Der Koran, hrsg. v. Rudi Paret. Wege der Forschung CCCXXVI. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt, 1975. XXV+449 s. DM 79 (i boghandelen).

Som historisk kilde hører koranen nok til de vanskeligste overhovedet, ikke blot på grund af sine mange, dunkle passager, men også takket være den mekaniske, redaktionelle opbygningefter kapitlernes længde (som bryder åbenbaringens kronologi), og fordi det ikke altid lader sig afgøre, om den senere, litterære tradition, som man har støttet tolkningen til, er ægte eller selv produkter af fortolkning. Korankritiken indledte araberne - som Rudi Paret med rette fremhæver - selv; den grundlægges strengt taget allerede ved redaktionsarbejdetunder 'Uthmån (644-56), som endda ikke undgik beskyldninger for bevidst forfalskning, og den nåede subtile højdepunkter under middelalderens teologiske diskussionerom koranens tolkning. Den europæiske korankritik grundlægges først i 1860'erne af den tyske orientalist Theodor Noeldeke, hvis dissektion af koranens kronologi skotten

Richard Bell afsluttede i 1939. Men den moderne koranforskning har taget mange andre, historiske, tekstkritiske, filologiske og exegetiske sider op. I den her foreliggende samling har professor Paret imidlertid ikke ladet sig nøje med et skønsomt (og i så fald tilfældigt)udvalg, men præsenteret 48 afhandlinger af vidt forskellig herkomst på en sådan måde, at udvalget opfylder alle rimelige krav til repræsentativitet og alsidighed; bogen må blive et helt uundværligt arbejdsinstrument både i forskning og universitetsundervisning.