Carl-Axel Gemzell: Organization, Conflict and Innovation. A Study of German Naval Strategic Planning, 1888-1940. Lund Studies in International History. Scandinavian University Books 1973. Lund, Esselte Studium 1973. 448 s. S.kr. 115:-

Carl-Axel Gemzells bog ligger i mange måder i forlængelse af hans disputatsarbejde, »Raeder, Hitler und Skandinavien«. Den er imidlertid langt mere end en historisk studie. Den er som den tidligere bog også en strategisk studie af relevans for skandinaviske forhold. Den er tillige en organisationsteoretisk studie og en politologisk studie med hovedvægten lagt på konfliktaspektet.

Historisk set er afsnittet om den søstrategiske tænknings udvikling inden for den tyske marine blevet omfattende, og som det synes, autoritativt udvidet i forhold til tidligere. Behandlingen er ført tilbage til den tyske flådes grundlæggelse, og man går sikkert ikke meget fejl, hvis man heri ser en konsekvens af diskussionen om den første bog. Udvidelsen i modsat retning op til 9. april 1940 har ikke samme originale karakter, omend detaljer føjes til. Her vil jeg særligt pege på fremdragelsen af Wolf Junges memorandum om erhvervelse af baser i Norge af 20.10.1939, et dokument som jeg selv fandt for nogle år siden under arkivstudier i Freiburg. Det supplerer fint forfatterens tidligere fremstilling.

Forfatterens hovedtese er, at nye ideer er midler i magtkampen mellem individer, bureaukratier, partier, stater og klasser, og at deres opkomst og udvikling betinges af indre og ydre konjunkturer, forstået som konflikt- og samarbejdsdimensioner på mange niveauer. Et eksempel er von Tirpitz ideer om et »Entscheidungsschlacht«, der baserede sig på anvendelsen af slagskibe til forskel fra de toneangivende kredses koncentration omkring krydserkrigen. Dette var midlet for ham til at indgå i magtfulde alliancer vendt mod Reichsmarineamt og derigennem midlet for hans egen opstigen til den centrale position i hierarkiet.

Nye inden- og udenrigspolitiske konjunkturer førte til nye ideer, der vendtes mod Tirpitz i perioden før og under 1. verdenskrig og svækkede hans stilling. Nye angrebsmål formuleredes og nye former for søkrig rykkede i forgrunden, eksempelvis übådskrigen, der blev grebet af Tirpitz som en mulighed for at styrke sin position, da det viste sig umuligt at komme igennem med de ideer, som han havde opbygget sin magtposition på, tilintetgørelsesslaget. Også krydserkrigen rykkede ind på arenaen igen og disse nye kampformer vendt mod fjendens kommunikationsveje til søs førte ekspansionsønsker med sig, flådestøttepunkter langs den franske kanalkyst, Danmark, Norge, Færøerne, Azorerne, Dakar og Tahiti.

Perioden efter 1. verdenskrig var i begyndelsen domineret af en genoptagelse af tanken om tilintetgørelsesslaget i Østersøen vendt mod Polen og Frankrig. Gradvist vendte imidlertid ideerne om en kamp om søveje tilbage, der så stærkt er knyttet til navne som Trotha og Wegener. De blev taget op af admiral Raeder fra 1928 og førte til ideen om en sådan form for søkrig ført ved hjælp af hurtige slagskibe (lommeslagskibe). Med logisk nødvendighed førte dette til ønsker om erhvervelse af flådestøttepunkter, der under de foreliggende forhold med hovedmodstanderne Sovjet og Frankrig tænktes etableret på den iberiske halvø og i Finland.

Udviklingen gjorde, at England fra 1938 blev inddraget i den operative planlægning som en hovedmodstander, og dermed blev igen Danmark-Norge og Frankrigs nordlige kystbælte til Brest aktuelle i ekspansionsplanerne. Det sidste alternativ blev foretrukket som det mest effektive, men som bekendt blev det nordiske alternativ realiseret først. Typisk var denne aktion netop et middel i en magtkamp mellem værnene i Tyskland, der forbandtes med den internationale konflikt, og egnet til at styrke flåden over for en kombination af modstandere.1

