Wolfgang Reinhard: Papstfinanz und Nepotismus unter Paul V (1605-1621). Studien und Quellen zur Struktur und zu quantitativen Aspekten des päpstlichen Herrschaftssystems (Päpste und Papsttum hrsg. von Georg Denzler. Band 6, I—II). A. Hiersemann, Stuttgart, 1974. 409 s. incl. register.

Til pavedømmets historie i renaissance- og baroktiden har begrebet nepotisme altid knyttet sig. Fænomenet, der som bekendt kommer af det latinske nepos (ital. nipote): nevø, slægtning, kan kort defineres som begunstigelse af slægt og venner ved tildeling af offentlige midler eller ved besættelse af offentlige embeder. På trods af begrebets store udbredelse har det alligevel skortet på præcise og detaillerede undersøgelser af den pavelige nepotismes reelle omfang og dens væsen og rolle i det hele taget.

Disse problemer har den tyske historiker, W. Reinhard taget fat på at løse. Over for en ældre generations opgivende trækken på skuldrene ved tanken om at fastslå nepotismens kvantitative omfang har Reinhard kastet sig ud i et studium af førstehåndskildeme til en af de mest fremtrædende nepotistiske paver, Paul V. Borgheses pontifikat.

En vældig opgave at stille sig, når man betænker at hans hovedkilder: Archivio Borghese og Fondo Borghese, begge i Vatikanets Arkiv, omfatter flere tusinde pakker og numre. Til alt held har Borghese-familien selv været interesseret i sin økonomiske formåen, og flere budgetter og regnskaber fra den store tid i begyndelsen af 1600-tallet er bevaret.

Mens I. del (s. 1-160) rummer den egentlige undersøgelse, publiceres i 11. del (s. 161-383) originale regnskaber fra Fondo Borghese. Det drejer sig om en oversigt over de pavelige finanser i juni 1592, det apostolske sædes indtægter og udgifter 1619 og en oversigt over nepoten kardinal Scipione Borgheses indtægter 1616.

Forfatterens omfattende og indtrængende undersøgelse af disse fonds og hans velbevandrethedi Vatikanets øvrige samlinger har sat ham i stand til i et indledende kapitel at give en meget kortfattet, men fremragende beskrivelse af forretningsgangen og grundstrukturernei det pavelige finansvæsen i nyere tid. I dette kapitel fremhæves det, at pavedømmetsto fornemste indtægtskilder: embedssalg og statslån (de såkaldte Monti) gav så meget spillerum, at endnu Paul V her havde mulighed for at øge de meget beskedne ordinæreindtægter,

dinæreindtægter,der hovedsagelig stammede fra en økonomisk stadigt svagere kirkestat, ganske væsentligt og således skabe basis for sin bekendte aktive udenrigspolitik samt for en kostbar anlægs- og byggevirksomhed i Rom. Desuden fremgår det, at selve det administrativeapparat ved kurien åbnede særlige muligheder for den di enhver tid herskende pave. Finansforvaltningens hovedorgan, Depositariet hvorunder Tesoreria Generale (skatkammeret)hørte, har kun omfattet og bogført en del af finansoperationerne, mens Datarietmed Tesoreria Segreta (en særlig kasse), der var finansforvaltningens kontor nr. 2, lå uden for kuriens kontrol og over hvilket sidstes indtægter paven selv disponerede helt frit.

Værkets tyngdepunkt er dog den minutiøse og talmæssigt rigt dokumenterede gennemgang af Borghese-familiens økonomiske forhold i almindelighed og de to fremmeste nepoter Principe Marcantonio Borghese og kardinal Scipione Cafarelli (Borghese) og disses financielle og økonomiske forhold i særdeleshed.

Det er helt tydeligt, at pave Paul og ikke mindst nevøerne havde travlt med at udnytte den enestående position, som paveskiftet 1605 medførte. En regn af gaver og embeder fra pontifikatets start gjorde snart Borghesefamilien kreditværdig og da langt størstedelen af midlerne i familiens varetægt, så snart muligheden bød sig, anbragtes i fast ejendom som grunde og bygninger i Rom, villaer i Albanerbjergene og godser og gårde rundt om i den øvrige kirkestat, øgedes kreditmulighederne til stadighed. Hen mod pontifikatets slutning aftog de mange gaver både i antal og frekvens, mens låntagningen steg kraftigt. Familien havde nu nået en enestående økonomisk position og markerede sig helt op til ca. 1900 blandt Roms mægtigste familier.

Det er dog vigtigt at bemærke sig, at Borghesernes talrige ejendomserhvervelser ikke
skete på bekostning af Romerkirkens egne besiddelser, men foregik som almindelige privathandeler.
En tilbagevenden til de feudale tider er der således ikke tale om.

Det er Reinhards store fortjeneste via sin omfattende dokumentation og analyse af hele
systemet at nå frem til, at nepotismen under Paul V — på trods af talrige rygter og kritik
fra samtiden - i det store og hele opererede inden for grænserne af det lovlige.

Det er da også dér, forfatteren vil hen, når han i sit »Nachwort« gør undersøgelsens resultater op. Modsat tidligere forskere vil han ikke bedømme Paul V's tid som moralsk forkastelig. Nepotismen er for Reinhard et traditionsrigt, gammelt og i hovedsagen helt legalt sæt af spilleregler, der i virkeligheden kan kaldes et socialt system - et »Subsystem im Rahmen des Systems »Papsttums«. Paul V havde ikke ifølge Reinhard noget valg mellem nepotistisk eller ikke-nepotistisk politik, hvad han alene kunne gøre, var at afstikke systemets »kvantitative dimension«.

Hermed slutter afhandlingen, der alene ved sin økonomisk/finanshistoriske indfaldsvinkel og sine omhyggelige udredninger, kaster et helt nyt lys over det gammelkendte emne: pavehistorien, der indtil nu stort set er blevet behandlet inden for biografiens snævre rammer - stærkest repræsenteret af Ludwig von Pastors monumentale Geschichte der Papste. Men man savner rigtignok en fortsættelse, hvor dette sociale system nærmere vurderes og karakteriseres, og frem for alt er der behov for en sammenligning mellem dette pontifikat og andre store nepotistiske regimenter. Anmelderen finder også, at behandlingen af familien som så at sige én stor blok bør nuanceres ved en nøjere undersøgelse af de enkelte ledende nepoters forhold indbyrdes og til den øvrige familie; også familiens torhold og hele karriéreforløbet før 1605 savner man redegørelse for.

Forfatteren har imidlertid svar på rede hånd, thi nærværende værk er kun en enkelt sten i et større bygningsværk, og to afhandlinger med titlerne »Åmterlaufbahn und Familienstatus.Der Aufstieg des Hauses Borghese« (nu udsendt i Quellen und Forschungen aus italienischen Archiven und Bibliotheken Bd. 54, 1974, s. 328-427) (s. 24 note 1), og »Funktionswandel des Papstnepotismus bis zum 17. Jahrh, (s. 98 note 175) er bebudet.

Man må i høj grad håbe, at forfatteren får lejlighed til at komme videre med sine spændendeog originale undersøgelser, og man bør i denne forbindelse henvise til, at Reinhard allerede på yderst kompetent måde har bidraget til debatten om nyere tids embedssalg i statsligt regi i europæisk sammenhæng med en afhandling (i Vierteljahrsschrift fiir Sozial - und Wirtschaftsgeschichte Bd. 61, 1974, p. 289-319) med titlen »Staatsmacht als Kreditproblem. Zur Struktur und Funktion des fruhneuzeitlichen Åmterhandels«.