|
Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 4 (1977) 1FORMIDLINGEN MELLEM HISTORIEFILOSOFI OG HISTORIEVIDENSKAB I WILHELM DILTHEYS 'KRITIK DER HISTORISCHEN VERNUNFT'*AF Bernard Eric Jensen Wilhelm Diltheys forfatterskab er både stort og rigt facetteret, men udgør ikke en afsluttet eller helstøbt enhed. Tværtimod har det et meget fragmentarisk præg. Ingen af de større opgaver, Dilthey tog op og bearbejdede, blev ført til ende. Det gælder hans ånds- og videnskabshistoriske studier såvel som de erkendelsesteoretiske og videnskabsfilosofiske analyser. I sine senere år var han selv meget plaget af forfatterskabets fragmentariske karakter, men forklaringen herpå må ikke kun søges i Diltheys evner og personlighed, selvom disse selvfølgelig udgør vigtige momenter. Hans interesser og problembevidsthed var utroligt omfattende, og forklaringen må også søges i størrelsen og kompleksiteten af de opgaver, han behandlede; disse var dengang såvel som nu påtrængende og af en virkelig fundamental karakter. Når Diltheys arbejde med en kritik af den historiske fornuft her skal anskues som et forsøg på en formidling mellem historiefilosofi og historievidenskab, er der flere begrundelser for dette. Denne synsvinkel anlægges ikke kun for at relatere Diltheys tænkning til et problemkompleks, der måske mere umiddelbart vil kunne påkalde historikeres interesse. Mere fundamentalt udtrykker titlen en tese om intentionalitetenbag centrale dele af Diltheys arbejde, og det primære sigte er at fremlægge en skitsemæssig rekonstruktion af hans selvforståelse. Der kan være grund til at præcisere meningsindholdet af termen 'formidling' (teknisk: mediation),da den her anvendes i en mere hegeliansk betydning. Her betyder formidling:at overvinde eller ophæve konflikten mellem to modsætninger gennem en højere integration, og således forstået har termen 'formidling' et vist betydningsfællesskabmed dagligsprogsudtryk som at mægle eller at forsone. Titlen skal såledesgive udtryk for den opfattelse, at centrale dele af Diltheys tænkning må forståspå baggrund af og som et forsøg på at overvinde konflikten mellem historiefilosofiog * Følgende er en lettere omarbejdning af et foredrag holdt i Historisk Samfund i marts 1975. Ved henvisninger til Diltheys Gesammelte Schriften, (forkortet: GS), 1914 ff. angiver romertal bindet og årstallet publikations/affattelsesåret. Side 116
filosofioghistorievidenskab i det 18. og 19. årh. Selve problemkomplekset omkring en formidling mellem historiefilosofi og historievidenskab rummer desuden en central udfordring for nutidens historieteoretiske og realhistoriske forskning. Skal faghistorisk forskning virkelig have betydning for mere end den human- og samfundsvidenskabeligesubkultur, som den tilhører, må denne udfordring tages op, således at mere historiefilosofiske perspektiver kommer til at præge sigtet med den faghistoriske forskning. Diltheys tænkning forstået i sammenhæng med de historiefilosofiske og historievidenskabelige traditioner har endnu ikke været gjort til genstand for grundigere analyser. Ofte forstås Dilthey blot som en central figur i historiefilosofiens forfaldshistorie; det vil sige, at hans tænkning tolkes som en atrofiform af den historiefilosof iske tænkning.1 Min tolkningstese står i modsætning hertil, da den hævder, at Dilthey ikke slet og ret opgav historiefilosofien, men faktisk søgte at fastholde centrale historiefilosofiske problemstillinger. Det var ikke de historiefilosofiske problemstillinger som sådan, men den måde på hvilken historiefilosofierne havde søgt at løse dem, Dilthey skarpt kritiserede. Hans tænkning er også blevet tolket som blot en forfinet tematisering og videreudvikling af den historistiske