Aktstykker og Oplysninger til Rigsrådets og Stændermødernes Historie i Frederik III's Tid udgivne ved C. Rise Hansen af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie. København. Bd. I. 1648-1650. XVI+ 532 s. 1959. Bd. II. 1651-1653. XVIII+ 1076 s. 1974-75.

Af denne kildeudgave, der fortsætter Kr. Erslevs »Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stændermødemes Historie i Kristian IVs Tid« foreligger nu to bind omfattende årene 1648-1653 med de mange dramatiske og i flere tilfælde afgørende begivenheder, forhandlingerne om håndfæstningen 1648, modsætningen mellem stænderne, mellem rigsrådet og den »menige« adel, undersøgelserne mod Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt foruden rigets mest påtrængende problem, gælden og misforholdet mellem indtægter og udgifter, et forhold der i nogen grad havde sin rod i en forældet forvaltningsstruktur, og som vel i virkeligheden var uløseligt inden for det eksisterende »system«.

Udgiveren fremhæver med rette materialets ændrede karakter efter Christian IVs død. Fra Frederik Ills tid haves nemlig ikke en serie kongelige propositioner og andre henvendelsertil rigsrådet, der i Erslevs udgave er et væsentligt grundlag for rekonstruktionen af rådsmødernes indhold og forløb i hans indledende oversigter. Endvidere kunne Erslev i disse referere direkte til Fridericias fortrinlige udgave af Christian IVs egenhændige breve. Til gengæld kan Rise Hansen fra 1649 støtte sig på Christen Skeels rigsrådsdagbog. Imidlertid besluttede »Kildeskriftselskabet« inden udgiverens antagelse, at dagbogen ikke i sin helhed skulle medtages, omend fyldige referater af dens oplysninger skulle indgå i de indledende oversigter. Beslutningen forekommer mærkværdig. Foruden at afspejle sin ophavsmand, en centralt placeret, ingenlunde übetydelig personligheds generelle holdningog konkrete standpunkter i enkeltsager, giver dagbogen et indblik i rådets interne drøftelser, som dets betænkninger og erklæringer grundet disses kollektive karakter kun sjældent afslører. I virkeligheden har man gennem denne beslutning afskåret kildeudgavensbenyttere fra det samme indblik. Ganske vist skulle de fyldige referater af dagbogen

i indledningerne råde bod herpå, men trods udgiverens redelige parafrase går der dog nuancer tabt som kunne vise sig at have væsentlig betydning. Anmelderen kender ikke begrundelsen for »Kildeskriftselskabets« beslutning, men det er nærliggende at antage, at det forhold, at dagbogen tidligere er udgivet af Tyge Becker i Danske Magazin 4. r. 111, har spillet en rolle. Hvis der havde været tale om en udgivelse efter moderne principper i en publikation, der er til at skaffe, kunne en sådan begrundelse godtages. Ganske vist er Beckers tekstgengivelse i hovedsagen korrekt, men den er aldeles uden den nødvendige kommentar, hvortil kommer, at han gør sig skyldig i en del misforståelser, som Rise Hansenhar måttet rette. Resultatet er blevet en belastning af noteapparatet med en indgåendekommentar af en kilde, der er trykt et helt andet sted. Det er med rette udgiverenbeklager beslutningen - som han ingen indflydelse har haft på - om at parafrasere dagbogen i stedet for at genudgive den; foruden de gener der herved er påført de sagesløsebenyttere af udgaven, har det uden tvivl gjort udgiverarbejdet unodigt besværligt. Til gengæld har udgiveren i andre tilfælde selv bidraget til at forøge vanskelighederne.

