af de krigsførende,der på denne måde så deres kontrolret beskåret og med rette kunde mistænke skibet for at føre kontrabande?

Disse problemer - der i vore dage stadig knytter sig til 'neutralitet' - søgte den danske regering at løse til sin fordel. Den bevægede sig på en snæver og farlig vej mellem på den ene side det nødvendige hensyn til England, der ved sin fremfærd mod Holland (indledt med overfaldet på St. Eustatius) røbede sin formåen trods dets åbenlyse svaghed under denne krig, og på den anden side hensyntagen til Rusland og Sverige, der kunde være en trudsel mod Norges sikkerhed. Bernstorff lagde først og fremmest vægt på et tåleligt godt forhold til England; det måtte ikke forstyrres af russisk interessepolitik. Det var et diplomatisk mesterstykke, da han i september 1778 foregreb det forventede russiske pres for indgåelse af et væbnet neutralitetsforbund ved på eget initiativ at formulere et fempunkts principprogram og forelægge det for czarriget, der i første omgang afviste det. Da den russiske regering alligevel godt et år senere tog de bernstorffske tanker op og forsøgte at bringe et forbund istand på dette grundlag, lykkedes det umiddelbart forinden Bernstorff at opnå en overenskomst med England, hvorefter danske landbrugsprodukter såvel som bygningstømmer og jern (typisk norske produkter) uhindret måtte fragtes under dansk flag. Et sådant arrangement, der sikrede Danmark et vist mål af handlefrihed, lå derimod ingenlunde i Ruslands interesse, og Danmark vilde under 'bevæbnet neutralitet' ikke længere have kunnet opnå disse vilkår. Den dansk-engelske kontrabande-erklæring var blevet offentliggjort 4. juli 1780 - fem dage senere blev det dansk-russiske neutralitetsforbund underskrevet. Danmark var dog selv i bindingen overfor Rusland fast besluttet på aldrig at lade det komme såvidt, at det overfor mulige britiske forholdsregler måtte påkalde materiel russisk bistand.

Varetagelsen af neutraliteten var i ligeså høj grad et magtspørgsmål som et spørgsmål om diplomatisk behændighed; den afhang af den korrekte vurdering af de krigsførende, men også af forbundspartnerne. Da Danmark af hensyn til de økonomiske fordele netop under krigen gik på akkord med sine merkantilistiske handelsprincipper, måtte man i London tage det ilde op. Den danske regering undgik derfor principerklæringer og forsøgte at komme til rette med England fra sag til sag, medens England, der stod svagere end i tidligere krige, stiltiende gav efter. Den danske politik forstod således også at kalkulere risiko'en rigtigt.

Læseren følger med interesse den subtile fremstilling. Et irritationsmoment er det dog, at Feldbæk udover de i undertitlen anførte, politiske og økonomiske interesser i teksten også opererer med 'sikkerhedspolitiske' interesser (han tænker her på Sveriges trudsler mod Norge). Denne tredobbelthed er ulogisk; thi hvad andet skal man forstå ved politiske end opretholdelsen af statens eksistens og integritet, som man ikke gerne kunde sætte på spil ved udnyttelsen af de økonomiske fordele?

Danmarks risiko lå ingenlunde blot i den officielle udenrigspolitik og forhandlingspartnernesøjeblikkelige reaktioner. Den lå i vid udstrækning også i den handelspraksis, som ikke så meget den danske stat som snarere danske privatforetagender, ofte nok som medinteressenter i de halvt statslige handelsselskaber, drev: Hvorvidt forgreb de sig dermedbevidst mod de forpligtelser, som forventedes at påhvile en neutral stat? Man kunde nævne ikke-tilladt fragt, stundom med falske papirer; kamouflage af fjendegods under dansk flag; angivelse af falsk destination o.s.v. Feldbæk fremlægger talrige vidnesbyrd herom, selvom besvigelserne utvivlsomt har været væsentligt mere omfattende, eftersom sådanne transaktioner jo naturligvis foregik under yderste diskretion. I en specialundersøgelseover

søgelseover'Caracas-spekulationen' 1782-83 (HT 12. r. VI, 1972-73) har dr. Feldbæk påvist, hvor übesindigt ansvarlige danske statsmænd bragte staten i fare af hensyn til deres private fordel. Nuvel, de havde heldet med sig. Heldet fulgte ligeledes den risikable officieiie, danske udenrigspolitik, som Bernstorff bar ansvaret for i de første og afgørende faser (indtil 1780). De fleste historikere vil vel være tilbøjelige til at betegne denne præstationsom genial. Kan man yde Caracas-foretagenderne samme ros? Eller gælder der forskellige vurderingskriterier for statslige og private forehavender? Dr. Feldbæks undersøgelserfortjener at blive indgående studeret. De problemer, som analyserne beskæftiger sig med, er nok tohundrede år gamle, men principielt lige aktuelle før som nu.