Christian Degn: Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel. Gewinn und Gewissen: Neumünster, Karl Wachholtz Verlag, 1974. 559 s., ill. 58 DM.

Med sine henved 540 store og tættrykte tekstsider er den statelige og gennemillustrerede bog i mere end en forstand et storværk. Det behandler økonomiske, sociale og ndshistoriske igennem en periode på mere end hundrede år; og selvom det geografiske tyngdepunkt er Europa, Vestafrika og Vestindien, inddrager forfatteren også Indien, Sydamerika og De forenede Stater i sin fremstilling. En sådan bredde i tema, tid og rum stiller krav, som en anmelder kan have vanskeligt ved at honorere; og også en genrebestemmelse af værket rejser, som det vil ses, visse problemer.

Forfatteren er professor i historie ved universitetet i Kiel; og han er i forvejen vel kendt blandt danske fagfæller for sin Orla Lehmann-disputats fra 1936, for sit afsnit om perioden 1773-1830 i »Geschichte Schleswig-Holsteins« og for sine studier over det 18. århundredes agrarhistorie. Sin interesse for Schimmelmannfamilien og dens oversøiske

aktiviteter har han i de senere år markeret i en række mindre forstudier til det foreliggendeværk.

Værkets bredde afspejler forfatterens eget udgangspunkt: en følelse af et historisk medansvar for deportationen, af femten millioner slaver fra Afrika til de amerikanske plantager og for deportationens sociale og politiske følger. Som historiker har Christian Degn villet søge de bagvedliggende holdninger og motiver, spændende fra kyniske kommercielle bevæggrunde til humane og etiske reaktioner. I sin søgen efter viden om forholdet imellem det materielle og det ideelle - imellem undertitlens »Gewinn« og »Gewissen« - har han som analyseobjekt valgt den danske slavehandel og slaveriet på de danske øer i Vestindien; og såvel fortroligheden med Schimmelmannmiljøet som afgrænsningen af analyseobjektet må karakteriseres som en styrke ved bogen. Selvom dansk slavehandel og plantagedrift målt med europæisk alen unægtelig var beskeden, så genfinder man ikke desto mindre så godt som alle de aspekter og problemer, som vi møder i de større staters slavehandel og plantageøkonomi. Det må fremhæves som en hensigtsmæssig og frugtbar afgrænsning; og med den har Christian Degn tilvejebragt en afgørende forudsætning for at kunne gennemføre sin bredt anlagte undersøgelse.

Værket er baseret på såvel trykt som utrykt materiale. Forfatteren har udnyttet arkiverne i København og på Gottorp, samt Schimmelmannarkivet fra Ahrensburg og de social- og missionshistorisk righoldige samlinger i Hernnhut. Den fjorten sider store og tættrykte litteraturoversigt demonstrerer forfatterens belæsthed og hans kendskab til også den senest udkomne danske litteratur.

Fremstillingen er bygget op over to centrale personer i det 18. århundredes danske historie, Heinrich Carl Schimmelmann og hans søn Ernst Schimmelmann. I den første del af bogen behandler Christian Degn det økonomiske imperium, som den ældre Schimmelmann opbyggede i den korte årrække fra sin ankomst til Danmark i 1761 og til sin død i 1782. Imperiets grundpiller var godserne Wandsbeck og Ahrensburg i Holsten og Lindenborg i Jylland, geværfabrikken i Hellebæk, sukkerraffinaderierne i København og plantagerne i Vestindien; og han viser, hvorledes Schimmelmanns position yderligere blev styrket gennem stillingen som skatmester, som chef for banken og som fortrolig rådgiver for de skiftende politiske magthavere, samt gennem direktionsposter og aktiebesiddelser i flere af de store handelskompagnier. Meget instruktivt demonstrerer Christian Degn det økonomiske kredsløb imellem godser, fabrikker og plantager; og skildringen gør det muligt i hovedtrækkene at følge lensgrevens vidtforgrenede dispositioner. Dansk historie savner endnu mærkbart en monografisk fremstilling af Heinrich Carl Schimmelmann og hans politiske og økonomiske virke. Med de forbehold, som skyldes værkets sigte, må Christian Degns fremstilling karakteriseres som den bedste og mest indgående skildring, vi har, af det 18. århundredes største danske økonomiske enkeltforetagende og dets grundlægger.

Hermed er grundlaget samtidig blevet tilvejebragt for undersøgelsen af dobbeltheden - de økonomiske interesser og de ideelle hensyn - hos sønnen Ernst Schimmelmann. Størstedelen af arven efter skatmesteren var blevet båndlagt i 1782 som et fideikommis under Ernst Schimmelmanns bestyrelse; både som privatmand og som finans- og kommerceminister kom han derfor til at skulle tage stilling til slavehandel, til plantagedrift og til slaveriet som institution; og denne problematik er temaet i bogens anden halvdel.

