N. M. Sutherland: The Massacre of St Bartholomew and the European Conflict 1559-1572. London and Basingstoke, 1973. 373 s. £5.95.

Forfatteren er en kender af franske statsforhold i den omhandlede periode og har tidligere skrevet et par bøger herom: The French Secretaries of State in the Age of Catherine de Medici (1962) og Catherine de Medici and the Ancien Regime (1966). Hun har således haft forudsætninger for at gå i gang med den foreliggende bogs emne: massakren i 1572 set i sammenhæng med fransk og europæisk politik på højeste plan. Det er hendes ærinde at finde en forklaring på den store massakre på hueguenotterne, eller rettere en forklaring på mordet på Coligny, for det er hendes opfattelse, at massakren var et direkte resultat af det første, mislykkede forsøg på at tage livet af admiralen, derved at det satte den altid oplagte parisiske pøbel i sving. Spørgsmålet for forfatteren bliver derfor: Hvorfor skulle Coligny myrdes? Hvad var det for spændinger, der søgtes løst på den måde?

Svaret på disse spørgsmål søger forfatteren inden for det kompleks af sammenhængende faktorer, der udgøres af borgerkrigenes splittede Frankrig og den internationale politiske situation, tilspidset som den var på grund af oprøret i Nederlandene. Både i den hjemlige og i den internationale sfære var Coligny den centrale skikkelse, og forfatteren når frem til, at mordet på ham var en konsekvens af »a long-term pattern« af samspil mellem personlige, nationale og internationale konflikter og »immediate pressures« udefra.

At Bartholomæus-nattens begivenheder skal ses i en større national og international sammenhæng er ikke nogen ny idé, men i modsætning til sine forgængere i studiet af emnet har Sutherland den fordel at kunne udnytte de sidste årtiers ret omfattende forskningi borgerkrigenes Frankrig. Hvad hendes resultater i øvrigt i detaljer går ud på kan ikke udredes her. Hvad det direkte ansvar for mordet på Coligny angår kan det til almindeligberoligelse oplyses, at forfatteren får bugseret sin kæreste figur, Catharina af Medici,

helt uskadt igennem begivenhederne (en ikke ringe bedrift i betragtning af bevisernes stilling), mens de Retz udpeges som den sandsynligste anstifter af attentatet - hovedsagligfordi en række andre moralsk anløbne personer havde et alibi. Man tror det gerne om de Retz, men mere interessant end disse spekulationer er bogens hovedindhoid, skildringenaf periodens europæiske storpolitik med særlig vægt på udformningen af den franske politik i forhold til oprøret i Nederlandene.