Die Weizsäcker-P_aptere 1933-1950. Herausgegeben von Leonidas Hill. 684 s. Propyläen Verlag, Berlin u.a.

Ernst von Weizsåcker, som 1938-1943 var statssekretær i det tyske Auswårtiges Amt og derefter til »Det tredie Rige«s sammenbrud ambassadør ved Vatikanet, blev i 1949 i den såkaldte »Wilhelmstrasse«-proces dømt som krigsforbryder som skyldig i deltagelse i angrebskrig i forbindelse med besættelsen af Tjekoslovakiet 15. marts 1938 og for deltagelse i deportation af jøder fra Frankrig i marts 1942. Dommen lød på 7 års fængsel, men blev senere nedsat til 5 år. I 1950 blev Weizsåcker løsladt.

Under processen hævdede Weizsåcker, støttet af flere udenlandske vidner, at han havde været modstander af nazismen, modarbejdet Hitlers aggressive politik og som ambassadør ved Vatikanet gennem allierede forbindelser søgt at tilvejebringe en afslutning på krigen. I 1950 udgav hans søn »Erinnerungen«, som Weizsåcker havde påbegyndt i Vatikanet, og hvori han detaljeret søgte at underbygge den opfattelse af sin diplomatiske virksomhed, som han havde fremsat for Niirnbergdomstolen.

»Erinnerungen« blev ved sin fremkomst angrebet af f. eks. den engelske historiker A. J. P. Taylor, der ironisk karakteriserede ham som »en ny god tysker« og sluttede sin anmeldelse således: »For at sige sandheden, Herr von Weizsåcker gjorde intet for at skade Hitler og Ribbentrop, han gjorde intet for at skade de allierede, kort sagt ligesom de fleste andre »gode tyskere« gjorde han overhovedet intet«. En endnu mere bidende og skarp kritik fremsatte Taylors landsmand Lewis Namier i sin anmeldelse i »Times Litterary Supplement«, senere genoptrykt i »In the Nazi Era« (side 63-83), hvori han konkluderede: »Weizsåcker's Memoirs teem with absurdities, distortions, and untruths fit to deceive only those who wish to be deceived«.

Den amerikanske historiker Leonidas E. Hill fik i 1964 adgang til Weizsåckers breve, dagbøger og notitser. Sammen med uddrag af de officielle dokumenter fra Akten zur deutschen auswårtigen Politik 1918-1945 danner de grundlaget for denne med noter og register 684 sider store bog.

Retssager og deres materiale er vel i almindelighed behæftet med alvorlige metodiske problemer for historikeren og hans forsøg på at klarlægge og analysere de fortidige begivenhedsforløb og deres aktører. Nurnbergdomstolens og dens udløberes enorme samlinger af forskelligartet documentation adskiller sig ikke principielt herfra. Dette materiale havde til formål at kaste anklagens lys over begivenhedsforløb og de implicerede personers deltagelse deri, hvilket ikke absolut gør det suspekt, men for historikere har det først og fremmest betydning som indfaldsvinkler for problemstillinger, der bedre end processernes fremlagte materiale for slet ikke at tale om anklagernes og forsvarernes indlæg belyses og opklares af senere offentliggjorte og bedre kilder. Materialet i retssager er oftest revet ud af deres sammenhæng, og belysningerne er falske eller ufuldstændige.

»Die Weizsåcker Papiere« må som argumentation mod dommen over Weizsåcker forekomme overdimensionerede og i henseende til indhold for store deles vedkommende intetsigende eller trivielle. De indeholder mængder af irrelevante og intetsigende undertiden naive betragtninger af en omend højtstående, men stort set magtesløs embedsmand i en stat, hvis bslutningstagere ikke var synderligt interesseret i, hvad en »gammeldags bureaukrat« mente og havde at sige. Med en vis interesse må man derimod imødese Hills Weizsåcker

Læses »Die Papiere« derimod som illustration af det dilemma, som formodentlig adskillige »traditionelle« og konservative embedsmænd i >Auswårtiges Amt« befandt sig i under Hitler, kan de mange sider pløj es igennem med en vis interesse. I den betydning har Hills bemærkning, at »Der Prozess hat ohne Frage dazu beigetragen, die Karriere dieses Mannes zu einem historischen Problem zu machen«, en vis relevans. De snarest bekræfter Taylors bedømmelse og gør Namiers til en karikatur.