tradition inden for tysk historievidenskab.2 Min tolkningstese står også i modsætning hertil, da den udtrykker, at Dilthey ikke blot udbyggede og videreudviklede den historistiske tradition, men på centrale punkter var meget kritisk i sin vurdering af historismen, bl. a. fordi denne ikke ville beskæftige sig med vigtige historiefilosofiske Det er almindeligt at betragte den sekulære historiefilosofi som et kendetegn ved europæisk tænkning i det 18. og 19. årh., mens historiefilosofiens forfald ofte placeres i slutningen af det 19. årh. Oplysningstidens traditionskritiske tænkning og dens stræben efter virkeliggørelsen af menneskets autonomi prægede på forskelligmåde historiefilosofierne. I dette tidsrum, hvor man oplevede drastiske kriser og dybtgående forandringer, var det blevet et påtrængende problem at forstå, hvad udvikling og forandring egentlig var. Samtidig fordrede ideen om menneskets autonomi en klarlæggelse af, om og hvorledes mennesket kunne blive herre over den historiske udvikling. Det var bl. a. spørgsmål som disse, der blev behandlet af den historiefilosofiske tradition, og den var konfronteret med problemerne om at kombinere en retrospektiv analyse med et prognostisk perspektiv.3 Historiefilosofiernevar - som så meget andet i samtiden - præget af dannelsestanken. Måske kan man sige, at de var de mest prætentiøse formuleringer af denne idé, der forstodmenneskelivet og historien som en proces, gennem hvilken forudsætningerne for menneskets sande eksistens blev bragt tilveje. Som et enkelt eksempel på den historiefilosofisketænkemåde kan Kants forståelse af historiens gang nævnes. For Kant var historien en proces, hvor menneskene på grund af konsekvenserne af 1 Et eksempel er O. Marquard, Schwierigkeiten mit der Geschichtsphilosophie, 1973. 2 Et eksempel her er H.-G. Gadamer, Wahrheit und Methode, 3. udg., 1972. 3 Jf. J. Habermas, Zwischen Philosophie und Wissenschaft: Marxismus als Kritik, Theorie und Praxis, 4. udg., 1971, især s. 271 ff. Side 117
deres asociale
handlinger langsomt, men sikkert tvinges til at lade
fornuften råde Historiefilosofiernes umiddelbare kendetegn er, at de søger at bestemme historiens egentlige indhold, dens drivkræfter og formål ud fra filosofiske eller videnskabelige grundideer. Ofte spillede forventningerne til fremtiden ind, således at man søgte at blotlægge den logik og systematik, der måtte findes i historien, hvis man skulle være sikker på, at dens endemål blev virkeliggjort i fremtiden. Forskellene mellem historiefilosofierne er primært forskelle i bestemmelsen af historiens egentlige indhold og i forståelsen af udviklingens karakter, drivkræfter og endemål. Den historiefilosofiske tradition må forstås som en række storslåede og prætentiøse forsøg på at formulere en historisk helhedserkendelse, men netop deres meget spekulative og skitsemæssige karakter har gjort dem til et let bytte for skarpsindig og skeptisk kritik. Trods dette må det fremhæves, at de egentlig søgte at løse nogle væsentlige problemer. Historiefilosofierne kan forstås som alvorlige forsøg på at løse identitetsproblemet for mennesket eller grupper af mennesker gennem en artshistorisk helhedstolkning.5 Med dem skabtes nogle omfattende tolkningsskemaer, med hvilke der kunne gives svar på spørgsmål som: hvem er vi?, hvorfra er vi kommet?, hvor skal vi hen?, hvad skal vi gøre?, hvad er meningen med menneskelivet, med historien? Opblomstringen i den historiefilosofiske tænkemåde i det 18. og 19. årh. har mange årsager, men skal i hvert fald ses i sammenhæng med det fremadskridende opbrud fra de traditionelle kristne tolkningsskemaer, hvorved behovet for nye løsninger af identitetsproblemet var blevet påtrængende. Ofte gjorde