Erslevs udgave af aktstykkerne fra Christian IVs tid -i alt 60 år - fyldte godt 1700 sider, mens Rise Hansen på de 6 første år af Frederik Ills regeringstid er nået op på godt 1600 sider, hvoraf årene 1651-53 alene fylder mere end 1000 sider. Dette afspejler først og fremmest en meget betydelig vækst i kildematerialet, efterhånden som man kommer ned i tiden, hvilket også er tydeligt hos Erslev, hvor de sidste 4 af de ialt 60 år, hans udgave omfatter, udgør mere end en trediedel af det hele værk. Når kildematerialet vokser så voldsomt, skyldes det dels den stænderske udvikling siden 1638 med de stadigt hyppigere stænder- og adelsmøder, hvilket uundgåeligt sætter sit præg på materialets omfang og karakter, og dels at hele den fremadskridende differentiering af samfundet resulterer i stadigt mere omfattende opgaver for statsmagten. Hvor i Christian IVs første mange år rigsrådet i reglen kun indkaldtes nogle få gange årligt, er opgaverne nu så omfattende, at raderne må bruge langt mere af deres tid på statens anliggender end førhen, således at der i mange perioder bliver tale om næsten permanente samlinger. Denne vækst betyder endvidere, at der i stigende omfang optræder stående rigsrådskommissioner og -udvalg, der udspyr et betragteligt antal erklæringer og betænkninger.

Men en del af forklaringen på den nye kildeudgaves i forhold til Erslevs voldsomme omfang synes dog at være, hvad udgiveren også selv antyder, en delvis omformulering af de udgiverprincipper, Erslev i sin tid lagde til grund, en omformulering der efter mit skøn vil gøre det yderst vanskeligt at føre udgaven op til 1660, hvilket må formodes at være hensigten, og som i al fald ville være ønskeligt.

Den omformulering af Erslevs udgiverprincipper, der er postuleret ovenfor, skyldes især, at Rise Hansen anvender begrebet »oplysninger« anderledes end Erslev. Erslev ordnedestoffet om rådets eller stændernes møder. Ved ethvert sådant gav han i indledende oversigter oplysninger om mødets indkaldelse, varighed, deltagere i forhandlingerne og disses udkomme. Derefter fulgte de vigtigste aktstykker i reglen aftrykt in extenso med hovedvægten lagt på betænkninger og bevillinger. Men hvor Erslev i sine oversigter nøjes med at angive oplysningernes kildegrundlag i et udførligt notesystem, er Rise Hansen tilbøjeligtil direkte at aftrykke en væsentlig del af dette materiale, hvorved udgaven svulmerbetydeligt op. Nu er en betragtelig del af Erslevs oplysninger baseret på Christian IVs egenhændige breve, hvor han kan henvise til Fridericias udmærkede udgave, mens Rise Hansen må henvise til Christen Skeels rigsrådsdagbog med dens mere nødtørftige oplysninger.At der efter min opfattelse er tale om en redaktionel fejldisposition ved beslutningenom ikke at genudgive rigsrådsdagbogen er allerede omtalt. Men derudover er Rise Hansen tilbøjelig til at aftrykke materiale, der ikke oplyser rådsmøderne, men derimoddet ydre forløb af de sager, rådet behandler, hvorved der efter min mening er blevettrykt

vettryktikke helt få aktstykker, hvis indhold snarere er administrativt end politisk. Et godt eksempel er oversigten over undersøgelserne af Hannibal Sehesteds og Niels Langes administration i foråret 1651 med tilhørende aktstykker (bd. II s. 1-44). Her aftrykkes ikke blot det nedsatte rådsudvalgs relation om mislighederne, men tillige alt der tjener til at klarlægge sagens ydre forløb, herunder ordrerne til Niels Lange om at redegøre for sine regnskaber og de udtagne stævninger mod denne og Sehested. Efter min mening havde det været tilstrækkeligt med en detaljeret redegørelse for dette forløb i oversigten med en udførlig angivelse af kildegrundlaget i noterne, mens blot de aktstykker, der oplyserde kommitterede raders overvejelser og synspunkter, var blevet aftrykt. Et andet eksempel på udgiverens hang til også at aftrykke materiale, hvis indhold snarere er administrativtend politisk, er dokumenterne nr. 564-574 i bd. 11, der er almindelige kancelliekspeditioner,der hører hjemme i Kancelliets brevbøger. Det er i øvrigt at håbe, at denne vigtige kildeudgave snart bliver fortsat, således at vi får det administrative materialetrykt dér som et nødvendigt supplement til de politiske aktstykker, der hører under nærværende kildeudgaves gebet.

