Thomas C. Kennedy: Charles A. Beard and American Foreign Policy. The University Presses of Florida, Gainsville, 1975. x+l99 s. $ 8.50.

Den radikale amerikanske historiker og samfundsforsker, Charles A. Beard, endte sit forfatterskabmed en række angreb på Franklin D. Roosevelt's udenrigspolitik. Som følge heraf blev han taget til indtægt af et blandet kor af konservative isolationister. Dette problemer behandlet at Thomas C. Kennedy fra University of Wyoiiiing, som i sin bog foretager en undersøgelse og vurdering af Beard's synspunkter vedrørende udenrigspolitik, indbefattet overvejelse af personer, ideer og oplevelser som havde indflydelse på Beard's tankegang. Gennemgangen er ordnet i 8 kapitler i kronologisk rækkefølge fra tidligste ungdom til Beard's død i 1949. På baggrund af en systematisk læsning i Beard's mangesidedeoffentlige produktion og - som noget nyt - af hans private korrespondance, hævderKennedy

derKennedysin tese, at der lå en essentiel kontinuitet bag udviklingen af Beard's idé om en national interesse, begrænset til det amerikanske kontinent, idet Beard's isolationismeigennem 1930'rne og 1940'rne byggede på samme fundament som hans tidligere forsvar for en internationalistisk udenrigspolitik. Den faste kerne var i begge tilfælde hans ønske om social reform af det amerikanske samfund. Sålænge Beard fandt at hjemlige reformer ville styrkes af et internationalt engagement, var han internationalist; da han kom til at anse Roosevelt's udenrigspolitik som en hæmsko for udviklingen af et amerikansksocialt demokrati, blev han »kontinentalist«. I sin vurderende epilog peger Kennedypå en række punkter, hvor Beard's virksomhed har betydet en »transcendent history lesson«, selv om det ikke lykkedes at overbevise om holdbarheden i beskyldningerne mod Roosevelt. Beard advarede således mod præsidential magtfuldkommenhed i udenrigspolitikken,mod faren for et bureaukratisk, militært kompleks og mod faren for internationalt overengagement.

Dette resultat forekommer at røbe bogens usikkerhed med hensyn til, hvad der egentligt gør det værd at beskæftige sig med Beard's tanker om udenrigspolitik i dag. Hvad angår substansen i den side af Beard's produktion som Kennedy lægger hovedvægten på: Roosevelt's personlige ansvar for angrebet på Pearl Harbor, slutter Kennedy sig til den almindelige opfattelse, at Beard's udlægning byggede på en, i forskningssammenhæng, polemisk og overfladisk modsætning i USA's politik mellem den erklærede neutralitet og den faktiske hjælp til de allierede. Som noget nyt har Kennedy sporet en vag mistanke hos Beard mod Roosevelt helt tilbage til midten af 1933, men denne mistanke forbliver temmelig uinteressant i Kennedy's fremstilling, fordi den byggede på fornemmelse, ikke på ræsonnement. Hvad angår den historiske lære, der ifølge Kennedy lader sig uddrage af Beard, er den af et præcisionsniveau som i årevis har ladet den være accepteret visdom i midten af amerikansk politik. Det utilsigtede facit af Kennedy's undersøgelse synes derfor at være, at Beard's udenrigspolitiske forskning har været overvurderet af hans tilhængere, ikke mindre end af hans kritikere.

Årsagen hertil må delvis tillægges bogens forskningsstrategi. Det forekommer som om ideen om en upåagtet kontinuitet har fastlåst bogen til en passiv søgen gennem det omfangsrige forfatterskab efter belæg der kan godtgøre tesens holdbarhed. Beard's måde at skrive historie på, hans argumentations- og forklaringsform, og hans historiesyn som i løbet af 1930'erne ændredes fra et økonomisk til et moralsk-etisk perspektiv, behandles kun flygtigt. Yderligere præges bogen af rækker af citater afvekslende med parafraser som er hentet ud af deres tekstmæssige sammenhæng, tildelt lige gyldighed og trukket på en kronologisk snor. De teoretiske hovedværker gennemgås med samme vægt som korte, dagsaktuelle tidsskriftindlæg. Kennedy's centrale påstand om Beard's prioritering af social reform som grundlag for hans vurdering af udenrigspolitik, forklares da også afsluttende som en »idée fixe«; den forbliver i Kennedy's udlægning en uformidlet, løsreven størrelse hvis indhold og sammensætning er uklar, fordi prioriteringen ikke indgår i en gennemtænkning af den indre bevægelse i forfatterskabet som helhed.

For en ældre generation af amerikanske historikere var deres forhold til Beard båret af de voldsomme intellektuelle og følelsesmæssige udfordringer der lå i Beard's personlighed, i hans forskningsengagement og hypoteser. Senere, gennem 1960'crne, opstod behovet for at forstå og udnytte en vital viden om drivkræfterne bag USA's udenrigspolitiske ekspansion i dette århundrede - en viden om udenrigspolitikkens sociale rødder som Beard antoges at have gravet ned under de sidste stenede år af sit liv. I mangel af begge disse impulser bliver en gennemgang af Beard's forskning til et krydstogt gennem forfatterskabet med den store kætters afsjælede meninger på slæb - trods omhyggelige brev- og anmeldelsesstudier og en grundig bibliografi.