historiefilosofierne også krav på at kunne identificere de handlingsmønstre og sociale grupper/institutioner, gennem hvilke historiens egentlige indhold kunne fremmes eller virkeliggøres. Med en vis ret kan man vel sige, at historiefilosofierne fastholdt oplysningstidens pragmatiske historieskrivnings livsnære og praktiske sigte, men samtidig hævede de afgørende prætentionsniveauet .6 Den historiefilosofiske tradition søgte at gøre historien gennemskuelig og ofte med det formål at kunne være handlings-orienterende i samtiden. Sigtet med den sekulære historiefilosofi var således ofte, at erkendelsen af fortiden skulle være vejledende og formidle udformningen af fremtiden. Det 19. årh. var også den periode, i hvilken den tyske historievidenskab for alvor blev opbygget og professionaliseret. Idag er det velkendt, at datidens historievidenskabpå mange måder var dybt præget af den historiefilosofiske tænkning.7 Men sådan blev situationen ikke forstået i samtiden. For hvis man skal finde konstituerendefællestræk for den tyske faghistorie, der langt fra udgjorde en homogen tradition, må de bl. a. søges i den afvisning af historiefilosofien, der var et gennemgåendeelement 4 Jf. I. Kant, Idee zu einer allgemeinen Geschichte in weltbiirgerlicher Absicht, Werke I Darmstadt), bd. 9, 1964, s. 33^-50. 5 Jf. J. Habermas, Über das Subjekt der Geschichte. Kultur und Kritik, 1973. s. 391 ff. 6 Kontinuiteten overses i nogen grad af R. Kosselleck i Historia Magistra Vitae. Über die Auflosung des Topos im Horizont neuzeitlich bewegter Geschichte, H. Braun & M. Riedel (red.), Natur und Geschichte. Karl Lowith zum 70. Geburtstag, 1967, s. 196-219. 7 Jf. eksempelvis E. Rothacker, Die Wirkung der Geschichtsphilosophie auf die neueren Geschichtswissenschaften, Rapports du XI Congrés International des Sciences Historiques, bd. 1, 1960, s. 1 ff. Side 118
nemgåendeelementi historikernes selvforståelse. Den blev formuleret klart i W. von Humboldts programmatiske og normdannende akademiforelæsning Vber die Aufgabe des Geschichtschreibers fra 1821, hvor opgøret med de historiefilosofiskekonstruktioner indtog en central plads, fordi de hævdedes at ødelægge en virkelig historisk erkendelse.8 Den ideologiske og metodiske afstand mellem historikeresom L. von Ranke og G. G. Gervinus var meget markant, men de kunne være fælles om at følge Humboldt i afvisningen af historiefilosofien, når faghistorienskulle afgrænses.9 Mens Ranke skarpt kritiserede især Fichtes og Hegels historiefilosofiske grundkonceptioner, var J. G. Droysen direkte inspireret af Hegelsforståelse af historiens dialektik og søgte at fastholde denne synsvinkel i sin forskning.10 Men når det drejede sig om klarlæggelsen af historieforskningens videnskabskarakter,dukkede afvisningen af historiefilosofien også op hos Droysen, der i 2. udg. af Grundriss der Historik fra 1875 var påpasselig med at betone, at hans lille grundbog ikke måtte forstås som en slags historiefilosofi.11 Mest velkendt er måske J. Burckhardts indledende og af Schopenhauer inspirerede karakteristik af sine såkaldte Weltgeschichtliche Betrachtungen: ... wir geben
vor allem keine Geschichtsphilosophie. Diese ist ein
Kentaur, Bag historikernes opgør med den historiefilosofiske tradition lå ofte en ideologisk afstandtagen og altid en metodisk modstilling af videnskabelig forskning og filosofisk spekulation. Historiefilosofierne var ofte præget af oplysningstidens traditionskritiske holdning, hvorimod den modsatte holdning var fremherskende i den del af den historiske skole, der bestod af Ranke og hans elever. I forordet til sit første værk Geschichten der romanischen und germanischen Volker fra 1824 skrev Ranke de velkendte ord: Man hat der Historie das Amt, die Vergangenheit zu richten, die Mitwelt zum Nutzen zukiinftiger Jahre zu belehren, beigemessen: so hoher Amter unterwindet sich gegenvvårtiger Versuch nicht: er will bloss zeigen, wie es eigentlich gewesen.13 Ikke uden ironi
