Hartmut Schustereit: Linksliberalismus und Sozialdemokratie in der Weimarer Republik. Eine vergleichende Betrachtung der Politik von DDP und SPD 1919-1930. Geschichte und Gesellschaft: Bochumer Historische Studien. Pädagogischer Verlag Schwann, Düsseldorf, 1975. 296 s. DM 38.

I efterkrigstidens Tyskland har studiet af Weimarrepublikken været særdeles omfattende. Men fordi man i 20erne søgte at finde 30ernes forudsætninger - og det var det 3. rige, der var det helt dominerende problem - koncentrerede man sig i mange år om de elementer i 20erne, der pegede mod periodens opløsning. I de senere år har der kunnet spores en tendens til at anskue perioden mere uafhængigt af den senere udvikling, og derved er tidligere oversete emner blevet behandlet bl. a. af nogle af de mange unge historikere, der har publiceret så talrigt i den sidste halve snes år.

Megen interesse har i tidens løb været koncentreret omkring det tyske socialdemokratis stilling. Med udgangspunkt i de talrige studier af revolutionen 1918-19 har mange understreget SPDs højredrejning, forrådelse af revolutionen og accept af de gældende økonomiske og sociale forhold i landet, samt regeringssamarbejdet med borgerlige partier, støttet på hæren og embedsmændene. Man har heri set det grundlæggende træk i 20ernes indenrigspolitiske udvikling. Men at se SPD som klasseforræder var vel kun en samtidig problemstilling på den yderste venstrefløj. I centrum af tysk politik stod snarere diskussionen mellem divergerende opfattelser hos socialdemokrater og borgerlige politikere.

Det virker derfor både forfriskende og væsentligt, at Schustereit i denne disputats anlægger en ny problemstilling. Han undersøger samarbejdet mellem SPD og partiet umiddelbart til højre derfor, det socialliberale DDP, og han gør det med særligt henblik på DDPs opfattelse af SPD. Hans resultat er, at så langt fra at forstå SPD som et parti, der har forladt sit program og er blevet borgerliggjort, ser de tyske demokrater deres opgave i at forhindre socialdemokraterne i at gennemføre deres socialistiske tanker og i stedet styre dem ind i et borgerligt samarbejde.

SPD er allerede grundigt behandlet bl. a. af forfattere som Wolfgang Abendroth, Waldemar Besson og ikke mindst Erich Matthias, og det er derfor naturligt, at Schustereit beskæftiger sig mest med DDP, for hvilket samarbejdet med SPD spillede den største rolle. Partiet så sig selv som formidler mellem SPD og de borgerlige partier, men ønskede samtidig at bruge den derved sikrede politiske indflydelse til at virkeliggøre sit eget socialliberale program. Partiet var en af arvtagerne efter den gamle liberale fraktion og nært knyttet til embedsstanden. Man vendte sig vel bl. a. derfor skarpt mod de socialdemokratiske forsøg på at sikre sig samfundsmæssig kontrol via politiske udnævnelser og så i det hele med betænkelighed på politiseringen af bureaukratiet efter 1919.

Schustereit, der har været gennem det omfattende materiale af partiarkiver, privatarkiver, memoirer, debatindlæg og den store sekundære bogmængde, har disponeret sin bog i to dele. Først gennemgår han SPDs og DDPs stilling til og optræden under en række væsentlige spørgsmål og situationer i Weimartiden. Revolution og fredsslutning, Kapp-Putsch, Ruhrspørgsmålet, præsidentvalget, flagspørgsmålet, fyrsternes affindelsessummer, embedsmændenes stilling og uddannelsespolitikken er hovedtemaerne, omend ikke alle lige grundigt behandlet. Dernæst følger, hvad forfatteren kalder en sammenlignende partianalyse. Heri omtales organisationsforhold, partiernes selvforståelse og opfattelse af hinanden samt årsagerne til DDPs store tilbagegang i perioden. I denne del af bogen, der benytter resultaterne fra første del, er der imidlertid ikke tale om nogen systematiseret gennemgang, og der inddrages ikke mere end punktvis elementer fra den efterhånden ganske betydelige teoretiske litteratur om partipolitik og -struktur.

Bogens værdi ligger følgelig ikke i særlig grad på den mere abstrakte partianalyses

felt, men den er nyttig, fordi den fremdrager nyt materiale og nye synspunkter både om
DDP og om vilkårene for parlamentarisk samarbejde i 20ernes Tyskland.