Klaus Misgeld: Die »Internationale Gruppe demokratischer Sozialisten« in Stockholm 1942-1945. Zur sozialistischen Friedensdiskussion während des Zweiten Weltkrieges - Acta Universitatis Upsaliensis. Studia Historica Upsaliensis 79, Uppsala, 1976, 216 s., også som: Schriftenreihe des Forschungsinstituts der Friedrich-Ebert-Stiftung Band 126, Verlag Neue Gesellschaft, Bonn-Bad Godesberg, 1976.

I 1974 udgav Helmut Miissener sin omfattende afhandling om den tyske emigration i Sverige efter 1933. Deri har han også et mindre afsnit om denne gruppe. I betragtning af dens betydningsløshed - det var en diskussionsklub for intellektuelle socialdemokrater fra forskellige lande, som regel politiske emigranter der ikke havde andet at foretage sig end at diskutere og udarbejde abstrakte memoranda - og i betragtning af at der allerede foreligger et par erindringer udover Miisseners afsnit, kunne man tro at emnet var udtømt. Ikke desto mindre fremlægger Misgeld nu denne omfangsrige afhandling. Det er en velskrevet og godt dokumenteret afhandling, der opfylder alle formelle videnskabelige krav.

Til trods for at der i gruppens arbejde deltog en del personer, som enten havde haft eller senere fik en større betydning i deres respektive landes arbejderorganisationer eller i det offentlige liv - bedst kendt er nok Martin Tranmæl, Willy Brandt, Bruno Kreisky, Alva og Gunnar Myrdal, Oluf Carlsson og Henry Griinbaum fra Danmark, Fritz Tarnow, Fritz Bauer o.s.v. - og at dele af gruppens manifest blev publiceret i Tyskland under og efter valgkampene i 1961 og 1965, er det ikke særlig sandsynligt, at dens arbejde nogensinde fik nogen betydning udover det selskabelige. Forsåvidt et personligt kendskab mellem aktive politikere har nogen betydning, er det naturligvis ikke uinteressant at vide, at gruppens medlemmer har kendt hinanden. Misgelds overvejelser om gruppens betydning som »Schnittpunkt der Erfahrungen der schwedischen und skandinavischen Arbeiterbewegung einerseits und kontinentaleuropaischer sozialistischer Tradition andererseits« (s. 167) virker ikke særlig overbevisende. Der er et stærkt misforhold mellem afhandlingens omfang og gruppens betydning.