Harald Jørgensen: Fra Arbejdsanstalt til Forsorgshjem. Træk af den offentlige forsorgs udvikling i København igennem de sidste 150 år. Københavns Kommunes Socialdirektorat, 1972. 180 s., ill.

Når denne bog stadig flere år efter udgivelsen påkalder sig læserens opmærksomhed, skyldes det ikke mindst, at den på udmærket vis supplerer Harald Jørgensens tidligere bog om »Det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. årh.« (Kbh. 1940 og 1975) med en længe savnet fremstilling af det københavnske fattigvæsens udvikling i det 19. og 20. årh. Bogen er udgivet i 150-året for ibrugtagningen af Københavns fattigvæsens arbejdsanstalt, i daglig tale kaldet Ladegården, og er ligesom de to tidligere bøger af Harald Jørgensen »Fra lemmestiftelse til moderne plejehjem«, 1969 og »Omsorgen for børn og unge i København gennem 250 år«, 1969 udgivet af Københavns Kommunes Socialdirektorat til belysning af socialvæsenets udvikling i seneste rhundreder.

Chr. IV's Ladegård havde i tidens løb ført en omskiftende tilværelse som militærbygning, pesthospital og sindssygehospital. Bygningerne blev ledige i 1816 og i 1822 indrettedes de til arbejdsanstalt for fattige og husvilde, og i et forsøg på at bedre økonomien, henlagdes i 1833 sammesteds en tvangsarbejdsanstalt under fattigvæsenets administration. Forholdene synes ikke væsentligt ændret ved denne sammenslutning, og først i 1860'erne med den begyndende debat om værdige og uværdige trængende begyndte man en egentlig adskillelse af tvangsfangerne fra de fattige gennem mindre nybygninger. Største fornyelse indtraf i 1870, da den såkaldte fattiggård blev opført, hvorved mands- og kvindcafdelingen kunne adskilles således at kvinderne alene beboede den nye fattiggård, og efterhånden kunne de egentlige lemmer overføres til Aim. Hospital, Set. Johannesstiftelsen eller Plejehjemmet Nørre Hospital.

De sociale reformer i 1891 og 1892 åbnede nye muligheder for fattighjælp og dermed indledtes en periode med markant faldende belægning på Ladegården. Bygningerne var nu så elendige, at en ny arbejdsanstalt måtte bygges på Amager, og i 1908 flyttedes belægningen til Sundholm, som foruden de sædvanlige beskæftigelser for de indlagte i 1918 fik en svinestald med plads til 1000 svin (nedlagt 1962). I takt med de bedre sociallove blev behovet for Sundholm stadig mindre, og med loven om offentlig forsorg 1960 ndredes fra tvangsarbejdsanstalt til forsorgshjem, og tvangen er således afløst af tilbud om hjælp.

Harald Jørgensen veksler i sin fremstilling mellem afsnit om lovgivning og afsnit om institutionernes historie. Ladegården er udførligst behandlet med inddragelse af kildemateriale som kirkebøger, folketællinger, gamle matrikelkort og fotografier, og herved gives et udmærket indblik i institutionens historie med hensyn til bygningerne, belægningen, de administrative forhold og de ledende personer bag fattigvæsenet. Bogens svaghed bliver da også denne klassiske form for historieskrivning, hvor klientellet glider i baggrunden og alene skildres gennem statistikker, arbejds- og kostplaner. Den personlige ydmygelse, årsagerne til anbringelse, opholdets varighed, og vel meget væsentligt: opholdets positive eller negative virkning, søges ikke besvaret. Bogen er uden nogen form for noter og oversigt over kildematerialet, hvilket er en skam netop på baggrund af at København ikke er behandlet i værket fra 1940. Bogen afsluttes med et efterskrift »Der skal også være plads til »afhopperne«« af socialborgmester Børge H. Jensen om målsætningen for den fremtidige socialhjælp.