Zwei Legenden aus dem Dritten Reich. Die Prognosen der Abteilung Fremde Heere Ost 1942-1945. Hat Felix Kersten das Niederländische Volk gerettet? Quellenkritische Studien von Hans-Heinrich Wilhelm und Louis de Jong. Schriftenreihe der Vierteljahrshefte fur Zeitgeschichte 28. Deutsche Verlags-Anstalt, Stuttgart, 1974. 142 s. DM 16,80.

Wilhelms afhandling er et opgør med chefen for OKH's efterretningssektion for Rusland, Fremde Heere Ost, Reinhard Gehlens erindringer fra 1971. Den opfattelse, at hans sektionvar »eine leistungsfåhige Dienststelle«, har været almindelig og er ikke mindst af Gehlen selv blevet befordret med stor flid. I nøje sammenhæng hermed står det synspunkt, at hvis blot Hitler havde holdt fingrene væk fra krigsførelsen, var den anden verdenskrig gået meget bedre for tyskerne, og måske havde de oven i købet sejret. Wilhelm når imidlertidpå grundlag af sit kildemateriale frem til en overraskende konstatering af, at Hitlers»Alleingange« var langt sjældnere end almindeligt antaget. Han fastslår, at Fremde Heere Ost's resultater aldeles ikke var udmærkede. Sektionens bestands- og tabstal for egne og fjendtlige styrker og materiel var skæve og tilfældige - »eine Realitåtsverfehlung, fiir die wohl zu gleichen Teilen Beschranktheit, Fanatismus und Berufsblindheit verantwortlichzeichneten« (s. 42). På tilsvarende måde forholdt det sig med prognoserne om fjendens hensigter fra den sovjetiske modoffensiv i foråret 1942 og fremefter, d.v.s. i hele Gehlens periode. »Selten wurde die Ebene der Unverbindlichkeit verlassen und auf Grund »gesicherter« feindlicher Absichten eine etvvas klarere sowjetische Prioritatensetzunggenannt, noch seltener stimmten dann die Prioritaten« (s. 53). Wilhelm er en mand, hvem kildernes vidnesbyrd om inkompetence og dilettantisme har gjort harm. Hvad Gehlen og hans folk efter Wilhelms opfattelse præsterede, var gætterier om, hvor russerne passende burde angribe næste gang, og de gættede hver gang galt. I sommeren 1944 burde russerne angribe i området nord for Karpatherne, men angreb faktisk frontalt

i Hviderusland og knuste Heeresgruppe Mitte fuldstændigt. Wilhelm tolker fejlgætteriernesom
udtryk for, at Gehlen tillagde russerne sådanne konceptioner, som var typiske
for tysk strategisk tænkning.

I bogens anden afhandling torpederer de Jong historien om, at den tysk-baltiske massør Felix Kersten ved at intervenere hos sin patient, Heinrich Himmler, reddede det hollandske folk fra tvangsdeportation til Polen i foråret 1941. Kerstens indsats - og deportationsplanerne - er efter denne mønstergyldige kildekritiske studie relegeret til myternes verden. Kerstens lancering af historien i Stockholm i sommeren 1945 forklarer de Jong som et forsøg på at etablere et grundlag for at kunne forblive i Sverige, hvilket også lykkedes.

Begge afhandlinger forekommer definitive. Især Wilhelms studie kaster interessante
glimt ind over den store strategi og dermed ind over den store politik under den anden
verdenskrig.