Axel Nordberg: Polen i svensk politik 1617-26. Stockholm Studies in History 19. Almqvist & Wiksell, Sthlm. 1974. 323 s.

Sveriges udenrigspolitik under Gustav Adolfs regering er et område, der er meget opdyrket i historieforskningen. I ganske særlig grad er baggrunden for og motiverne til Gustav Adolfs indgriben i 30-årskrigen et klassisk spørgsmål, til hvis belysning adskillige svenske og tyske historikere har leveret bidrag. Axel Nordbergs »Polen i svensk politik 1617-26« beskæftiger sig med perioden før Sveriges involvering i krigen i Tyskland. Som det fremgår af titlen, har forfatteren villet undersøge, hvilken placering konflikten med Polen indtog i svensk politik i dette tidsrum.

Axel Nordberg betoner i begyndelsen af sin afhandling det handelspolitiske moment i den svenske udenrigspolitik. Det var til stede under forhandlingerne omkring Stolbovafreden,og ønsket om handelspolitik kontrol med Livland var en væsentlig del af baggrundenfor Sveriges aggressive holdning over for Polen i tiden efter 1617 (s. 29, 75, 112, 157). Imidlertid er der i kildematerialet kun ringe grundlag for at give det handelspolitiskeaspekt

tiskeaspekten afgørende placering. Mens der er mængder af eksplicitte sikkerhedspolitiskeovervejelser i kildematerialet (Gustav Adolf s og Axel Oxenstiemas breve, diplomatiskeinstrukser, propositioner til rigsrådet etc.), indskrænker de handelspolitiske overvejelsersig til et absolut minimum. »Åven om denna ingen annanslans kommer så val til uttryck (som i en opfordring fra Gustav Adolf til Reval om at støtte den svenske krigsførelse,fordi denne atter har sat Reval i besiddelse af den livlandske handel), år det uppenbart, att de handelspolitiska motiven for Gustav II Adolf vid sidan av såkerhetspolitiskaoch andra motiv spelar en stor roll for utformningen av den polska politiken« (s. 29). I Nordbergs fremstilling overskygges det handelspolitiske aspekt da også helt af det sikkerhedspolitiske, hvor forfatteren betoner, at Sigismunds formelle abdikation var et helt afgørende svensk krigsmål, og at de svenske militære operationer sigtede mod at opnå dette samt mod at forhindre et polsk angreb på Sverige. Den offensive krigsførelse var også betinget af ønsket om at lade fjendelandet bære krigens byrder - dette træder især frem i forbindelse med beslutningen om at forlægge krigsskuepladsen til Preussen (s. 274-75).

I denne forbindelse fremhæver forfatteren, at den svenske landgang i Preussen ikke var motiveret af noget hensyn til de evangeliske i Tyskland. Denne opfattelse har sin rod i svensk krigspropaganda, der fandt det opportunt at anvende denne begrundelse. I det hele taget er det et hovedsynspunkt hos forfatteren, at Sveriges holdning til konflikten i Tyskland var bestemt af ønsket om at bruge de evangeliske magter - specielt England og Nederlandene - i opgøret mod Polen, og sekundært at give Sverige sikkerhed mod et dansk angreb. Det var målene for den svenske diplomatiske aktivitet i Nordtyskland, Nederlandene og England. I den svenske krigspropaganda fremstilledes derfor den svenskpolske krig som et led i det protestantisk-katolske opgør (s. 99-101, 116, 215 ff.). »Det år uppenbart, att man i den tidigare forskningen overbetonat Gustav II Adolfs omsorg om det s. k. evangeliska våsendet. Han var under den hår undersokta tidsperioden på intet satt beredd till några uppoffringar for de evangeliska. Han efterstråvade i forstå hand att nå en losning på konflikten med Polen« (s. 285).

Nordberg berører også den svenske krigsfinansiering, der i det pågældende tidsrum næsten udelukkende beroede på hjemlandets egne ressourcer. Forfatteren påviser ved hjælp af budgetoverslag, udarbejdede af den svenske ledelse (Axel Oxenstierna), at Sveriges egne midler ikke rakte til at finansiere den militære indsats, der var nødvendig for at afslutte krigen. I 1625 var der således tale om en akut likviditetskrise i felthæren, hvad der var medvirkende til beslutningen om at flytte krigsskuepladsen til Preussen. Denne økonomiske situation var tillige for den svenske ledelse en væsentlig tilskyndelse til at søge engelsk og nederlandsk hjælp mod polakkerne.

»Polen i svensk politik« er et solidt og velfunderet bidrag til belysning af væsentlige sider af svensk udenrigspolitik ved stormagtstidens begyndelse. Denne belysning sker i en række kronologisk opstillede kapitler, idet forfatteren for hvert kapitel giver en kort sammenfatning. Denne strenge kronologiske opbygning af bogen, der samvittighedsfuldt gennemarbejder et omfattende kildemateriale, har imidlertid lagt sig i vejen for en sammenhængende behandling af de centrale problemstillinger, forfatteren har taget op, således at detaljerne i nogen grad slører de mere interessante hovedsynspunkter.