Martin Fritz: German Steel and Swedish Iron Ore 1939-1945. Publications of the Institute of Economic History of Gothenburg University 29, Goteborg, 1974. 137 s, S.kr. 30,-.

Martin Fritz tager spørgsmålet om den svenske jernmalms betydning for Tysklands evne til at føre den anden verdenskrig op til en fornyet undersøgelse. Han gør det ved at rette blikket mod den tyske stålproduktions flaskehalse for at kunne konstatere, om tilførslerne af jernmalm i almindelighed og af svensk jernmalm i særdeleshed var en af disse.

Trods en stigning i den tyske stålproduktion på næsten 50 % fra krigens begyndelse
til midten af 1944 hæmmedes denne af en række flaskehalse - mangel på arbejdskraft,
skrotjern, transportmidler og - især - kul. Men selve jernmalmen blev faktisk aldrig nogetproblem,

getproblem,ikke mindst fordi Sverige helt frem til efteråret 1944 opretholdt sin malmeksportpå ca. 5 mill. t. (jernindhold) om året svarende til ca. 25 % af den samlede tyskeforsyning af malm. Den svenske malm var så meget vigtigere, som dens jemindhold var langt større end tyskernes egen. Den krævede derfor mindre forbrug af kul. Hvad der var endnu vigtigere, var, at den for en stor dels vedkommende var fattig på fosfor, hvilket gjorde den »nicht ersetzbar« til produktionen af en række ståltyper, der var nødvendige for rustningsindustrien. De allierede synes ifølge Fritz aldrig at have fattet betydningen af dette forhold, mens det for tyskerne selv var en hård kendsgerning, at den fosforfattige malm fra Sverige var uerstattelig for dem. Ca. to trediedele af deres samlede forsyning heraf kom fra Sverige.

Fritz' analyse af de økonomiske og tekniske sider af problemet virker overbevisende. Mindre dybtborende forekommer hans betragtninger over de politiske aspekter. Teorien om, at tyskernes angreb på Norge i 1940 skyldtes deres behov for jernmalm, forekommer ham »hardly plausible«. Han bygger dette på, at der ikke var nogen mangel på jernmalm i Tyskland i 1939-40, men man kan næppe slutte fra sådanne faktiske forhold til forventninger om fremtidens situation. De kollaborationistiske træk i Sveriges udenrigshandelspolitik diskuteres ikke ud over en bemærkning om, at den måtte vise stor smidighed og tilpasningsevne. Det gjorde den også. Tyskerne kunne primo 1940 konstatere, at »die Schweden erklårten ohne weiteres bereit zu sein, so viel wie eben nur moglich phosphorarme Erze zur Verfugung stellen zu wollen« (s. 102). I sammenligning hermed svinder problemerne omkring transittrafikken til Norge ind til mindre væsentlige petitesser.