Sune Sunesson: Politik och organisation. Statens och arbetarklassens organisationer. Arkiv avhandlingsserie, Lund, 1974.

Sunessons bog omhandler forholdet mellem den svenske stat, det svenske socialdemokrati og svensk fagbevægelse. Den må nærmest karakteriseres som en organisationsteoretisk, historisk-empirisk orienteret analyse. Sunesson, der er sociolog, tager sit udgangspunkt i et marxistisk-materialistisk makroperspektiv.

Emnet - og bogens specielle sigte: svensk fagbevægelse og dens strategi og organisation - må siges at være interessant også ud fra danske synspunkter; kunne eventuelt nogle af de anlagte synspunkter og de indvundne resultater anvendes ved et parallelt studium af dansk fagbevægelse? - spørger man sig selv.

I første kapitel gennemgår Sunesson forskellige »borgerlige« teoretikeres teorier om staten. Han vender sig imod Gunnar Heckschers såkaldte »tese« om statens ikke-unike karakter. Heckscher mener, at staten, altså alle de forskellige statsorganer, herunder også regeringen, i mange henseender ikke er så meget anderledes set med borgerens øjne end nogle af de store organisationer, man også som borger er »medlem« af og som også kan gribe ret så afgørende ind i ens tilværelse. Heroverfor opstiller Sunesson sin afgørende modtese, nemlig at staten er unik. Når man læser afsnittet igennem, kan man umiddelbart føle sig hensat til en spøgelsesagtig diskussion om statens »væsen«, dens »essens«, dens »sande« karakter eller natur etc. Sådan er det hele dog ikke at forstå. For Sunesson (og naturligvis for Heckscher) må staten vel være både unik og ikke-unik: enhver ting er vel i besiddelse af såvel unike som ikke-unike træk. Nej, det Sunesson mener, er, at staten er unik på én ganske bestemt måde, i én ganske bestemt henseende, nemlig ved at være »den hogsta sammanhållande kraften for hela samhållet, (som) ... garanterar genom sina institutioner återskapandet av alle sociale forhållanden«. Dette er altså Sunessons teoretiske udgangspunkt, men hvor ved Sunesson nu det fra, spørger man. Kritikken mod Heckscher forekommer urimelig: dér hvor Heckscher vel siger »ved ikke« eller »måske«, har Sunes>son bin faste tro, men er dette et rimeligt udgangspunkt for polemik (og Sunesson er til tider polemisk i sin facon) i en videnskabelig afhandling? Burde Sunesson ikke, snarere end at polemisere mod teoretikere, der udgår fra mindre positive a priori antagelser end han selv, hellere have droppet sin gennemgang af disse andre, eller for alvor have drøftet sit eget videnskabsteoretiske udgangspunkt og dets særlige fordele i sammenhængen? Jeg synes det.

Generelt er gennemgangen af de mange »borgerlige« toretiker i bogens to første kapitler
på den ene side ikke grundig, og frem for alt ikke problematiserende, nok, og på den andenside

denside- som den står - ikke nødvendig for opstillingen af Sunessons egen »Skiss till en
alternativ utgångspunkt for studiet av organisationer«.

Sunesson sondrer i denne skitse mellem et overordnet niveau, et »socialt« niveau og et konkret niveau. Det overordnede niveau »beståms«, hedder det, »av produktionssatten i ett samhålle«, det »sociale« niveau er selve organisationen og det konkrete, praktiske niveau er »vad som i praktiken hånder dår [d.v.s. i organisationen]«. Alle niveauerne øver indflydelse på den karakter, organisationer (in casu fagbevægelsen) får, siger Sunesson. Det er et empirisk spørgsmål, hvilke niveauer, der bestemmer organisationens nærmere udformning, hedder det. Dog antager Sunesson a priori følgende: »organisationer som år »politiska» till sin inriktning eller har en verksamhet som år politisk relevant eller interessant for den klass som har statsmakten, (regleras) (framforallt) av ... den bverordnade nivån«. Således »bevæbnet« kan Sunesson påbegynde sin empiriske udforskning.

Sunesson hævder, »att statens institutioner, och institutioner som år underordnade staten, kommer att anvisa en viss typ av klasspraktik for de underordnade klassema«. Heri ligger, at staten, f. eks. gennem det »underordnede« Socialdemokrati, har anvist fagbevægelsen at følge den revisionistiske politik, som også dansk fagbevægelse som bekendt har fulgt. Men hvor vanskeligt vil det ikke være at godtgøre en sådan påstand. Hvad ligger der konkret i dette ord at »anvise«? Hvordan skulle man operationalisere det? Ville det overhovedet være muligt at falsificere en påstand om ,at denne eller hin »praksis« er »anvist« ovenfra? Jeg synes i hvert fald ikke, at Sunesson har held til at godtgøre sin påstand tilstrækkeligt overbevisende. Jeg sidder tilbage med en stærk fornemmelse af, at virkeligheden har været mere »speget« end som så.

I det mest egentlig empiriske og historiske afsnit i bogen (kap. 5) analyseres svensk LO's kongres i 1941. Sunesson karakteriserer selv de tyve sider, kapitlet omfatter, som »en empirisk illustration«. Hvor meget mere interessant havde det imidlertid ikke været at få en virkelig tilbundsgående undersøgelse. Man kan jo altid »illustrere« et eller andet opsigtsvækkende eller kontroversielt synspunkt, men at argumentere tilbundsgående, for ikke at sige føre »bevis«, for det, er straks sværere, men også bedre. Men som Sunesson selv siger: der findes problemer »som år svårare att belysa i enkla sammanstållingar, och som for att kunne klargoras egentligen skulle krave mycket noggranna textanalyser, som går lang utover den vanliga samhållsvetenskapliga innehållsanalysens ambitioner«!

Den samfundsvidenskabeligt interesserede, hvad enten han er historiker, sociolog, organisationsteoretiker eller noget fjerde, må naturligvis spidse øren, når han hører om en marxistisk-sociologisk-empirisk analyse af svensk fagbevægelse. Det er et godt og betydningsfuldt emne at tage op, og apprcachen er spændende. Men Sunessons disputats skuffer generelt. Den opstillede analyseskitse - det bærende teoretiske element i afhandlingen forekommer diffus og uskarp, og synes at åbne for ret stor vilkårlighed i anvendelsen. Bogen giver os hverken en egentlig sociologisk, empirisk undersøgelse eller en grundig, historisk analyse, men snarest en ret så tynd analyse, hvis hovedelement er en række a priori antagelser, som kan være rigtige eller forkerte, men som egentlig aldrig problematiseres, hverken i de teoretiske afsnit eller indirekte gennem de empiriske analyser senere i bogen. Vi når aldrig ud over det »illustrative« stadie.