formulerede Ranke på denne måde et videnskabeligt
program 8 Jf. W. von Humboldt, Werke (Darmstadt), bd. 1, 1960, s. 595 ff. 9 Jf. G. G. Gervinus, Grundziige der Historik, 1837, s. 61 ff. Jf. også E. Kesael, Rankes Idee der Universalhistorie, Beilagen, Historische Zeitschrift 178: 1954, $. 290 ff. Det drejer sig om Ranke-manuskripter fra 1830 erne og 40erne. 10 Jf. J. Rusen, Begriffene Geschichte. Genesis und Begrundung der Geschichtstheorie J. G. Droysens, 1969. 11 Jf. J. G. Droysen, Historik, 1937, s. 320. 12 J. Burckhardt, Gesammelte Werke (Darmstadt), bd. 4, 1956, s. 2. Deter et Burckhardt-manuskript, formentlig fra 1873. 13 L. von Ranke, Såmmtliche Werke, bd. 33, 1885, i. VII. Side 119
sofisketradition.Ranke-skolen, en af tysk faghistories mest betydningsfulde grupperinger,afviste at anskue historien ud fra en tagen for given fremskridtsidé og rettede i stedet opmærksomheden mod kontinuiteten, mangfoldigheden og individualiteten.Ideologisk var holdningen bevidst traditionsbevarende, og i politisk henseende skulle samtiden underordnes den organiske væksts autoritet. Bag den fælles afvisning af historiefilosofien, der var et konstituerende element i faghistoriens videnskabelige selvforståelse, lå en stillingtagen til konflikten mellem empiri og spekulation, der var blevet et påtrængende problem i det videnskabelige milieu efter den idealistiske filosofis epoke.14 Faghistorikernes afstandtagen fra den spekulative eller konstruktive erkendelsesmåde, der dannede grundlaget for de historiefilosofiske systemer, betød ikke i første omgang en blank afvisning af erkendelsens syntetiske karakter, selvom der blev rejst tvivl om værdien af abstrakte og universelle begreber, når den historiske mangfoldighed skulle forstås. Den egentlige historistiske form for kendsgerningspositivisme blev først almindelig henimod slutningen af det 19. årh. Men i konfrontationen og konkurrencen med den historiefilosofiske tænkning blev empirien (kilderne) og den filologisk-kritiske metode de væsenskendetegn, der blev fremhævet, når historieforskningens videnskabelighed skulle klarlægges og forsvares. Historiefilosofierne blev forstået som aprioriske og uvidenskabelige konstruktioner, der var udtryk for en dogmatisk forudindtagethed, og de var desuden etablerede uden kritisk behandling af det empiriske kildemateriale. I modsætning hertil blev det de kildekritiske og hermeneutiske problemer, der fremtrådte som de fremherskende temaer i de metodiske refleksioner inden for faghistorien. Selvom tysk historievidenskab klart distancerede sig fra de historiefilosofiske systemer, betød det ikke, at det erkendelsesmæssige prætentionsniveau i første omgang blev væsentligt sænket. Ønsket om en historisk helhedserkendelse bestod fortsat, og et universalhistorisk perspektiv blev på forskellig vis fastholdt i den faghistoriske tradition. Men i denne sammenhæng dukker det alvorlige metodiske problem op, som Gadamer har kaldt historismens forlegenhed i forholdet til universalhistorien.15 På grund af modsætningsforholdet til historiefilosofien havde faghistorien opbygget sin videnskabelige metodelære på grundlag af en filologisk-hermeneutisk teori. Men kan man med hermeneutiske redskaber behandle det egentlige historiske, altså den historiske sammenhæng, begivenhedernes samspil og virkninger? Kun under forudsætning af, at historien forstås som en slags tekst, kan hermeneutisk metode være adækvat som historieforskningens egentlige metodelære. I det mindste er dette en problematisk forudsætning og betegner i hvert fald en implicit apriorisk forudindtagethed i forståelsen af historien. I metodisk
