Carl-Johan Bryld: Hans Svane og gejstligheden på stændermødet 1660. Odense University Studies in History and Social Sciences. Vol. 16. Odense University Press, Odense, 1974. 165 s. Kr. 30 +moms.

Financieret af universitetets publikationskonto har man i de senere år ved Odense universitet udgivet en række specialeafhandlinger i uprætentiøs form, nemlig som maskinskrevet offset-tryk. Hvad der herved tabes i æstetisk henseende vindes til gengæld ved, at den betydelige mængde forskning, ofte af meget høj kvalitet, som de studerendes specialer udgør, herved bliver tilgængelig for en bredere kreds end ved de andre universiteter, hvor afhandlingerne som regel blot arkiveres.

Egentlig skulle man ikke tro, at der var meget mere at sige om statsomvæltningen i 1660, end hvad den hidtidige, efter danske forhold meget omfattende forskning, allerede har afsløret. Men Carl-Johan Bryld viser i sin specialeafhandling, at gejstlighedens rolle hidtil er blevet utilfredsstillende belyst. Forfatterens metode er for så vidt traditionel, som han ved en minutiøs kildekritisk analyse af især de berettende kilder, samt en registrering af hvilke dokumenter de enkelte medlemmer af præstestanden har underskrevet, søger at nå til en vurdering af gejstlighedens mål og midler under og efter stændermødet.

Den kildekritiske analyse giver bl. a. grundlag for at fastslå, at de dokumenter, som Niels Slange anfører i sin Suverænitetshistorie fra 1720, bl. a. det berømte kongebrev til Hans Nansen og Hans Svane 26/9 1660, må være falske. Derimod accepterer forfatteren beretningen om mødet i bispegården o. 1. oktober, hvor idéen om indførelse af arvekongedømmet første gang blev bragt på bane, hvorved biskop Hans Svanes rolle som initiativtager bekræftes. Derimod synes den menige gejstlighed ikke at have været særlig ivrig for politiske reformer. Dens hovedmål var en forbedring af præsternes katastrofale økonomiske situation, bl. a. ved en reduktion af adelens patronatsret og tiendefrihed, samt ved en beskatning der var lige for alle. Og til at opnå dette mål var kongemagten den eneste mulige støtte. På møderne den 8. oktober var det dog tilsyneladende først efter megen diskussion, at gejstligheden tilsluttede sig borgernes forslag om indførelsen af arveriget.

Specielt Hans Svanes politiske mål og taktik beskriver Bryld ud fra en detaljeret analyseaf nogle notater, som Ribekapitularen Ludvig Pouch nedfældede på udvalgsmødet den 14. oktober, hvor man skulle udtale sig om de forfatningsmæssige konsekvenser af indførelsen af det arvelige monarki den foregående dag. Forfatteren mener, at Svane ved

mødets begyndelse foreslog, at hele det komplicerede forfatnings- og privilegiespørgsmål blev overladt til kongen til dennes suveræne afgørelse. På grund af kompakt modstand herimod førte Svane bevidst debatten ind på en detaljeret diskussion af især adelens privilegiermed det forudsete resultat, at alle blev voldsomt uenige, og da mødet nærmede sig det kaotiske, kunne Svane gennemføre sin egen politik, nemlig den fremgangsmåde han var startet med at foreslå, som værende det eneste mulige kompromis. Der synes dog at være en enkelt brist i denne ellers så besnærende logiske fremstilling, idet Svane iflg. mødereferatet (s. 72) selv skal have foreslået, at efter håndfæstningens kassation skal »noget nyt« oprettes, og dette kan vel nok betyde, at Svane faktisk har ment, at udvalget skulle udarbejde en form for forfatning.

Med Carl-Johan Brylds bog er nogle af brikkerne i mosaikken faldet på plads, men
heldigvis for den historiske forskning omkring statsomvæltningen er der mange spændende
brikker tilbage.