James Cavallie: Från fred till krig. De finansiella problemen kring krigsutbrottet år 1700. Studia Historica Upsaliensia 68, Kristianstad, 1975. 316 s.

Mens hovedtrækkene i Sveriges diplomatiske og militære handlingsmønster omkring Den store nordiske Krigs udbrud findes fyldestgørende behandlet i litteraturen, har man hidtil savnet en grundig og veldokumenteret redegørelse for den svenske oprustnings finansiering. Herpå er der nu rådet bod med den svenske arkivar, James Cavallies afhandling, der omfatter mobiliseringsperioden fra august 1699 til hovedstyrkens landgang på Sjælland i juli 1700, og som er udarbejdet inden for rammerne af Uppsala-projektet »Sociala och statsfinansiella problem i 1600-talets svenska samhålle«. Af de øvrige deltagere i dette forskningsprojekt, der allerede har manifesteret sig i en række værker om det 17. årh.s krigsfinansiering, har hidtil kun Hans Landberg beskæftiget sig med de finansielle problemer i forbindelse med omstillingen fra fred til krig, nemlig i sine arbejder om Sveriges forberedelser 1654-55 til krigen mod Polen (jvnf. HT 12:V, s. 249 f. samt Bind 75, s. 248 f.).

Straks i bogens indledning tager Cavallie stilling til Landbergs resultater, som han finder repræsentative for størstedelen af den svenske stormagtstid. Derimod karakteriseres mobiliseringssituationen i 1699/1700 som unik, fordi Sverige nu ikke blot rådede over en stående hær af betydelige dimensioner, men også over et antal allerede hvervede regimenter, hvis underhold finansieredes ved kronens regelmæssige indtægter fra Østersø-provinserne; i modsætning til tidligere havde man desuden pengereserver at tære på. Trods langvarig misvækst i slutningen af 1690'erne var Sveriges finansielle stilling omkring rhundredskiftet uproblematisk.

Disse sammenlignende synspunkter, der i indledningen fremtræder som en apriorisk konstatering, gentages som undersøgelsens hovedresultat i slutkonklusionen. De burde vel derfor have været forbeholdt denne. Nu opnår forf., at hans hovedproblemstilling, der formuleres umiddelbart efter indledningens karakteristik af situationens problemløshed,og som angives at tage sigte på en undersøgelse af de finansielle problemer i den stipulerede mobiliseringsperiode, kommer til at virke urimelig uinteressant. Heldigvis vækkes læserens forventning dog til live igen, da der også skitseres en ledsagende problemstilling,som

blemstilling,somsærligt retter opmærksomheden mod det centrale finansbureaukratis rolle i mobiliseringsperiodens beslutningsprocesser. Dette aspekt af undersøgelsen gennemføresparallelt med den øvrige - hovedsageligt kronologisk disponerede - analyse, men dets resultater sammenfattes i en særskilt konklusion (kap. XIII), der i omfang lige overgår den meget kortfattede slutkonklusion (kap. XIV). Har doktoranden været nervøs for at præsentere en bog på 13 kapitler?

Selv om bogen ikke er helt så veldisponeret, som mange af de nyere svenske doktorafhandlinger synes at være det, må det dog slås fast, at den har stor videnskabelig tyngde ved sin minutiøse og alsidige fremstilling af de finanstekniske drøftelser og forholdsregler, hvormed man søgte at imødekomme de - stort set overskuelige - militære behov, som opstod på de forskellige stadier af mobiliseringsprocessen. Afhandlingen hviler på et særdeles omfattende kildegrundlag, og de enkelte kapitlers delkonklusioner forekommer veldokumenterede. Overbevisende virker også forf.s hovedresultat, der rammer en pæl gennem Eli F. Heckschers - og den hidtil herskende - opfattelse, at mobiliseringen førte til finansiel krise og forvirring. Oprustningen kunne i alt væsentligt bæres af de ved thesaurering akkumulerede pengereserver, af de übundne statsindtægter (som Riga-tolden) og af den ekstraordinære krigsbeskatning (kontributionen); den nødvendiggjorde ikke - som hævdet af Fr. Lagerroth - at man forgreb sig på de regulære indkomster, der var afsat til civile formål.

Af stor interesse er også analysen af finansforvaltningens rolle i mobiliseringsperiodens beslutningsprocesser. Det fremgår, at Statskontoret og Kammerkollegiet gennem deres fælles præsident, Fabian Wrede, havde den dominerende indflydelse på de spørgsmål, der lå inden for deres eget sagsområde, ja at Statskontoret i flere tilfælde vovede at modsætte sig den enevældige konges ordrer om udbetalinger til krigskassen. Denne stærke position, der også kom til udtryk i Wredes forsøg på ved sine overdrevent pessimistiske beretninger at afholde Karl XII fra at indlede krigen mod Danmark, forklares af forf. med, at de nævnte institutioner havde monopol på den finanstekniske sagkundskab, og at hverken kongen eller den militære overkommando derfor kunne rejse sagligt begrundede indvendinger mod deres vurdering af den finansielle situation. Selv om afhandlingen kun dækker et begrænset ressortområde, er den ikke desto mindre et vigtigt bidrag til belysning af spørgsmålet om bureaukratiets rolle i enevældens politiske system, et spørgsmål som på det seneste har indtaget en fremtrædende plads i den internationale - og ganske særligt den marxistisk inspirerede - absolutismeforsknings problemkatalog.