henseende stod tysk historievidenskab således de fakto
over for alvorligeog 14 Jf. E. Rothacker, Einleitung in die Geisteswissenschaften, 2. udg., 1930. Det delvis samme problemkompleks er i de senere år blevet behandlet under betegnelsen: forholdet mellem kategori/teori og empiri. 15 Jf. Gadamer, anf. skr., s. 185 ff. Side 120
sen,dervar meget optaget af problemerne om historieforskningens metodologi og videnskabskarakter samt spørgsmålet om historievidenskabens praktiske betydning.Men hvis Droysens samtidsforståelse er nogenlunde korrekt, manglede hans fagfæller både en erkendelse af og interesse for disse problemer. I første bind af Jahresbericht der Geschichtswissenschaft fra 1878 publicerede han en forskningsoversigt over den nyeste historiefilosofiske litteratur. Indledningen til den var følgende: In den Kreisen derer, die in den historischen Studien ihren Beruf sehen, sind, wie es scheint, die Fragen nach dem Wesen ihrer Wissenschaft, nach ihrer Theorie und ihren Methoden, nach ihrem Verhåltnis zu anderen Gebieten menschlicher Erkenntnis, wenig beliebt. Vielleicht weil sie dem einen fiir unerheblich, dem andern fur seitabliegend gelten, dem dritten es geniigend erscheint, aus der eigenen wissenschaftlichen und Lebenserfahrung die fiir ihn endgiiltigen Anschauungen gewonnen zu haben. Und wenn die Meinung ausgesprochen wiirde, dass die Fiille und die Ergebnisse unserer historischen Forschungen, ihr sicheres und nach alien Richtungen hin riistiges Fortschreiten, den Beweis dafiir geben, dass sie auch ohne systematische Begriindung ihres Verfahrens, ohne sichere Umgrenzung ihres Gebietes das Ihrige leisten konnen, so wiirde es verwegen sein, das Gegenteil erweisen zu wollen.16 Droysen var ikke
selv overbevist og gav iøvrigt udtryk for sin
frustration over, at Da Droysens forskningsoversigt blev publiceret i 1878, var Dilthey filosofiprofessor ved universitetet i Breslau. Netop omkring dette tidspunkt havde han mange indgående diskussioner med sin adelige ven Paul Yorck von Wartenburg, en sønnesøn af feltmarskal von Wartenburg, hvis biografi Droysen havde skrevet, og da indehaver af godset Klein-Oels, der lå i Breslaus nærhed. Et centralt tema i deres samtaler var Dilthey s idé om en kritik af den historiske fornuft. I denne kritik ville han bl. a. søge at løse de problemer, hvis påtrængende karakter Droysen havde fremhævet. Udtrykket »Kritik der historischen Vernunft« benyttes af Dilthey selv, men er ikke titlen på et af hans mange skrifter. Når det ikke direkte indgik i en titel, skyldesdet formentlig, at det i samtiden ville have virket som om han placerede sig selv på niveau med Kant, grundlæggeren af den kritiske filosofi. Der er dog ingen tvivl om, at Dilthey selv forstod sit arbejde som en kritisk videreudvikling og omformningaf grundkonceptionen i Kants tænkning. Denne selvforståelse udtrykkes allerede i den 25. årige Diltheys dagbogsoptegnelser,17 og fra da af vendte han atterog atter tilbage til ideen om en kritik af den historiske fornuft. Dette udtryk benyttes i det følgende som en sammenfattende betegnelse for et centralt tema og 16 J. G. Droysen, Philosophic der Geschichte, Texte zur Geschichtstheorie, 1972, s. 66. 17 Jf. C. Misch (red.), Der junge Dilthey, 1933, s. 79 ff. Side 121
