Wolfgang Wippiermann, Faschismustheorien. Zum Stand der gegenwärtigen Diskussion, 2. oplag. Erträge der Forschung Band 17, Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt,

I de sidste år har interessen for den europæiske fascisme som politisk-historisk fænomen været tiltagende, og litteraturen til emnet er nærmest blevet uoverskuelig. Enhver, som beskæftiger sig med fascismens teoretiske aspekter vil derfor have gavn af Wippermanns lille håndbog, som kan siges at være det første forsøg på at inddele, klassificere og formidle de vigtigste fascismeteorier. På en - i betragtning af emnets kompleksitet - forbavsende letforståelig og klar måde og med megen definitorisk sikkerhed gør Wippermann rede for de forskellige teorier.

Først skildres det klassiske - om man vil: »doktrinære« - kommunistiske fascismebegreb (kap. 11/l), den såkaldte »agentteori«, der blev præciseret af Dimitroff i 1933 og som for de kommunistiske landes vedkommende stadig er relevant. Derefter analyserer Wippermannde »kritisk-marxistiske« teorier, d.v.s. den »kritiske skoles« fascismebegreb (kap. U/2). Et helt kapitel bruges til Wilhelm Reichs socialpsykologiske forklaringsmodel (kap. 111/l), ligeledes på den kolde krigs (vesttysk-amerikanske) totalitarismeteori (kap. IV), og på de teoretiske implikationer i Ernst Noltes værk (kap. V). Wippermann er den første, som analyserer den såkaldte »moderniseringsdoktrins« fascismeteori (kap. VI). Denne skole af amerikanske økonomiske historikere (Lipset, Organski, Barrington-Moore) har forsøgt at definere fascismen som et politisk fænomen i den oprindelige akkumulationsproces(kap. VI). I et særkapitel undersøger Wippermann de fascismeteoretiske komponenteri den vesttyske diskussion om kontinuitetsproblematikken i den tyske historie fra Bismarck til Hitler (kap. VII). Spørgsmålet om, hvorvidt den første rigskanslers inden- og udenrigspolitik banede vejen for den sidstes, bliver for tiden ivrigt diskuteret, specielt i Helmuth Bohmes og Hans-Ulrich Wehlers værk. Begge har de konstateret en del vigtige

historiske konstanter i det »andet« og det »tredie« riges politiske fremtoning, specielt den massive sociale undertrykkelse (som blev parret med en aktiv socialpolitik) og den imperialistiske ekspansion (der hvilede på de enten undertrykte eller pacificerede massersindforståelse) hvilket resulterede i en stabilisering af de bestående socioøkonomiske strukturer. Bogens sidste kapitel er et forsøg på at lægge op til en diskussion om problemetmed at formulere en almen og stringent fascismeteori (kap. VIII).

Wippermanns lille bog er et vellykket og nødvendigt bidrag til fascismeteorien, men
den er mere end en nyttig lille håndbog, nemlig et indlæg i den aktuelle debat.