J. R. S. Phillips: Aymer de Valence, Earl of Pembroke 1307-1324. Baronial Politics in the Time of Edward II. At the Clarendon Press, Oxford, 1972. 379 s. £ 6 1/₂.

Bogen er en omarbejdet og udvidet udgave af forfatterens doktordisputats 1967 fra Londons universitet. Det er forfatterens idé at forsøge en skildring af engelsk politik under kong Edvard 2. (1307-27) gennem en skildring af en af stormændenes løbebane, i dette tilfælde Aymer de Valence (omkr. 1270-1324), ikke en biografi i gængs forstand, men en skildring af de politiske situationer, han var centralt placeret i, som en mand, der i sin længste tid var nært knyttet til kongen, og ofte stod i opposition til Thomas of Lancaster, en anden af de dominerende i kongens omgivelser, som tidligere er skildret af J. R. Maddicott (Oxford 1970).

Indledningsvis gør forfatteren rede for Aymers familieforhold og fremhæver hans lige nære forbindelser til Frankrig og England med besiddelser på begge sider Kanalen. Han var gift to gange, først med Beatrice de Clermont-Nesle (død 1320) og derefter Marie de St.-Pol (død 1377), begge tilhørende ansete franske familier. Den anden hustru, der overlevede ham i mere end 50 år, er iøvrigt kendt i dansk historie, fordi hun som grundlægger af Pembroke College ved universitetet i Cambridge indgav ansøgning i 1366 til pave Urban 5. om et kirkeligt beneficium henhørende under bispen af Ely til fordel for Jakob Nielsen fra Danmark (lacobus Nicolai de Dacia), jf. Dipl. Dan. 3. r. VI nr. 417. Denne mand er kendt for et formfuldendt hyldestdigt, bygget over Aymer de Valence's liv, som nu findes i British Museum, Cotton MS. Claudius A. XIV, samt et læredigt Liber de distinctione metrum, udgivet af Aage Kabell (Uppsala 1967).

Aymer de Valence blev Earl of Pembroke i 1307 ved moderens død, men havde allerede kvalificeret sig i det politiske liv efter faderens død i 1296, først ved deltagelse i kong Edvards togt til Flandern året efter og siden i flere diplomatiske sendelser til Skotland og Frankrig. Som Earl of Pembroke blev han på ny sendt til Frankrig sammen med to bisper og andre højtstående for at slutte de endelige aftaler om Edvard 2.s ægteskab med Isabella af Frankrig 31. januar 1308.

Med kongens nederlag til skotterne ved Bannockburn i 1314 blev Aymer trængt noget i baggrunden i kongens omgivelser, men ligesom han slap fra sin personlige deltagelse i slaget med livet i behold, så gled han heller ikke ud af kredsen omkring kongen, selv om hans konkurrent Thomas of Lancaster overtog den ledende rolle i kongens råd og

Pembroke blev underlagt dennes kommando. Scenen skiftede dog hurtigt igen. I april 1316 var kongen og Lancaster så fjendtligt indstillet til hinanden, at situationen grænsede til borgerkrig, og det gav Aymer nye chancer som en slags »übundet« trediemand. Han fik nye vigtige opgaver, således en sendefærd i begyndelsen af 1317 til pave Johannes 22. med tre formål: hjælp mod skotterne, bedre betingelser for tilbagebetaling af et lån i 1314 hos paven på 160.000 gylden og udskydelse af deltagelse i korstog men godkendelse af en ekstra »gave« fra gejstligheden til forberedelse af korstoget. Som ledende forhandlerhavde han en heldig hånd, men skotterne anerkendte ingen af hans aftaler. På hjemvejenfra Avignon faldt han i baghold, fængsledes og blev kun løsladt mod en løsesum på 10.400 pund, hvoraf 2.500 betaltes ved løsladelsen. Dette beløb erstattede kongen, men resten måtte Aymer selv skaffe ved lån.

Hans største politiske bedrift var derefter at have mæglet forlig mellem kongen og Thomas of Lancaster; men tilnærmelsen afløstes i 1319 på ny af mistænksomhed efter et nyt nederlag til skotterne, et forhold der i 1321-22 udløste borgerkrigsagtige tilstande, som afsluttedes med Lancasters tilfangetagelse og henrettelse. Aymer støttede sammen med syv andre jarler kongen, som derefter på ny i løbet af 1322-23 forsøgte at besejre skotterne, men uden held. Aymers sidste måneder - han døde pludseligt 23. juni 1324 - var optaget af politiske missioner, først til Skotland og derefter til Frankrig.

Forfatteren slutter sin fremstilling med et kapitel om jordegods hørende til Pembroke og et kapitel om, hvem og hvor mange der var i hans tjeneste. Der er fem appendix'es til slut, hvoraf nr. 4 indeholder 5 hidtil utrykte breve fra 1308-18 og nr. 5 Pembrokes itinerar 1307-24.