projekt, på hvilket han arbejdede størstedelen af sit liv, men som han aldrig fik afsluttet.Sigtet med projektet var en klarlæggelse og begrundelse af forudsætningernefor menneskets evne til at forstå sig selv samt det samfund og den historie, det havde skabt.18 Eller sagt på en anden måde: kritikken af den historiske fornuft skulle bidrage til at gøre mennesket, samfundet og historien gennemskuelig. Baggrundenfor, at Dilthey helligede sig dette projekt, må fremhæves, da dette arbejde ikke primært var styret af en fascination af nogle videnskabsfilosofiske problemer. Deres løsning blev kun forstået som et middel til et overordnet mål. Den egentlige motivation må søges ien markant krisebevidsthed hos ham.19 I begyndelsen af Einleitung in die Geisteswissenschaften (1883) beskrives baggrunden på følgende måde: Die Gesellschaft ist einem grossen Maschinenbetrieb vergleichbar, welcher durch die Dienste unzåhliger Personen in Gang erhalten wird: der mit der isolierten Technik seines Einzelberufs innerhalb ihrer Ausgeriistete ist, wie vortrefflich er auch diese Technik inne håbe, in der Lage eines Arbeiters, der ein Leben hindurch an einem einzelnen Punkte dieses Betriebs beschåftigt ist, ohne die Kråfte zu kennen, welche ihn in Bewegung setzen, ja ohne von den anderen Teilen dieses Betriebs und ihrem Zusammenwirken zu dem Zweck des Ganzen eine Vorstellung zu haben. Er istem dienendes Werkzeug der Gesellschaft, nicht ihr bewusst mitgestaltendes Organ. .. . Die Erkenntnis der Kråfte, welche in der Gesellschaft walten, der Ursachen, welche ihre Erschiitterungen hervorgebracht haben, der Hilfsmittel eines gesunden Fortschritts, die in ihr vorhanden sind, ist zu einer Lebensfrage fur unsere Zivilisation geworden.20 Født som præstesøn 1833 i Nassau og uddannet især i Berlin havde Dilthey oplevet den tiltagende erosion af de traditionelle strukturer og normer i forbindelse med fremkomsten af den konfliktprægede industrielle civilisation. Krisebevidsthed og en følelse af fremmedgjorthed i det moderne fragmenterede samfund var ikke noget særegent for Dilthey, men prægede mange intellektuelles produktion i denne periode; f. eks. spillede krisebevidstheden en afgørende rolle i Burckhardts historieforskning og fremmedgørelsestemaet var fremherskende i samtidens samfundsvidenskabelige tænkning. Dilthey adskilte sig dog fra sine samtidige ved den måde, han søgte at finde midler til en overvindelse af krisen. Da Heidelberghistorikeren F. C. Schlosser — i samtiden opfattet som Rankes store modpol - døde i 1861, var det Dilthey, der skrev nekrologen i Preussische Jahrbucher. Heri pegede han på Kants filosofi som den afgørende inspiration bag Schlossers historiesyn. Som det epokegørende; og samtidsrelevante i Kants historiefilosofiog Schlossers universalhistorie fremhævede han ideen om studiet af den historiske udvikling som kilden til en moralsk og praktisk livsanskuelse.21 Problemerneom 18 Jf. GS I, (1883), s. 116. 19 Jf. M. Riedel, Einleitung, W. Dilthey, Der Aufbau der geschichtlichen Welt, (Suhrkampudg.), 1970, s. 12-26. 20 GS I, s. 3-4. 21 GS XI, (1862), s. 139 ff. Side 122
merneommål og normer for menneskelig handlen var ligeledes emnet for Diltheys etik-disputats fra 1864,22 og hans projekt om en kritik af den historiske fornuft var på mange måder en videreførelse af arbejdet inden for dette interessefelt. Når han især rettede opmærksomheden mod humanvidenskaberne (Geisteswissenschaften),var det begrundet i den opfattelse, at samtidens krise var af social-politisk karakter og følgelig måtte humanvidenskaberne være de centrale, hvis krisens rsagerskulle og midlerne til dens løsning findes. Termen Geisteswissenschaft'har fået et lidt verdensfjernt præg. Derfor må det nævnes, at førend Dilthey gik over til at bruge denne term blev de samme videnskaber benævnt de moralsk-politiske videnskaber eller videnskaberne om det handlende menneske. Den senere tolkning af hans arbejde som primært værende åndshistorie og videnskabsfilosofi,ville have forbavset ham, da han selv forstod det som et bidrag til en livsnær,fremtidsrettet og praktisk filosofi. Denne selvforståelse kommer eksempelvis til udtryk i hans forelæsninger over etik fra 1890. Jede wahre
