Torgny Lindgren: Banko- och Riksgälds-revisionerna 1782-1807. Studia Historica Upsalicnsia 72, Almqvist & Wiksell, Uppsala, 1975. 202 s.

I sidste halvdel af det 18. århundrede foregik der i Sverige en række spændende pengepolitiske eksperimenter, hvis økonomisk-teoretiske implikationer og betydning for den generelle økonomiske udvikling i Sverige har været analyseret af adskillige forfattere. Den foreliggende afhandling tager i modsætning til disse analyser sit udgangspunkt i de politiske forhold omkring nogle af de vigtigste institutioner i tidens pengehistorie, nemlig stændernes forsøg på en politisk kontrol med den svenske centralbank efter realisationen af 1776 og med udstedelsen af rigsgældssedler fra 1789.

Dette skete i begge tilfælde ved, at der af stænderne blev udpeget revisorer, som i forbindelse med rigsdagene foretog en gennemgang af de pågældende institutioners embedsførelse siden sidste rigsdag, og afhandlingen består af en detaljeret gennemgang af instrukserne for disse revisorer, den del af deres arbejde, der omfatter de mere politisk betonede aspekter af lånevirksomhed og seddeludstedelse, og drøftelserne på grundlag af revisorernes rapporter.

For så vidt angår bankrevisionen er gennemgangen af dennes virksomhed mere refererendc end egentlig analyserende, hvilket formodentlig hænger sammen med, at revisorernes beretninger i almindelighed var meget positive i deres bedømmelse af bankens virksomhed med at gennemføre realisationen af 1776 og derfor kun gav anledning til få spændingsmomenter mellem kongemagt og stænder.

Anderledes store konfliktmuligheder var der i forholdet til rigsgældskon toret, og de politiske aspekter kommer derfor stærkest frem i den del af kapitel 111, hvor denne del af revisionsvirksomheden undersøges. Det forekommer dog, som om de politiske sider hos revisorerne i afhandlingen opfattes i et meget snævert perspektiv. Bag den indstilling, som revisorerne havde, ligger ikke blot et modsætningsforhold til kongemagten hos et flertal af de udpegede revisorer, men også en økonomisk politisk indstilling, som for et flertal indtil omkring 1803 trak i retning af at favorisere en indskrænkning af betalingsmiddelmængden og at modarbejde devalueringer som led i en vækstfremmende politik. Dette aspekt undersøges først efter 1803, da en ny indstilling kom frem i revisionsarbejdet, og interessen i afhandlingen samles da mere om, at revisorerne nu mere end tidligere tiltog sig en selvstændig rolle i forhold til rigsdagen.

De nævnte politiske forhold er de centrale i bogen, men den bringer derudover en opregning af de folk, der udpegedes til revisorer af de enkelte stænder. Det vises, at de udvalgte hørte til hver enkelt stands højeste sociale lag, men det fremgår ikke helt klart, om der menes højest i forhold til standen som helhed eller i forhold til standens repræsentanter ved rigsdagene.

Endelig er to kapitler helliget spørgsmålet, i hvilket omfang man i samtiden anså det for passende at offentliggøre tal fra stats- og bankregnskaber. Dette forhold belyses ved samtidige henvisninger til England - og et enkelt citat fra Necker, men situationen i 1789 kunne måske med fordel have været set i et større perspektiv, idet det er en diskussion, som føres i de fleste europæiske lande i disse år, selv i et hidtil så lukket land som Rusland, og baggrunden er formodentlig at finde i forholdene i Frankrig, specielt den opsigt, som det vakte, da dette lands statsregnskab for 1781 blev offentliggjort i meget detaljeret form. Bogens behandling af den svenske diskussion viser, at denne var stærkt afdæmpet sammenlignet med flere andre landes, og resultaterne med hensyn til offentliggørelse blev da også ret små.