Øystein Rian: Jens Juels stattholderskap 1618-1629. En studie i stattholderembetets kompetanse og funksjoner. Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø, 1975. 254 s. N.kr. 56.

Ingen vil kunne bestride, at det norske statholderskab »som så meget ellers i norsk 16-1700-tals fortrinnsvis blitt truffet av streiflys fra forskernes lamper«. Selvom enkelte historikere (O. A. Johnsen, Sverre Steen) har gjort opmærksom på embedets potentielle muligheder overfor centralmagten, har man først og fremmest betonet dets reelle afmagt, og at det blev sat i skyggen af de kongeligt udnævnte specialkommissioner, bl. a. den betydningsfulde Bielke-kommission 1632. Senest har Knut Mykland fremhævet, at det traditionelle lensstyre netop fra 1630'erne nedbrydes ved den administrative specialisering i forbindelse med kongemagtens ekspansion og samfundets sociale differentiering.

Perioden mellem de to »store statholdere«, Aksel Gyldenstierne og Hannibal Sehested 1601^t2 har på mærkelig måde henligget som et tomrum; det udfyldes nu delvis af Øystein Rians store magisterafhandling om Jens Juel til Kjeldsgårds statholderskab 1618-29, men bogens betydning rækker videre. Som et hovedresultat af sine studier fremhæver forf., at statholderen fra 1624, på tærskelen til kejserkrigen, blev en ledende skikkelse i norsk administration og politik, og at befæstelsen af embedets myndighed fortsatte under efterfølgeren, Christoffer Urne (1629-42), således at Sehested »langtfra startet på bar bakke, da han tok over i 1642«. Baggrunden finder Rian i, at »konsentrasjonen av myndighet hos hovedlensmanden på Akershus kan summeres opp i stikkordet: gravitationseffekten - tendensen till, at det ressursrike administrasjonssenteret til trekker sig myndighet på småsentrenes bekostning«. Jens Juel tolkes i det store hele som loyal udøver af majestætens vilje, men forfatteren betoner dog, at han lagde stigende selvstændighed og originalitet for dagen i sin embedsudøvelse, efterhånden som »han blitt varm i trøya«.

En række problemer kan nok stadig gøres til genstand for diskussion, specielt hvad angår Christian IV.s holdning til Norges anliggender, Norges hastigt voksende finansielle betydning for dobbeltmonarkiet i 1620'erne og 1630'erne, ligesom Enevold Kruses (1608-18) Christoffer Urnes statholderskaber kunne behøve tilsvarende, monografiske studier. Øystein Ryans bog fremlægger omfattende undersøgelser og analyser af lensadministrationen, den fiskale administration og af statholderens forhold til Østlandets erhvervsliv, specielt til det nystartede Kongsberg sølwærk og til den voksende trælasteksport; vigtigst er dog nok hans fortrinlige analyser af Juels organisationsarbejde i forbindelse med den ekstraordinære beskatning. Som helhed repræsenterer bogen en dygtigt gennemført (og velskrevet) start; det mest negative, der kan siges om bogen, er vel nok, at det er skammeligt, at forskningsresultater, der skal tjene kommende generationers debat, præsenteres i et pauvert offset-tryk.

En bagatelrettelse til sidst: Det er sikkert korrekt, at det norske statholderskab har lagt grunden til Jens Juels velstand i hans sidste leveår (s. 48 f.), men det er ikke rigtigt, at Juel i januar 1631 afviklede sit finansielle mellemværende med rentekammeret (s. 46 og 84 f.); hans gæld blev konverteret til et fast gældsbrev til majestæten personligt, ligesom tilfældet havde været efter Knud Henriksen Gyldenstiernes administration af Bergenhus.