I et langt forord gør Hill rede for Weizsåckers baggrund. Hans fader var indtil 1918 statsembedsmand i Wurttemberg, hvor der ifølge Hill herskede »eine Art swach verhiillter biirokratischer Absolutismus, in dem keine formelle ministerielle Verantwortlichkeit dem Landtag gegeniiber bestand, lediglich dem Konig gegeniiber«. Ernst von Weizsåcker, som indtil 1920 var marineofficer, men derefter gik over i diplomatiet, synes i virkeligheden at have arvet faderens tilfredse holdning til det monarkiske Wiirttembergske regime og med moderat kritik det Wilhelminske kejserdømme. Under 1. verdenskrig frygtede han fra begyndelsen et nederlag og var tilhænger af en forståelsesfred på grundlag af stillingen 1914, »eine Haltung, die sein Sohn mit ihm teilte«, ikke alene 1914-1918, men også 1939-1945. Ernst von Weizsåcker var ifølge Hill »geiibt darin die kleineren Mittel abzuwågen, die genugten, um ein grosseres Ziel zu erreichen, und zog immer die kleinen Mittel denen vor, die eindrucksvoller sein mochten, aber exzessiv wirkten«. Denne karakteristik er på grundlag af »Die Papiere« rammende for Weizsåckers virksomhed i den diplomatiske tjeneste efter 1920 og først og fremmest efter Hitlers overtagelse af kanslerposten i 1933. Weizsåcker betragtede Versaillesfreden som en uretfærdighed og ydmygelse for Tyskland og ønskede en rømning af det besatte Rhinland, ophævelse af erstatningsbetalingerne, tysk genoprustning og tilbagegivelse af den polske Korridor. Derimod skriver Hill :»Die Frage Elsass Lothringen war ihm jedoch weniger wichtig, auch wåhrend des Zweiten Weltkrieges, und er leugnete, dass sie zu seinen Kriegszielen gehort håbe. Er war weder Anhånger des Anschlusses von Osterreich, noch gab er der Erwerbung des Sudetenlandes einen besonderen Vorrang«. Dette sidste er mindre korrekt. Weizsåcker var kritisk overfor Stresemanns forståelsespolitik. »Er verachtete den Geist von Locarno, weil er seiner Meinung nach nur Illusionen nahrte und nicht genug Positives fur Deutschland einbrachte. Spåter årgarten ihn auch die Abriistungsverhandlungen«. I begyndelsen betragtede han det nationalsocialistiske regime som et acceptabelt alternativ til Weimarrepublikken.

Efter Hitlers magtovertagelse accepterede Weizsåcker den opfattelse, at de gamle embedsmændskulle forblive i »Auswårtiges Amt« for at fastholde en mådeholden udenrigspolitikog forhindre, at udenrigstjenesten blev oversvømmet af nazister. Det første mislykkedestotalt og det sidste blev kun delvis opnået. Hill definerer imidlertid ikke, hvad han forstår ved en mådeholden politik, men karakteristiken af Weizsåckers ikke alene opfattelser,men også handlinger modsiger egentlig Hill's implicitte opfattelse. Om Weizsåckersholdning under den spanske borgerkrig skriver han således (side 27) »In den Jahren 1937 und 1938 spielte Weizsåcker eine geschichte Rolle, um den Einfluss des InternationalenNichteinmischungsausschusses und das Ausmass zu verschleiern, bis zu dem Deutschland in den spanischen Biirgerkrieg verwickelt war«, og om Weizsåckers generelle

holdning til de Hitlerske mål skriver han (side 27), at »seine [Weizsackers] eigene Vorstellungvon Deutschlands Platz in Europa åhnelte dem friiheren Konzept eines Mitteleuropa.Deutschland wiirde die Nachbarlånder durch politischen und wirtschaftlichen Druck beherrschen, aber ohne sie zu annektieren«. Det tvivlsomme i denne karakteristik fremgår tydeligt af Weizsackers holdning til annektionen af Østrig, og denne er betegnendefor hans stilling til praktisk talt alle de Hitlerske planer. Indledningsvis frygtede han følgerne af en annektion, men da den var foretaget, skriver han 13. marts i et brev (side 123) »Das Beachtenswerteste an dem Vorgang dieser Tage ist die Gabe Hitlers, eine Gelegenheit beim Schopfe zu ergreifen« og 2 dage efter i et andet brev om indmarcheni Wien: »Der gestrige Tag in Wien ist schon der bemerkenswerteste seit dem 18. Januar 1871. Die osterreichischen Dragonen nach der Prinz-Eugen-Melodie zusammen mit unseren Truppen defilieren zu sehen, sowie die Kundgebung vom Balkon der Hofburg sind Eindriicke, die ich Euch alien gewiinscht hatte ... Wer dachte in diesen Tagen nicht an die friiher oft gesteilte Frage, wofiir unsere Opfer im Weltkrieg gebracht wurden«. Dette eksempel er et af hundreder, der viser Weizsackers bekymring på de forberedende stadier for den Hitlerske politik, men også den tilfredshed, hvormed han accepterer dens rsultater. Weizsåcker var ikke skyts af den kaliber, der kunne hamle op med nazister. Han var for pæn og usikker. I et skarpt projektørlys stiller Hill Weizsåcker og alle af hans type til alle tider i følgende episode i dagene umiddelbart før krigsudbruddet 1. september1939 (side 35): »An jenem Tage [30. august] hatte Weizsåcker in seiner Tasche eine mit zwei Kugeln geladene Pistole, wåhrend er mit Hitler und Ribbentrop allein zusammenwar, aber er konnte es nicht iiber sich bringen, sie zu benutzen. Er hoffte immer noch, dass der Krieg mit anderen Mitteln verhindert werden konnte«. Weizsåcker fortsattetrods alle skuffelser at håbe til maj 1945.

Når samtidig tages i betragtning, hvor mange trivialiteter og naive betragtninger, hvor meget ønsketænkning, der kan plukkes ud af disse mange hundrede sider kan derfor med rette stilles det spørgsmål, hvorfor dette skulle udgives, når det faktisk kun dokumenterer, hvad der står i Weizsackers »Erinnerungen«. En undskyldning kan måske findes i det omfattende og indholdsrige noteapparat, hvor den søgende vil kunne finde den foreliggende litteratur om det tredie riges udenrigspolitik indtil bogens udgivelse.