G. Japsen: De nordslesvigske Sparekassers historie. Skrifter udgivne af Historisk Samfund for Sønderjylland nr. 41, i kommission hos Danske Boghandleres Kommissionsanstalt, 1970. 346 s.

Pengeinstitutter er traditionelt flittige festskriftudgivere, og Sparekassen for Åbenrå By og Amt i så henseende ingen undtagelse. Før 150-års jubilæet i 1968 anmodede man dr. G. Japsen, der i forvejen havde et omfattende forfatterskab om Sønderjyllands historie bag sig, om at skrive de nordslesvigske sparekassers almene historie.

Fremstillingen falder i fire dele: Sparekasserne indtil 1864 (dette afsnit udkom separat i jubilæumsåret), Tiden fra 1864 til 90'erne, Fra 90'erne til 1. verdenskrig, og Sparekasserne 1914-70. De grundlæggende kilder til fremstillingen er fundet i sparekassernes overleverede arkiver, der imidlertid for den ældre tid hovedsagelig består af forhandlingsprotokoller og summariske årsregnskaber. Til skildringen af tiden efter genforeningen i 1920 har der udelukkende været benyttet offentliggjort trykt materiale.

Som naturligt er i et skrift af denne karakter, gives der en udførlig skildring af de enkelteinstitutters

kelteinstituttersoprettelse og videre skæbne. Helheden tabes dog sjældent af syne og fastholdes ved opsamlende afsnit om forholdet til de danske og tyske myndigheder og sparekassernes rolle i den nationale kamp. Også kassernes betydning for landsdelens økonomiskeudvikling bliver behandlet, selv om det sine steder uundgåeligt må skinne igennem,hvor få forgængere inden for studiet af Slesvig-Holstens økonomiske historie dr. Japsenhar

Filantropiske kredse med rod i Oplysningstidens samfundssyn stod bag oprettelsen af de første sparekasser i hertugdømmerne og dermed i det danske monarki. Ved at vække sparsommelighedsfølelsen hos de fattige og tilskynde dem til at gennemføre en form for selvforsikring søgte man at forebygge, at medborgerne faldt hinanden til byrde. Hensigten var følgelig primært at opnå indskud fra de økonomisk mest udsatte befolkningsgrupper, men kimen til en forflygtigelse af denne socialt betingede målsætning blev lagt fra starten. Sparekassen i Kiel, der som en af de første oprettedes i 1796, kombineredes med en lånekasse, og dette eksempel skulle danne skole. Det fik efter forfatterens mening stor betydning for hertugdømmernes økonomiske udvikling langt ned i 1800-tallet, at der således opstod muligheder for at tilfredsstille en del af lånebehovet hos mellemstanden i købstæderne (småhåndværkere m. fl.). Det er næppe muligt at skaffe udtømmende belæg for denne påstand, men den kan bidrage til en forklaring af den tilsyneladende større økonomiske vækst i hertugdømmerne end i det øvrige monarki i første halvdel af 1800tallet.

Fra oprettelsen af den første nordslesvigske sparekasse i 1818 koncentreres fremstillingen imidlertid om udviklingen nord for den nuværende grænse. I årene 1818-21 grundlagdes kasser i alle de nordslesvigske købstæder samt i Løgumkloster og Løjt. Hermed var det øjeblikkelige behov tilsyneladende dækket, og først fra begyndelsen af 1840'erne kom den næste bølge af oprettelser, nu hovedsagelig i landsognene. Tilskyndelsen kom denne gang fra den økonomiske opgang, der medførte større indtægter og investeringsbehov især inden for landbruget, og det er da også tydeligt, at den social-filantropiske målsætning på dette tidspunkt er skubbet i baggrunden til fordel for ønsket om at betjene erhvervslivets mænd. Denne forskydning kunne foregå så meget lettere, som der ikke forelå, og ej heller fra nogen side tilstræbtes, en offentlig kontrol med kasserne og deres drift. Sammenlignet med monarkiets sparekassevæsen som helhed var de slesvigske kasser forholdsvis små, og for byernes større erhvervsdrivende var de for små; den private långivning florerede, og fra handelsstanden ytredes ønske om etablering af egentlige diskontokasser.

Den nationale modsætning slog også igennem på sparekassernes område, hvor der kan udskilles »dansk«- og »tysk«-sindede institutter, men uheldigvis forholder kildematerialet tilsyneladende forfatteren en nærmere redegørelse for følgevirkningerne m.h.t. de enkelte kassers kundepolitik. De slesvigske krige og hertugdømmernes udskillelse af det danske monarki synes ikke at have hæmmet kassernes drift; tværtimod oplevede de i 70'erne og 80'erne en storhedstid med livlig kreditkontakt med landmændene, der kun i beskeden udstrækning drog nytte af de fremkomne bankers og kreditforeningers tjeneste.

Fra 90'erne ændredes sparekassernes forhold imidlertid i ugunstig retning. Myndighederneintensiverede bestræbelserne for at bringe dem under offentlig indflydelse og tilsyn.Disse fremstød var rettet mod alle slesvig-holstenske privatsparekasser, men fik en ekstra, nationalt betænkelig dimension for de dansk-dominerede institutter; kun en storstiletomdannelsesaktion under ledelse af H. P. Hanssen, der gjorde de allerfleste danske kasser til GmbH'er (selskaber med begrænset ansvar), sikrede disse bastioner for danskheden.De var herefter så temmelig urørlige, men de følgende års oprettelse af store kredssparekasser med offentlige konti, filialnet og tidssvarende kundebetjening medførte

en overmægtig konkurrence for de små private sparekasser. Det forekommer sandsynligt,
at netop de danske kassers forældede forretningsgang var afgørende for deres aftagende
betydning for kreditgivningen i de sidste år før den første verdenskrig.

Integreringen i den danske økonomi efter genforeningen skete ikke smertefrit, og sparekasserne måtte afgive terræn til banker og kreditforeninger. Kasserne måtte søge sammen, og i de senere år er koncentrationstendenserne slået kraftigt igennem. Den sene omtale i dette tidsskrift åbner mulighed for at understrege udviklingen: Endnu ved bogens fremkomst i 1970 var der 23 selvstændige sparekasser tilbage i landsdelen, i dag (1976) blot otte.