Som strategisk studie har bogen både historisk og aktuel interesse. Den giver i sammenhængen interessant fremstilling af Tysklands skiftende interesse for det nordiske område, der udfylder hullerne i de mere sporadiske fremstillinger heraf, som foreligger. For Danmarksvedkommende skabes der sammenhæng imellem Troels Finks, Branners, mine egne og Viggo Sjokvists behandlinger af emnet. Tilsvarende suppleres den svenske udenrigspolitiskeserie, samt finske og norske fremstillinger. Fremstillingen viser, at en række begrænsningerpå

---

1 Se hertil Ib Damgaard Petersen, Aksen OKW-OKM. HT 12. r. 11. 1963-66.

grænsningerpåmilitærpolitikkens område, trods teknologisk udvikling, har en overordentligkonstans over tid. Jeg har selv peget på en række træk i den danske strategiske situation,der er fælles for perioder med tilnærmelsesvis identiske internationale konstellationer.Vi finder her en dybtgående dokumentation af dette forhold i sammenhæng med sæt af politiske og sociale begrænsninger, der varierer med samfundsudvikling og politiskekonstellationer.

Forsøget på at anlægge organisationsteoretiske, systemteoretiske og politologiske synsvinkler på materialet er en logisk videreudvikling af tankegangen bag »Raeder, Hitler und Skandinavien«, at historisk materiale med fordel lader sig studere i form af systemer. Metodisk begrundes anvendelsen af en kvalitativ metode, der i højere grad bygger på en forståelse af meningen i en række relationer end på visse kvantificerbare størrelser. I teoretisk sammenhæng opfattes værkets sigte som heuristisk. Et mangesidet, dybtgående teoretisk studium er her kombineret med det omfattende studium af arkivalsk materiale.

Hovedvægten er lagt på innovationsaspektets relation til konfliktteorien, hvor Dahrendorff, Coser, Vaughan og Archer spiller den centrale rolle. Det er med andre ord konflikten som den dynamiske faktor i samfundsudviklingen, der her er trukket frem og direkte relateret til udviklingen i den tyske søstrategiske tænkning. Dette fører over i grundsynspunktet, at et sammenholdende perspektiv kan fremskaffes ved at se den strategiske tænknings udvikling som innovationer, affødt af konflikt imellem personer, grupper og nationer; konfliktrelationer som på ejendommelig måde forbindes på kryds og tværs ad tidsaksen og fra niveau til niveau. Forståelsen af dette overspil nås ved at se på ideerne som sammenholdende elementer i koalitioner, der udformes for at fremme den ene eller den anden gruppes mål i en stadigt forløbende magtkamp på alle niveauer. Innovationen ses som den afhængige variabel, som i hvert afsnit af bogen får en selvstændig præsentation. Dernæst søges innovationen forklaret ved at blive sat i relation til såvel intern, som ekstern konflikt, samt en kombination af begge.

Studien rummer imidlertid sin egen dynamik, idet resultater opnået i de indledende afsnit fører til ændringer i tyngdepunktet, der forlægges imod innovationens rolle som forbindende led imellem konflikter og samspillet mellem organisationen, innovationen og omgivelserne. Mere specifikt påpeges en gensidig relation imellem innovation, konflikt og gruppedannelse. Det systemteoretiske aspekt er ikke formaliseret og indgår først og fremmest som en tænkemåde med speciel vægt på feedback.

En række af de teoretiske forfattere indgår på mikro- og makroniveau som et sæt af supplerende teorier underordnet det generelle konfliktperspektiv. I denne sammenhæng optræder de som basis for delforklaringer. Dette er i samklang med almindelig historisk arbejdsmåde. Nogen systematisk anvendelse forsøges ikke på dette niveau. Resultaterne af arbejdet udmøntes i fire grundantagelser, der indleder arbejdet, men ligesåvel kunne være anbragt som konklusioner: At organisationen tenderer mod at holde innovationen inden for snævert afgrænsede rammer, der fungerer som barrierer mod innovation. At det omgivende sociale system påtvang flåden som organisation begrænsninger i den innovative proces, som måtte brydes, efter at flåden som organisation selv havde lagt sig fast på strategisk innovation. At konflikt er en social proces, hvorved de interne og eksterne barrierer imod innovation kan nedbrydes, og at den fungerer som en grundlæggende motiverende faktor. At der er en intim sammenhæng imellem den søstrategiske planlægning og et netværk af sociale konflikter på forskelligt niveau.

