Christopher Howard: Britain and the Casus Belli 1822-1902. A study of Britain's international position from Canning to Salisbury. The Athlone Press, London, 1974. £ 4.00.

Både den foreliggende bog og Christopher Howards tidligere studie over begrebet »Splendid Isolation« (London, 1967) har karakter af lange essays beregnet for læsere, der i forvejen er frotrolige med det 19. århundredes diplomatiske historie. Sigtet med »Britain and the Casus Belli« er at undersøge indholdet af den både i samtiden og i historiske fremstillinger almindeligt fremsatte påstand om, at britiske regeringer i tiden fra 1815 til den britisk-japanske alliance i 1902 som princip fulgte en de »frie hænders« politik: Undgik bindende forpligtelser, der kunne indblande landet i konflikter med andre stormagter. Var der med andre ord traditionelle isolationistiske bindinger for britiske udenrigsministre svarende til dogmerne fra Washingtons og Jeffesons tid i USA? For at få svar på dette spørgsmål undersøger Howard dels omfanget af de britiske udenrigspolitiske forpligtelser i perioden, dels forestillingerne hos den udenrigspolitiske elite om karakteren af disse bindinger for så vidt som han er stødt på udsagn herom i privat korrespondance og i den samtidige offentlige debat i parlament og presse.

Han finder, at få af periodens regeringer var særligt tilbageholdende med at afgive forsikringer, som kunne involvere Storbritannien i krig. De deltog ret ofte i kollektive garantiersom f. eks. traktaterne om den belgiske (1831 og 1839) og den luxemburgske (1867) neutralitet, og underskrev i hvert fald tre aftaler som indebar en »explicit, unequivocaland new obligation to go to war on the continent of Europe in a hypothetical contingencyand in circumstances that were not merely temporary« (s. 20): Stockholm-traktatenfra nov. 1855, tremagtstraktaten apr. 1856 og løftet til Spanien i 1899 om bistand ved forsvaret af den spanske sydkyst. Alt i alt havde Storbritannien omkring år 1900 underforskellige former påtaget sig medansvar for opretholdelse af status quo en lang række steder i verden, typisk i områder, hvor den britiske flådemagt i givet fald kunne bringes til anvendelse. Ikke alle disse forpligtelser var kendt offentligt, og mange blev af politikernebetragtet som forældede fordi de omstændigheder, der i den givne situation havde gjort en britisk garanti til et praktisk og stabiliserende diplomatisk middel, ikke længere var til stede; men forpligtelserne eksisterede på papiret. På den anden side blev idealet om den udenrigspolitiske handlefrihed ofte hyldet både af regerings- og oppositionspolitikere,og

kere,ogHoward medgiver, at Storbritannien i århundredets sidste trediedel ikke formelt
bandt sig til garantier af kontinentale områder og i det hele taget stod betydeligt mere
frit end de andre magter i pagtsystemernes Europa.

Betyder det så, at Storbritannien i Saiisbury-æraen alligevel fulgte en bevidst isolationistisk politik? Ikke nødvendigvis. Salisbury's »demokratiske« argument, i. e. påstanden om, at regeringer i et demokratisk parlamentarisk system ikke kan binde efterfølgende regeringer i spørgsmål om krig og fred, var, mener han, kun omsvøb. Salisbury mente simpelthen, at britiske interesser udmærket kunne forsvares uden alliancebindinger, selv i det ugunstige internationale klima op imod århundredeskiftet.

Howard konkluderer, at britisk udenrigspolitik under alle omstændigheder blev bestemt af de skiftende opfattelser af, hvad de nationale interesser krævede, snarere end af traktatslige forpligtelser, og besvarer herefter sit hovedspørgsmål på denne, noget tamme, facon: »Whether the abstention of both Conservative and Liberal governments from involvement in any such European alliance should be regarded as a 'policy' depends largely on how one understands that elastic and hard-worked term« (s. 173).

Bogen har sin værdi i den omhyggelige redegørelse for karakteren af de forpligtelser, britiske ministre påtog sig på landets vegne, ofte i modstrid med herskende forestillinger om den ideelle udenrigspolitik. Forfatterens beskrivelse af Palmerston som »a stickler for terminological precision« (s. 27) kunne her udmærket anvendes på ham selv. Den bidrager imidlertid kun lidet til forståelsen af vilkårene for udformningen af britisk udenrigspolitik i perioden. Forslag til efterfølgende titel: »Opfattelsen af den »nationale interesse« i det 19. århundredes britiske udenrigspolitik«.