J. C. Jacobsen: Djævlebesværgelse, Træk af Exorcismens Historie. G. E. C. Gad, Kbh., 1972, og samme: Besættelse og Trolddom i Nibe 1686, sst., 1973.

Den flittige trolddomsforsker J. C. Jacobsen har nu til sine øvrige værker føjet dels en case study om en besættelsesaffære, dels en excurs om exorcismen, d.v.s. kirkens magt til at uddrive djævelen, onde ånder etc. Specielt i tider, hvor troen på det eller den Ondes skadevoldende magt var levende, måtte Kirken nødvendigvis stille et forebyggende middelop,

delop,og her havde man med godt nytestamentligt forbillede exorcismen, en liturgisk djævleuddrivelse, som normalt foretoges umiddelbart før dåbshandlingen, men som også kunne anvendes specielt overfor »besatte« personer (læsere af engelske kriminalromaner og ghost-stories vil erindre, at den angiikanske kirke besidder et ritual til anvendelse ved besatte huse).

Allerede kort efter reformationen møder vi dog modstand imod denne form for »overtro«; men selvom Christian IV lejlighedsvis forlangte sine børn døbt uden exorcisme, bevaredes ritualet helt ned i oplysningstiden, hvor først Guldberg 1783 fik det strøget af ritualbogen. Den meget omfattende materialsamling, der spænder fra sumererne og frem til forfatterens egne oplevelser i Burgenland 1969, kunne vist uden skade have været en del forkortet.

Besættelsessagen fra Nibe har tidligere været behandlet af Klitgaard (i Nibe bys Historie, 1917), men udgives her efter Højesterets protokoller, forsynet med en kort indledning om retssystemet i sådanne halvgejstlige sager (der på een gang verserede mellem landsting og landemode) samt en ganske kort sammenfattende efterskrift. Idet sagen kom for Højesteret på en tid, hvor nye tanker gjorde sig kraftigt gældende, konstaterer man de for en brydningstid typiske problemer, hvor en »oplyst« embedsstand stod uforstående overfor de brede lags opfattelse (d.v.s. overtro). Således støtter retten stærkt en provst overfor bispens egenmægtige kassation af dennes kendelse, og den pålægger den arme sognepræst, der ved at nægte tiltalte alterens sakramente gav anledning til, at sagen kunne bringes for rette, drøje bøder, samtidig med at Kancelliet meddelte tiltalte ret til fremtidig at modtage kirkelig betjening af selvvalgt præst. De omhyggelige in extenso aftrykte protokoludtog giver således et ikke uinteressant indblik i den unge Enevældes retsvæsen umiddelbart efter Danske Lovs ikrafttræden.