Hvis det teoretiske udgangspunkt tages for givet, må man konstatere, at der er omfattendebelæg i værket for disse teser. For mig at se udmøntes erfaringerne i studien heuristiskset bedst i »spiralmodellen« s. 250, hvorimod påvisningen af den gensidige relationimellem hovedbegrebeme næppe kan tillægges samme værdi, al den stund systemteorienpeger

teorienpegerpå kompleksiteten i sociokulturelle systemer, hvorved blandt andet forstås
den intime sammenhæng imellem alle dele af det betragtede hele.

Jeg føler mig i denne sammenhæng fristet til at påpege, at selv anvendelsen af en kvalitativ metode vii fordre en graduering af relationsforhold efter en ordinalskala. Næsten al historisk fremstilling hviler på sådanne gradueringer af faktorers betydning. En systematisk anvendelse af denne information i en teoretisk sammenhæng vil med fordel kunne udnyttes og ville gøre heuristikken langt mere righoldig. Man kunne tænke sig, at specifikationer af sådanne parametre ville have vist, at under visse betingelser førte innovationer til mindre kraftige konflikter etc.

Ingen, der har opholdt sig nogle år i et universitetshierarki vil underkende den fundamentale realisme i den model, som forfatteren anvender. Videnskabelige retningers indbyrdes strid dækker over magtkampe imellem grupper, der søger at sikre sig indflydelse i universitetssystemet med alt, hvad dette fører med sig. Når udtrykket realisme her er anvendt, er det med hensigt. Afstanden fra den anvendte model til Morgenthaus »realistiske teori«, hvis hovedtese er, at ethvert fænomen kan føres tilbage til og forklares gennem et studium af magtrelationer, er ringe. Vi kan til forskel fra Morgenthau her pege på formaliseringen i en række hypoteser, der dækker processen og indskrænker det område, hvori magtrelationerne skal undersøges. Konfliktteoretikere som Dahrendorff og Goser står under indflydelse af ideer, der minder om marxistisk synsmåde. Eksempelvis afledes gruppedannelse af over- og underordningsforhold i eksisterende strukturer, gruppedannelser, der bliver udgangspunkt for konflikt, eller som skabes af en opstået konflikt baseret på forskelle i topologisk position.

Teorier kan som bekendt opstilles som et sæt af spørgsmål eller som et sæt af svar. Både Dahrendorffs og Morgenthaus teorier er på den sidste form. Teorien prøves på den måde, at man undersøger, om svarene kan findes. Det synes som omtalt at gå udmærket i den foreliggende sammenhæng. Man må imidlertid være sig bevidst, at man dermed lægger sig fast på en bestemt virkelighedsopfattelse. Man hindres i at undersøge andre typer af forklaringer, som måske ville fungere lige så godt. Graham D. Allison har i sine artikler og bøger netop vist, hvorledes forskellige paradigmer anvendt på samme problemstilling fører til forskelle i resultater.²

I Gemzells bog lærer vi konflikt at kende i en særdeles bevidst sammenhæng i en organisation
med stærk konkurrence, hvor hovederne ruller, når ideerne bliver underkendt.
Kunne man forestille sig innovation i en anden kontekst end denne? Utvivlsomt!

Den hollandske økonom Pen har opstillet sæt af parametre indgående i forhandlingssituationer (det vil sige situationer, hvor et bevidst spil imellem parterne foregår) hvis samspil afgører, om en innovation forekommer, om den ledsages af konflikt, eller om den udvikles i al fredsommelighed. (Pens begreber er her omtolket tli brug for den foreliggende sammenhæng.) Vi kan her sideløbende pege på hele problematikken omkring acceptabilitet i interaktionsprocesser.3

Vi kunne også angribe problemet på anden måde. Det er et spørgsmål, om man ikke ville have opnået en dybere forståelse af innovationens rolle ved at anskue dominansrelationenkybernetisk. Jeg har i anden sammenhæng gennemført en formalisering af dominansrelationer, som med fordel lader sig anskue ud fra en kybernetisk synsvinkel.

---

2 Graham T. Alliivn, Conceptual Models and the Cuban Missile Crisis. American Political Science Review, LXIII, No. 3. Samme, Essence of Decision, Boston 1971.

3 /. Pen, The Wage Rate under Collective Bargaining, Harvard University Press, 1959. Thibaut og Kelley, The Social Psychology of Groups. Wiley 1959. Se også Ib Damgaard Petersen, Handlingssystemer i international Politik, kapitel IV og Handlingssystemers grænser, ligevægt og stabilitet, upubliceret afhandling, Institut for Samfundsfag 1969.

