Oslo bispedømme 900 år. Historiske studier utgitt av Fridtjov Birkeli, Arne Odd Johnsen, Einar Molland. Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø, 1974. 249 s.

Det lille festskrift er et vægtigt indlæg i den norske middeJalderdiskussion. Både kildeforholdeneog Oslos rolle som hovedstad i dag gør beskæftigelsen med Oslos historie til et rigshistorisk forskningsfelt. Tyngdepunktet i foreliggende skrift ligger dog på kirkens politiske rolle, når der bortses fra Lilli Gjerløvs fortrinlige præsentation af de liturgiske fragmenter, der er bærere af Oslos liturgiske tradition i tidlig middelalder. Her frembyder nr. 7 (Oslo RA Lat. fragm. 307) fem engelske helgenmesser i en skrifttype fra 1150/75; nr. 11, et Exeterfragment fra ca. 1200, har en tilføjet Skt. Olavsmesse; nr. 12 spejler en

arkaisk tradition fra første halvdel af det 13. århundrede, »før Nidaros-ordinariet var blitt alminnelig kjent« (s. 116). Kildesamlingen er væsentlig for forståelsen af »engelsk indflydelse« i Norges ældre kirkelige historie. - Indre kirkelige forhold kommer også stærkt frem i Eivind Berggravs kommentarer til Oslo bisperække, som Fridtjov Birkeli har skrevet en indledning til.

I de øvrige bidrag nævnes vel Oslo, bisper og kirke i titlerne, men de behandler i virkeligheden politiske forhold. Per Sveaas Andersen angiver rammerne omkring bispernes, domkapitlets, Mariekirkens og kongens opgaver i den tidlige kristne middelalderby. Problemet om bydannelsen er politisk-økonomisk forstået, definitionerne af by svarer til forskningens hidtidige resultater: » ... ut fra en moderne referanseramme vil vi først være tilbøyelig til å tale om en by når den har konsolidert seg på et noe videre grunnlag enn det rent økonomisk-topografiske. Et klart konsolideringsmerke er det når tettbebyggelsen også får særlig rettsstatus. Det er her kongen kommer inn« (s. 17). På mig virker det dog lidt for tidligt, når byen Oslo allerede i sammenfatningen af perioden 1130-1240 (s. 27) bliver så kompakt personificeret, at den synes på dette tidspunkt allerede at stå færdig med byforvaltning og kommunale institutioner. Det skete jo dog først i den følgende »storhedstid«, 1240-1319. Her er analysen af gjaldkerens stilling, måtet og byrådet, meget klargørende og viser, at vi efter de separate, delvis konkurrerende institutioners periode nu får en »tredie verden«, en byforvaltning, som reelt formår at omgive de øvrige institutioner som en klamme. - En direkte fortsættelse giver Sverre Bagge i sit bidrag om kanslerembedet 1314-1350 - som kompletterer hans senere udkomne Den kongelige kapellgeistlighet 1150-1319, 1976 - samtidig et bidrag til den svensk-norske unions historie under Magnus Eriksson. En svensk disputats fra 1975 afhandler et nærbeslægtet tema: Allan Ranehok, Centralmakt och domsmakt. Studier kring den hogsta råttskipningen i kung Magnus Erikssons lander 1319-1355 (Studia historica Upsaliensia 67).

Nogle særproblemer behandles af Arne Odd Johnsen - Skt. Edmundskirken, forgængeren til cistercienserklosteret på Hovedøya - og Hans-Emil Liden - Eidsvoll kirke med behandling af biskoppens stilling i tingsmenigheden. Begge forfattere leverer bidrag til diskussionen om købmandskirkerne, som man ikke kan gå udenom i den tidligmiddelalderlige

Videre får vi en værdifuld analyse af Lars Hamre af bispemagtens stilling i dronning Margrete I.s tid, belyst ved bispeskiftet på Oslostolen i 1407. Fremstillingen går dog ikke udover året 1409, da Pisakoncillet afsatte pave Gregor XII og de nordiske kirker gik med til at anerkende den ny Pisa-pave. En behandling af bispernes rolle efter 1409 vil næppe være mulig, uden at der tages hensyn til disse almindelige kirkelige hændelser.

For de tre resterende bidrag er tilkuyLningen til Oslo bispedømme lidt fjern: Einar Molland, »Guds fire døtre« i Kongespeilet, Sigrid Christie, Tema og program i den gammcllutherske ikonografi, og Stephan Tschudi Madsen, Eidsvoll kirke II: Gammel tradition - nye signaler. Molland kan føre de fire kvindeskikkelser Sandheden, Retfærdigheden, Freden og Barmhjertigheden tilbage til Hugo af Skt. Viktor og viser, at de repræsenterer en selvstændig norsk viderefortolkning af, hvordan Gud handlede efter Adams fald. Den gammellutherske ikonografi bliver måske lidt uformidlet fremstillet; i baggrunden ligger forf.s afhandling fra 1973 (note 7 s. 189). - Tschudi Madsen behandler de moderne principper for kirkerestaurering og ville have haft gavn af Bo Grandiens disputats, Drommen om medeltiden, som også udkom i 1974.