W. Montgotnery Walt: The Formativc Pcriod of Islamic Thought. Edinburgh, at the University Press 1973. XII + 424 s. £ 5.00.

Denne bog er en moderne afløser af D. B. Macdonald's nu meget bedagede fremstilling af muhammedansk teologi og filosofisk tænkning. Med stor lærdom har forfatteren sammenfattet sine egne, vidtspændende studier og resultaterne af andre forskeres kildestudier, M. Allards, Cl. Cahens, H. Laousts, W. Madelungs, E. Ladewig Petersens o.a. Bogens første halvdel behandler den politiske baggrund for de tidligste, sekteriske afvigelser, anden halvdel mu'tazilismens (den teologiske rationalismes) indflydelse og sunnismens (ortodoksiens) konsolidering, der betragtes som afsluttet 950.

Bogen kommer højst betimeligt, og den er übestrideligt et hovedværk indenfor sit felt; den burde endda være blevet håndbogen for vor generation. Skade blot, at forf. har forsøgtat forbinde sin fremstilling af det historiske begivenhedsforløb med den islamiske teologis og filosofis systematiske opbygning. Han vil isolere Islam fra førislamiske hellenistiskeog iranske indflydelser ved at forklare næsten alt som resultat af elementer, som

var immanent tilstede i Islam selv eller afledt af beduin-fortiden. Denne fremgangsmåde ville måske gøre fyldest overfor et lukket, skolastisk system, men ikke som her overfor Islam, anskuet i sin historiske sammenhæng. Det forudsætter, om så var, at koranen a priori godtages som enhed uden historisk forbindelse. (løvrigt kunne man nok ønske sig en undersøgelse, som kunne lokalisere jødiske og kristne citater, lån og genklange). »Deep-rooted Arab suspicion of everything non-Arab« (s. 205) giver ingen mening i denne sammenhæng, og på den anden side kan de tidlige religiøse partier og kætterier heller ikke blot tolkes som udslag af politiske dogmer. De dogmatiske diskussioner med jøder og kristne ved umayyadernes og abbasidemes hoffer lader sig ikke bortforklare; de viser, at »ideas have legs«, og iøvrigt mødte sekterne - bortset fra de mest esoteriske - ikke op med ledere og programmer indenfor fast afstukne rammer. Det giver naturligvis forklaringenpå den dunkelhed, som omgiver adskillige sektnavne - ofte øgenavne - således som det også fremgår af bogen. løvrigt kunne man have forventet, at professor Watts egen grundholdning havde ført ham frem til en fortolkning af begreberne shi'a (følgen-på-vej) og rafida (foragtere) som betegnelser for det alidiske parti, først i samarbejde med de øvrige Hashimider (medlemmer af profethuset) og senere som skuffede modstandere af abbasidemes regime.

Det var en let sag at indføre monoteismen i koranen, men det implicerede uundgåeligt problemer, som den kristne kirke allerede havde måttet tage stilling til. Meget snart måtte man slå bro over dualismens kløfter - skabt-uskabt, timeligt-evigt, Gud-menneske, vilje-ikke vilje, godt-ondt, frelse-fortabelse - ved hjælp af subtile forklaringer, som er rent spekulative - og ikke politiske, selvom de stundom fik politiske konsekvenser — og som til forveksling ligner de allerede kendte. Og lån fordrer som bekendt færre anstrengelser end opfindsomhed. Symptomatisk er forf.s oversættelse af zandaqa ved »irreligiøsitet« (s. 171). Det iranske udtryk zand, gnosis, dækker efter alt at dømme over en bred skala af dualistiske kætterier, som nu omgav den nye, semitiske statsreligion. Det var da heller ikke blot suji'erne (mystikerne), som modtog impulser ad denne vej. Ingen vil benægte, at Islam meget tidligt præsenterede en »monolithic facade« (s. 67) takket være et noget udefinerbart »centralparti«, som førte frem til sunnismen. Hovedparten af sit program skyldte det blot umayyademe; at det selv indså det, da det var elimineret som politisk trussel, fremgår af den nostalgiske umayyade-kult efter befæstelsen af abbasidestyret. I det hele taget er det vanskeligt at erklære en idé for død på dette eller hint tidspunkt, men også at udtale sig om, hvornår den kom til verden; ethvert rettroende princip kan have leve længe, før det kommer op til overfladen.

Sammenfatningsvis kan det naturligvis være forskningsmæssigt frugtbart i en vis udstrækning at leve sig ind i en anden kulturs særpræg, men identificerer man sig helt eller delvis med den, fører det frem til et punkt, som udelukker objektiv vurdering, og som truer med at svigte gamle, vestlige forskningsnormer. Forfatterens lovprisning (s. 135 og 137) af, at Islam undgik »undue (or excessive) moral earnestness«, viser, at det kræver et ganske langt skridt at bevæge sig fra en kultur til en anden.