Tankegangen er parallel til Ashbys anvendelse af entropibegrebet på magtrelationer.4 En sådan synsvinkel vil give en teoretisk begrundelse for innovation, som et sæt af nye handlemuligheder i systemet, der kan sikre overførsel af information fra et system (eksempelvisdet underordnede) til et andet (eksempelvis det overordnede). En sådan forøgelseaf antallet af kanaler kan også fremkomme ved, at kvantitative ændringer i en bestående kanal når en tærskel, der giver en ny kvalitet, som sikrer informationsoverførslen.Heraf følger, at koalitionsaspektet særligt får relation til kvantitative ændringer i informationsaspektet og innovationsaspektet særligt til en forøgelse i antallet af informationskanaler.

En rimelig hypotese på dette grundlag ville være, at innovation stod i sammenhæng med informationskanalers malfunktion, hvor det normale i en organisation måtte være mulighed for overførsel af information i begge retninger. I modsat fald ville organisationen ikke kunne fungere. Det er muligt, at de dominante personligheder, den stærkt hierarkiske opbygning og forskellige kriser medførte problemer med, hvor grænserne for innovation skulle lægges, og dermed affødte konflikt; men vi må erkende, at visse begrænsninger er en forudsætning for organisationens beståen. Det er derfor i høj grad et spørgsmål om, hvorledes vi vil definere innovation, som kommer til at dominere i undersøgelsen, og i ligeså høj grad, hvad vi vil kalde en konflikt.

Det univers, som vi her har for os, er et univers med bastante magtrelationer og voldsomme konflikter, der næsten uvægerligt resulterede i taberens udstødelse af organisationen eller deportation til periferien. Dette billede er kun én side af den virkelighed, som vi har med at gøre.

Måske ville det have været logisk helt at gå over til at bruge en kybernetisk model på det foreliggende materiale, eksempelvis Erik Johnsens mangemålsmodel. Her ville vi få konflikten placeret i forskellen imellem målopfyldelse og faktisk foreliggende tilstand og innovationen som en kombinationsmodel, der følger af den manglende målopfyldelse gennem medierende lære-søge-og ændringsprocesser.s Anvendelsen af en sådan model ville i princippet have givet os mulighed for at placere det Dahrendorff-Gemzellske univers som specialtilfælde af mere generelle kategorier. Det ville også have givet forfatteren lejlighed til virkeligt at udnytte sine resultater.

Det er jo operationsanalytikernes fejl, at de normalt ikke gør rede for den måde, hvorpå mål formuleres i organisationer. Det er Gemzells fortjeneste at have fremdraget en del teoretisk litteratur, der kommer ind på dette. Under alle omstændigheder er det hans hovedfortjeneste i værket at have bidraget stærkt til belysningen af målformuleringens problematik i komplekse organisationer. Det er min opfattelse, at der her kunne være gjort en virkelig indsats i retning af at komplettere eksisterende kybernetiske modeller med elementer, som netop må hentes fra det politologiske enkeltstudium. Meget kan allerede uddrages af arbejdet, som det foreligger. De vanskeligheder, som man som teoretiker støder på ved en formulering af de landvindinger, som studiet her rummer, kunne også tænkes at være overvundet ved anvendelse af den model, som den tysk-svenske forsker Birgitta Nedelmann har formuleret i Sozialwissenschaftliches Jahrbuch fur Politik. Bd. 4, 1975, »Handlungsraum politischer Organisationen«.

Modellen bygger i mangt og meget på samme type forfattere, som Gemzell, men er
egnet til kumulativ forskning takket være sin gennemførte, omend lidt bastante kategorisering.

Med sine to bøger har Carl-Axel Gemzell skabt sig en markant forskerprofil, præget

---

4 W. Ross Ashby, Introduction to Cybernetics. Chapman and HaJl Ltd. 1956, paperback 1970.

5 Erik Johnsen, Studies in Multiobjective Decision Models, Lund 1968.

af forsøget på at gå nye veje i den historiske forskning. Hvis man gennem forordet søger til hans baggrundsgruppe falder navnet Birgitta Oden i øjnene. Man vil erindre hendes diskussion af forholdet mellem ideografisk og nomotetisk videnskab, inspireret af overvejeiserfremført af Johan Gaitung. Det er klart, at de vide rammer, som dér afsiikkes for samtidshistorikere, hér er blevet udfyldt på original måde. Miljøet har været åbent for innovation.