Peter Burke: Venice and Amsterdam. A study of seventeenth-century elites. Maurice Temple Smith, London, 1974. 154 s. £ 2.75.

Arbejdet rummer en sammenlignende analyse af eliterne i Venezia og Amsterdam 1580-1720.Udgangspunkt analysen er Vilfredo Paretos begrebsapparat og typeinddeling, der uden videre adopteres som velegnet til formålet. Hensigten er på dette grundlag at beskrive de to byers eliter under såvel en økonomisk som en politisk og kulturel synsvinkel.Til den venetianske elite henregnes doger og procuratori di S. Marco (statuslaget lige under dogerne), i alt 244 mænd i perioden som helhed. Amsterdams elite omfatter borgmestreog

mestreogmedlemmer af byens råd, i alt 319 personer i det behandlede tidsrum. Analysegruppenomfatter således i alt 563 personer. I en række kapitler undersøges gruppernes struktur, rekruttering, politiske funktioner, økonomiske grundlag, livsstil, holdninger og normer samt medlemmernes rolle som mæcener og deres oplæring af den unge generation - de unges socialisation, som Burke foretrækker at benævne det. I det afsluttende kapitel behandles de ændringer i de nævnte forhold, der skete i periodens løb. Det konkluderes,at der i begge eliter skete et attitudeskift - fra en »entrepreneur«- til en »rentier-holdning - i periodens løb. Dette indtraf i Venezia i begyndelsen og i Amsterdam i slutningen af 1600-tallet.

Forfatteren beskriver sin metode som kollektivbiografisk. Denne metode kan kun føre til bæredygtige resultater under én af to forudsætninger: enten må alle relevante oplysninger foreligge om samtlige medlemmer af analysegruppen - her 563 personer - eller også må det kunne afgøres, i hvilken udstrækning den gruppe, hvorom de relevante oplysninger foreligger, er repræsentativ for gruppen som helhed. Ingen af disse forudsætninger er opfyldt i dette tilfælde. Burke betoner selv informationsgrundlagets ufuldstændighed, og han anstiller ingen som helst seriøse overvejelser over repræsentativitetsproblemet. Hans metode er derfor ikke kollektivbiografisk, men består i dristige generaliseringer på grundlag af nogle få oplyste tilfælde. Denne helt afgørende metodiske brist bevirker, at hans konklusioner hviler på et uakceptabelt løst grundlag.

I lyset heraf er arbejdets øvrige svagheder nærmest uden interesse, selv om de såmænd er talrige nok. Eksempelvis savner man en fornuftig begrundelse for den sammenlignende approach; arbejdets resultater dokumenterer nemlig ikke nødvendigheden af den noget søgte sammenligning af de to byers eliter. Komparation synes dog noget nær en besættelse hos forfatteren - selv ikke kinesiske mandariner og Yurok-indianere går ram forbi. Til gengæld lægger han ikke megen vægt på konsistens i argumentationen, der den ene gang efter den anden glider, så han ved afslutningen af en tankerække har fjernet sig milevidt fra dens udgangspunkt.

Burke har slået ikke mindre end to moderigtige fluer med ét smæk: han har ikke blot studeret eliter, men har også kompareret dem. Arbejdet er dog så stærkt præget af manglende grundighed, bristende metodisk stringens og inkonsistent argumentation, at hans resultater nærmest er uden interesse. - Forfatteren karakteriserer overbærende den ældre socialhistorie som »the old curiosity shop«. Man finder sig dog ulig bedre tilpas i denne antikivitetshandel end i Burkes modebutik: I den førstnævnte har man dog immervæk mulighed for at finde gedigne gamle kvalitetsting.