G. L. Harriss: King, Parliament and Public Finance in Medieval England to 1369. Oxford, 1975. 5545. £13J4.

Harriss ser skattesystemets udvikling i sammenhæng med ændringerne i det politiske system, ændringerne fra »feudalmonarki« til »territorialstat«, som betød, at kongens opgaver øgedes, at hans rets- og fredsværn udstraktes, at hans autoritet berørte alle frimænd, som uanset lens- og vasalitetsforhold blev hans undersåtter. De kunne beskattes til fordel for res publica, som repræsenteredes af kongen, men også af communitas regni (først baronerne, siden også repræsentanter for »le commun«); krongodsindtægter og feudal incidents måtte suppleres med subsidier, bevilget af den instans, der blev til parlamentet, og som blev ramme om samarbejde og strid mellem krone og communitas. Således ser Harriss (groft sagt) udviklingen mellem Magna Carta og Brétigny-freden (da 100-årskrigens finansielt kreative virkninger er slået igennem).

Bogen er kompliceret anlagt, både kronologisk og tematisk, men kan ses som koncentreret om tre perspektiver: 1) Sammenhængen mellem kongens offentlige autoritet og undersåtternes pligter, parternes indbyrdes bundethed under sålus publica - her vil Harriss sætte kød på Gaines Post's teorier om romerrettens statsretslige udnyttelse i senmiddelalderen. 2) Udviklingen af kronens finansapparat (Exchequer, hospitia regis, fisens) og deres stilling mellem konge, råd og parlament - en kompetent opsummering og uddybning af forskningen siden T. F. Tout. 3) Parlamentets (og især Commons') konstitutionelle og politiske vej mod tinderne - måske noget ensidigt opfattet på grund af interessen for den politisk-taktiske udnyttelse af bevillingspligten (i øvrigt en for tiden meget brugt indfaldsvinkel, jfr. historikere som R. S. Hoyt, E. B. Fryde, A. L. Brown, Alan Rogers, B.P.Wolfe).