Fremstillingen af slavehandelsforordningen af 16. marts 1792 kan næppe karakteriseres som i hovedtrækkene ny; men på grundlag af nyt materiale har forfatteren kunnet tilføredet eksisterende billede nuancer. Grundlæggende ny, derimod, er den velskrevne fremstilling af Schimimelmanns forsøg på at omdanne familiens vestindiske plantager til mønsterbrug, hvor rovdriften på arbejdskraften og kostbare nytilførsler af slaver skulle

afløses af en mere human behandling af plantageslaverne, og dermed af større fertilitet og af »selvforsyning« med arbejdskraft. På dette område fremlægger forfatteren nyt og interessant materiale. Det drejer sig især om korrespondancen med svogeren og fideikommisinteressentenFritz Reventlow om såvel de praktiske som de mere principielle aspekter, og med den økonomisk ansvarlige og erfarne inspektør John Brun på plantagernei Vestindien. Denne debat er fremlagt og analyseret på baggrund af den samtidige internationale abolitionistdebat; og på en række punkter peger forfatteren på paralleller til de samtidige agrarreformer i Danmark og Nordtyskland og til statsmagtens forsøg på gennem mønsterreformer på krongodset at overbevise godsejerne om reformernes hensigtsmæssighed.

I sin vurdering af Ernst Schimmelmanns bevæggrunde for ophævelsen af negereksporten fra Afrika og for plantagereformerne er Christian Degn tilbøjelig til at tillægge de humane motiver større betydning end de økonomiske. Det er dog et spørgsmål, om materialet kan bære denne konklusion; og den er da også blevet anfægtet af en mere kyndig anmelder, jvf. Svend E. Green-Pedersens recension i the Scandinavian Economic History Review 24:1, 1976. Denne indvending forringer dog ikke værdien af skildringen af statsmanden og mennesket Ernst Schimmelmann. Også for hans vedkommende savnes stærkt en monografisk skildring. Mange har beskæftiget sig med sider af hans biografi. Trods et efter danske forhold både betydeligt og righoldigt materiale har ingen imidlertid forsøgt at give en sammenfattende skildring; og med det samme forbehold, som gjaldt skildringen af skatmesteren, må fremstillingen af Ernst Schimmelmann fremhæves som den hidtil bedste og mest indgående.

Som allerede nævnt rejser en anmeldelse af et værk af denne karakter en række problemer. For en del skyldes det værkets bredde; men også en genrebestemmelse er vanskelig. Det er nemlig ikke udelukkende faghistorikeren Christian Degn, vi møder; og det er næppe i første række faghistorikerne, han henvender sig til. Sigtet med værket har klart været bredere; og målet har været at give en i ordets bedste mening populær fremstilling af et både omfattende og aktuelt emne. Af samme grund vil en traditionel faglig anmeldelse derfor næppe heller være på sin plads. Faghistorikeren vil utvivlsomt sine steder foretrække flere og mere præcise referencer, snarere end summariske henvisninger til arkivgrupper; han vil formentlig i ringere grad føle sig tiltrukket af de ofte meget brede baggrundsskildringer og af de lange citerende passager; og de kulturhistoriske og eksotiske ekskurser om kammermohrer på holstenske herresæder og farverige kreolherskere på Haiti kan gøre det vanskeligt at fastholde hovedlinierne i værket. Endelig rejser den hyppige brug af karakteriserende eksempler fra regnskaber og journaler en række ikke diskuterede spørgsmål om de valgte eksemplers repræsentativitet og om, hvorvidt det ville have været muligt at foretage en mere indgående analyse. Da værkets sigte imidlertid har været andet og mere end en snævert faglig fremstilling, bør disse betragtninger blot opfattes som nødvendige konstateringer i en anmeldelse i et fagtidsskrift. Frem for alt er det glædeligt, at en faghistoriker vil og kan give en engageret og fængslende fremstilling for en større læserkreds af den historiske baggrund for et stort og vedkommende

For dansk historie rummer værket mange kvaliteter. Det føjer meget og værdifuldt nyt til det eksisterende billede af den ældre og den yngre Schimmelmann; det giver den første samlede fremstilling af det økonomiske grundlag for familiens position; og det giver en kyndig indføring i slægtens miljø. Det er yderligere en kvalitet, at forfatteren så let og übesværet bevæger sig henover de moderne statsgrænser, som i så høj grad har haft en tendens til at sætte skranker for forskningen; og i værket fremtræder monarkiet som den økonomiske og kulturelle enhed, det på så væsentlige områder var. Endelig

skylder man forfatteren tak for, at han på et af hovedsprogene så kompetent har fremlagtvæsentlige sider af det 18. og det tidlige 19. århundredes danske økonomiske og socialehistorie. »Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel« er et velkomment og respektindgydende bidrag til dansk historie i dette tidsrum.