Helga Schultz: Soziale und politisene Auseinandersetzungen in Rostock im 18. Jahrhundert. Abhandlungen zur Handels- und Sozialgeschichte herausgegeben von der Hansischen Arbeitsgemeinschaft der Historiker-Gcsellschaft der Deutschen Demokratischen Republik Band XIII, Verlag Hermann Bohlaus Nachfolger, Weimar, 1974. 184 s. Kr. 74,75.

Rostock-historikeren Helga Schultz vil med sin disputats fra 1974 om kampen om rådsstyret i Rostock i årene 1748-88 bidrage til skildringen af, hvad der betegnes som »die Krise der feudalen Ratsverfassung«. Hendes bog er en på et explicit marxistisk historiesyn funderet skildring af det »senfeudale«. Rostocks erhvervsmæssige og sociale struktur i det 18. årh., byens hermed sammenhængende skarpe sociale og politiske modsætninger og dens deraf bestemte politisk-administrative struktur, som i slutningen af det 18. årh. desuden var genstand for en lang og forbitret politisk-retslig kamp mellem på den ene side de mecklenborgske hertuger, som fra gammel tid havde en højhedsret over byen, og på den anden side byens råd, som udøvede et vidtgående selvstyre.

Forud for skildringen af dette procesopgør redegøres der meget detaljeret og veldokumenteret for Rostocks økonomisk-sociale og politiske struktur i slutningen af det 18. årh. Rostock var i det 18. årh. ikke hjemsted for manufaktur- og fabriksvirksomhed, og byens produktionsliv var udelukkende baseret på gammelt laugshåndværk, som for en væsentlig del udøvedes af enkelte laugsmestre. Byens overklasse var storkøbmændene og skibsrederne. Uden for disse samfundsgrupper stod, hvad H. S. - med et udtryk formuleret af Friedrich Engels - kalder »die vorproletarischen Schichten« af tyende, arbejdsfolk, håndværkssvende m. m., som i 1769 omfattede 43 % af Rostocks befolkning. Et langt afsnit er viet en detaljeret og på skatteregnskabsstudier baseret analyse og karakteristik af denne samfundsgruppe.

Storkøbmændene styrede byen. Det almægtige og selvsupplerende byråd stod i et »feudalt herskabsforhold« til den øvrige befolkning og var både formelt og reelt nært forbundet med Hundredmandskollegiet, hvori alene storkøbmænd havde sæde. Her over for stod »De Tusinde«, som var håndværkerlaugenes - stedse mere politiske - repræsentation, men som ganske var uden formelle magtbeføjelser.

På grundlag af omfattende undersøgelser i statsarkiverne i Rostock og Schwerin skildres og fortolkes så den politiske kamp i årene 1748-88 mellem Rostocks råd og de mecklenborgske hertuger. Under denne strid krævede hertugerne det anerkendt, at Rostock helt var underlagt deres suverænitet. De allierede sig i denne kamp på en for deres sag afgørende måde med »De Tusinde«, men bidrog derved samtidig til dannelsen af en politisk bevidst håndværkeropposition til rådsstyret, som til gengæld intet fik ud af alliancen. I arvetraktaten af 1788 fik hertugmagten sin overhøjhed fastslået og rådet bevarede sin magtposition uantastet indadtil. Håndværkeroppositionen kom ganske til kort. Den kom dårligt nok til orde på grund af opgørets karakter af retsstrid og blev så at sige gnedet itu mellem hertug og råd. I forklaringen herpå kommer forfatterens historiesyn markant til udtryk. Håndværkerlaugene ville ikke indgå den revolutionære alliance med de førproletariske samfundsgrupper, som kunne have sikret tilstedeværelsen af en politisk opposition og på kort sigt også have opnået resultater. På sine præmisser er bogen en særdeles kompetent redegørelse for et kompliceret politisk forløb.