Matthias Rest: Die russische Judengesetzgebung von der ersten polnischen Teilung bis zum »Polozenie dlja Evreev« (1804). O. Harrassowitz (Komm.), Wiesbaden, 1975. 296 s. DM 38.

Forud for Polens deling i anden halvdel af 1700-tallet var jøderne i Rusland få og var ikke blevet tålt; fast bosættelse af jøder var forbudt. Polens tre delinger skabte imidlertid nye, indre vanskeligheder for Rusland, da Katharina II havde garanteret alle indbyggere i de annekterede områder deres rettigheder, blandt dem måske 1 mill, jøder. Skønt senatetmente, at Ruslands økonomi ville kunne drage fordel af, at jøderne fik adgang, udelukkedeKatharinas edikt 1762, 4. dec, som tillod fremmede at bosætte sig, udtrykkeligt

jøder. Lovgivningen 1783 og 1791 skabte begrebet »jødisk Pale«, d.v.s. tillod kun jøder at slå sig ned i bestemte provinser i Vest- og Sydrusland (Hviderusland og de nyligt annekteredeområder i Nyrusland, de tyndt befolkede egne, som var erobret fra Tyrkiet). 1794 blev jøderne endelig underkastet diskriminerende beskatning efter satser, der var dobbelt så høje som andre gruppers, men »polakkernes« område udvidet.

I 1802 udnævnte Alexander I imidlertid en femmands »kommission til forbedring af jøderne«. Resultatet blev »Statutten angående jødernes forhold« (Poloznie dlja Evreev) 1804, som sigtede mod en omformning af jødernes livssædvaner, og som tilskyndede deres assimilering i den øvrige befolkning. Man forlangte ikke, at jøderne skulle opgive deres religion; de fik adgang til offentlige uddannelsesinstitutioner på ethvert niveau og kunne åbne deres egne, verdslige skoler, forudsat at de bød obligatorisk undervisning i russisk, polsk eller tysk. De skulle bevare deres kommunale og beskatningsmæssige autonomi, men dog udelukkes fra deres traditionelle landerhverv. Til gengæld skulle jødiske fabrikanter og håndværkere befris fra den dobbelte beskatning, skulle nyde støtte til at grundlægge fabrikker og skulle kunne få tilladelse til midlertidigt at bosætte sig hvorsomhelst i Rusland.

Som helhed var den jødiske befolkning dog stadig isoleret, og i modsætning til Østrig, Preussen og mange andre europæiske lande fandt der ingen frigørelsesproces sted. De mest interessante afsnit i M. Rest's bog, der behandler jødernes forhold til Rusland 1772— 1804, er de, som beskæftiger sig med deres sociale og politiske situation efter Polens første deling og analysen i kap. 4 af loven 1804. Forf. har udover den foreliggende litteratur kunnet bygge på aktmateriale og officielle dokumenter, publiceret i 1800-tallet; uddrag af »Polnoje sobranije zakonow Rossijskoj Imperii« bringes i oversættelse (s. 197-240).