Det er på sådanne punkter, at udgiveren efter min opfattelse på problematisk vis har omformuleret Erslevs brug af begrebet »oplysninger« med uheldige konsekvenser for udgavens omfang. Det er sikkert et udtryk for den samme hang til at aftrykke det meste af det materiale, der belyser det ydre forløb af de særskilte sager rådet beskæftigede sig med, der er årsag til, at Rise Hansen i så stort omfang medtager udenlandske gesandters indberetninger i modsætning til Erslev, der aldrig aftrykker sådanne men nok udnytter deres oplysninger i de indledende oversigter over rådets virksomhed. Især synes det mindre berettiget, at et så stort antal af den nederlandske afsending Nanning Kaysers referater af sine forhandlinger i Danmark i 1652-53 om et nederlandsk-dansk forbund og om en ophævelse af redemptionstraktaten af 1649 er af trykt. Udgiverens begrundelse for at medtage disse er dels, at de bedre end det danske materiale oplyser forhandlingerne, og dels at de i visse tilfælde, navnlig hvor oplysningerne i Christen Skeels dagbog svigter f. eks. i efteråret 1652, yder hjælp til en rekonstruktion af forløbet af rådsmøder. Denne udtalte begrundelse viser, at det i nogen grad er Rise Hansens opfattelse, at de kilder, som de ledsagende oversigter er baseret på, også bør aftrykkes. Man kunne mene, at anmelderen gør sig skyldig i en inkonsekvens, når han finder, at Skeels dagbog burde have været medtaget i sit fulde omfang, mens Kaysers referater ikke burde det, når begge kilder bruges omend ikke i samme omfang til at rekonstruere mødeforløb. Men der er forskel. Christen Skeels dagbog har karakter af en egentlig forhandlingsprotokol omend uautoriseret og går tilbage til en person med en særdeles central placering inden for rådet. Kayser derimod har kun et ydre kendskab til rådets virksomhed og funktioner, og de af hans oplysninger, der kan anvendes til rekonstruktion af rådets virksomhed forekommer spredt; hovedsagen er referatet af de vanskelige diplomatiske forhandlinger, hvilket materiale i øvrigt er udnyttet af L. Laursen i Danmark—Norges Traktater 1523—1750.

Det er vel muligt at Kaysers referater er en så betydningfuld kilde til dansk historie, at de fortjente publikation, men grundet det ovenfor anførte havde det rimeligste måske været, om de i stedet var søgt udgivet i Danske Magazin, hvor i øvrigt Erslev publicerede materiale, som han fandt ikke naturligt hørte hjemme i udgaven af aktstykkerne til rigsrådets historie, men som ellers var af så stor betydning for landets historie i den pågældende periode, at de burde publiceres.

Når Rise Hansens anvendelse af begrebet oplysninger er gjort til genstand for diskussion,skyldes
det først og fremmest de praktiske konsekvenser. Skønsmæssigt har alene
det diplomatiske materiale forøget andet binds omfang med henimod en fjerdedel. Hvad

man for alvor må frygte, bliver derfor de konsekvenser for udgavens omfang en fastholdenaf dette princip vil få, når vi når frem til forspillet til Karl Gustavkrigene for ikke at tale om årene 1658-60. Måske har det spillet en rolle, at udgiverprincipperne blev fastlagt på et tidspunkt, hvor udsigten til støtte til store udgiverprojeker var større end i dag, hvorfor rammerne blev gjort videre end det synes realistisk i den nuværende knappebevillingssituation. Det er i denne henseende påfaldende, at den egentlige omformuleringaf de erslevske udgiverprincipper først for alvor slår igennem i andet bind, hvis omfanger det dobbelte af første binds, selv om de to bind dækker samme antal år, og der næppe har været afgørende forskel på arten og omfanget af den politiske aktivitet i de to perioder. Det må derfor henstilles til udgiveren og de tilsynsførende, at man alvorligt overvejer anvendelsen af begrebet »oplysninger« og specielt det diplomatiske stofs relevans,for at udgaven ikke skal slutte sig til de torsoer af stort anlagte kildeudgaver dansk udgivervirksomhed rr så rig på.

