Erik Christiansen: Politisk teoridannelse i antikken. Berlingske leksikon bibliotek. Berlingske forlag, København, 1974. 415 s. Kr. 52,50.

»Politisk teoridannelse i antikken« er et vidt begreb, og forfatteren har valgt at tolke det i videste forstand. De store statsteoretikere fra Platon til Augustin får som ventet en stor plads i bogen. Men som historiker ønsker Erik Christiansen naturligt nok at skildre forudsætningerne for teoridannelsen. Derfor er bogen også blevet en stærkt komprimeret antikkens historie fra mykensk tid til det romerske kejserriges fald.

Det er første gang, en bog med det sigte udkommer på dansk, og den henvender sig til en stor læserkreds. Den er holdt i et letlæseligt sprog og er næsten uden noteapparat, men indeholder til gengæld en fyldig afdeling med leksikalske stikord samt en god litteraturliste. Problemet med gengivelse af tekniske termer er smukt løst, så man får forfatterens egen oversættelse og den tekniske terminus transskriberet, så man ikke fratages muligheden for at erklære sig uenig i oversættelsen. Eks.: daglejere (»thetes«).

Til gengæld vil den meget summariske gennemgang af teoridannelsens forudsætninger nok ikke altid hjælpe læseren. Det gælder f. eks., når det om Solons lovgivning hedder: »Juridisk set betyder Solons lovgivning et afgørende skridt væk fra slægtsorganisationens enevælde, idet han tillod enhver fri borger at føre sin egen eller en andens sag for retten« (s. 27). Forklaringen må udvides eller udelades, hvis den ikke skal virke vildledende.

Forfatteren tager i sit forord netop de forbehold, anmelderen må tage. Emnet er omfattende, og det er gået ud over detaljen. Men forfatteren har med bogen formået at vise læseren en sammenhæng i antikkens politiske teoridannelse, og i den henseende er bogen læseværdig. Den er siden fulgt op af et kildehæfte: Erik Christiansen: Antikkens styreformer til debat. Gyldendal 1974. 107 s. Kr. 29,75.