Eberhard Schutz: Die europäische Allianzpolitik Alexanders I und der griechische Unabhängigkeitskampf (1820-1830). O. Harrassowitz (Komm.), Wiesbaden, 1975. 153 s. DM3B.

Det kan næppe være tilfældigt, at forf. i sin introduktion citerer følgende sætning fra Maurice Bourquin's værk »Histoire de la Sainte Alliance«: »Malgré l'abondance de la literature, qui le concerne, la politique d'Alexandre ler dans le cadre de la Sainte Alliance est loin d'avoir été analysée jusqu'ici comme elle le mérite en raison de son importance«. Det er tilsyneladende denne opgave, forf. sætter sig; om forsøget lykkes er noget andet. Han behersker et stort kildemateriale (specielt publiceret i 19. årh.) og litteraturen om den hellige alliance og den russiske politik efter Wienerkongressen. Hans hovedanliggende har været at besvare spørgsmålet om, hvorledes Alexander I kunne forlige sin troskab mod den hellige alliances forskrifter og sin aversion mod de revolutionære bevægelser i Europa med de russiske drømme om at iværksætte Katharina ll's græske planer: Lod legitimismens principper sig forene med hjælpen til de nationale frihedsbevægelser på Balkanhalvøen? Hvorledes opfattede Alexander I forbindelserne mellem den europæiske alliance, som han selv var ophavsmand til, og gennemførelsen af Grækenlands uafhængighedskamp? Og hvorledes kunne man bygge bro over modsætningerne mellem Ruslands og de øvrige europæiske magters interesser?

Forf. redegør for forløbet af Ruslands forbindelser med det osmanniske rige, begivenhedsforløbeti Grækenland og det russiske diplomatis anstrengelser for at finde en fællesnævnerfor sin, Englands og Østrigs politik; hans analyser dækker perioden 1815-25, da Alexander I kom til den konklusion, at Ruslands politik umuligt lod sig bringe i overensstemmelsemed

stemmelsemedhans egen alliances formål, og traf beslutningen om at opgive doktrinen fra 1815; det græske spørgsmål løsnede fugerne i Quadripelalliancen. Bogens analyser af den diplomatiske korrespondance synes imidlertid at være meget formel, fordi den savner forankring i periodens begivenhedsforløb. At flere problemer henstår uløst, beror på, at forf. har undladt at foretage arkivundersøgelser; han nævner f. eks. ikke AlexanderI's instruks for G. Stroganov 1816 20. maj (1. juni), hvori czaren gav en bred udlægningaf sin holdning til Tyrkiet. Heller ikke Nesselrodes memorial 1824 9. jan. eller Ancillon'emesmemorial 1816 er udnyttet. Andre steder anføres problemerne uden forklaring;det gælder f. eks. planerne om at skabe tre græske stater (hvilke?; s. 103). De kronologiskerammer 1820-30 savner endelig begrundelse; 1820 markerer intet skel i det græske spørgsmål, og 1830 er meningsløst i sammenhængen, eftersom Alexander I døde 1825. Et personregister savnes. Trods løfterne i bogens indledning behandler den kun enkeltesider af sagen og det endda temmelig overfladisk. Det er vel tvivlsomt, om Schiitz' bog overhovedet repræsenterer noget fremskridt i udforskningen af forbindelserne mellem Alexander I's europæiske alliancepolitik og den græske uafhængighedskamp.