Jeg kunne have ønsket nærmere at drøfte en række af de problemer de fremlagte aktstykker rejser. Hensigten med kildeudgaver af denne karakter må jo være at skabe et grundlag for fornyet forskning, og 1650'emes indre politiske historie (i al fald frem til 1657) er på grund af den hidtidige mangel på nødvendige kildeudgaver noget forsømt. Vi ved i virkeligheden ikke meget om, hvorledes rigsrådssryret fungerede i 1650'eme. Jeg har imidlertid ment, at måtte lægge hovedvægten på en diskussion af udgavens form og anlæg, fordi der heri ligger en trussel mod dens videreførelse. I det fremlagte ligger således ikke nogen nedvurdering af kildeudgavens værdi; det er netop dens overordentlige betydning og ønsket om dens videreførelse til en lykkelig afslutning, der ligger bag de fremførte betragtninger. I øvrigt skal Rise Hansen, der er en af vore kyndigste udgivere, komplimenteres for udgaven og det store arbejde, der er nedlagt heri. De indledende oversigter er udmærkede omend noteapparatet til disse sine steder er noget vidtløftigt, navnlig fordi Rise Hansen er tilbøjelig til at belaste disse med lange kildecitater. Oversigterne er helt korrekt gjort deskriptivt refererende snarere end ræsonnerende. I enkelte tilfælde burde der nok have været udvist større varsomhed. Rise Hansen anfører i forbindelse med omtalen af Frederik Ills norske hylding i Christiania efteråret 1648, at den norske kansler Jens Bjelke ved denne lejlighed hyldede Frederik 111 som »Norges riges rette arveherre«. Ingen samtidige aktstykker og beretninger afslører imidlertid at Bjelke skulle have udtalt sig således. Oplysningen herom stammer fra en beretning i det tendentiøse skrift »Norges rige arfve-rige« fra 1656 forfattet af Jens Dolmer med det formål at bevise Norge var et arvcrige. Skriftet blev overrakt kongen af forfatteren, der til sine historiske studier havde nydt kongelig understøttelse - nemlig et præbende ved Oslo kapitel. Sverre Steen har udfra ophavssituationen betvivlet rigtigheden af Dolmers beretning og fremhæver det usandsynlige i, at den gamle retskyndige Jens Bjelke skulle have udtalt sig således i betragtning af at Christian IVs Norske Lov fra 1604 klart udsiger, at den skal være konge i Norge som er udvalgt af Danmarks riges råd. Rise Hansen er vel påvirket af Bøggild Andersens store Hannibal Sehested-biografi, men når Bøggild Andersen godtager Dolmers beretning, skyldes det hans tese om Hannibal Sehested som ophavsmand til den norske arverigepropaganda. Det fremførte udelukker ikke, at Dolmers beretning kan være korrekt, men udgiveren burde have taget forbehold i betragtning af ophavssituationen.

Til sidst skal det nævnes, at man savner en litteratur- og kildefortegnelse, da den
meddelte forkortelsesliste ikke oplyser alt, hvad udgiveren har brugt af kilder og litteratur,men

---

1 Det norske folks liv og historie V, 1930 s. 106 f.

2 C. O. Bøggild-Andersen, Hannibal Sehested I, 1946 s. 103 f.

tur,menen sådan kommer vel i det afsluttende bind. Navneregisteret er derimod for pedantisk, og antallet af stikord overdrevent. At krydshenvise fra en herregårds nuværendenavn til det datidige er vel egentlig overflødigt. Det havde vel været tilstrækkeligt med det nuværende navn i parantes efter det gamle. At optage de bibelske navne, der optræder sine steder, er vel næppe heller rimeligt. Jeg kan ikke se hensigten med et stikordsom »Filistrene, gammeltestamentligt folk«. Selv om Clio står model til meget, er der næppe nogen, der vil undersøge filistrenes rolle i dansk politik i 1650'erne. Eksemplet er vel typisk for udgiverens lidt manglende evne til at skelne væsentligt fra uvæsentligt i den ellers i mange henseender rosværdige kildeudgave. ~ „ „ i