Philosophic muss aus ihren theoretischen Erkenntnissen
Prinzipien For Dilthey var forudsætningen for menneskers frie, bevidste og fornuftige kontrol over deres eget liv og fælles historie, at den historisk-sociale virkelighed blev gjort mere gennemskuelig. Skulle dette opnås, var der et markant behov for en historisk helhedserkendelse, en forståelse af de rekurrente mønstre (love) i menneske - og samfundslivet samt en klarlæggelse af forholdet mellem det faktuelle (er) og det normativt-ideale (bør). Hvis arbejdet med omformningen af samfundets ydre strukturer skulle blive en varig kilde til en bedre tilværelse, måtte det - hævdede han — modsvares af en udvikling på det indre plan, altså af værdi-, norm- og mentalitetsændringer. Han var overbevist om humanvidenskabernes muligheder som handlings-orienterende discipliner, men stod konfronteret med det afgørende problem om samtidens humanvidenskabelige erkendelse var adækvat og holdbar. Ved tiltrædelsen af sit første professorat i Basel 1867, hvor han et år var Burckhardts kollega, konkluderede han således: Die [Aufgabe] ist
uns klar vorgezeichnet: Kants kritischen Weg zu
verfolgen, 22 GS VI, s. 1-55. 23 GS X, s. 13. Side 123
mit den Forschern anderer Gebiete zu begriinden; es gilt, die Gesetze, welche die gesellschaftlichen, intellektuellen, moralischen Erscheinungen beherrschen, zu erkennen. Diese Erkenntnis der Gesetze is die Quelle aller Macht des Menschen auch gegeniiber den geistigen Erscheinungen. Wenn der Zweck des Menschen Handelnist: so wird die Philosophic fiir das handelnde Leben in seinen verschiedenen grossen Richtungen, in Gesellschaft, sittlicher Wechselwirkung, Erziehung und Recht nur soweit wahrhaft fruchtbare Vorbedingungen gewåhren konnen, soweit sie das Innere des Menschen aufschliesst, soweit sie lehrt, anstatt mit keck versuchender Hand plotzlich in die innere Entwicklung des Menschen einzugreifen, welche uns heilig sein soli, in der moralischen Welt tåtig zu sein nach klarer Erkenntnis ihres grossen gesetzlichen Zusammenhanges.24 Dette
grundsynspunkt lå bag Diltheys arbejde med en kritik af
den historiske fornuft Gennem sin uddannelse havde Dilthey fået en grundig førstehåndsviden om historievidenskabens praktiske og teoretiske problemer samt de dominerende forskningstraditioner. Da han opgav ideen om en præstegerning og besluttede sig for en akademisk karriere, var hans første studiefelt kirke- og religionshistorien; et af samtidens meget konfliktprægede felter, hvor især den såkaldte Tiibingenskole med F. C. Baur og D. Fr. Strauss var igang med en radikal omformning af synet på den kristne tradition. I Berlin deltog han i Rankes berømte historiske seminar og gik til Boeckhs forelæsninger over filologiens teori og metode. Indgående anmeldelser af samtidens indflydelsesrige historiske værker af Macaulay og Buckle, von Sybel og Hausser samt af Burckhardts renæssanceværk hører til hans tidligste produktion. Som udgiver af Schleiermachers breve og i forbindelse med arbejdet på Leben Schleiermachers (1867/70) havde han på sin krop følt historikernes almindelige arbejdsvilkår og tilegnet sig deres værktøj.25 Af samtidens faghistoriske traditioner anså Dilthey den historiske skole i bred forstand for den mest frugtbare og betydningsfulde. Bag hans vurdering lå den opfattelse, at denne skole mest afgørende havde bidraget til historievidenskabens frigørelse fra metafysikkens overherredømme over den videnskabelige forskning og heri lå også begrundelsen for, at han selv præsenterede Einleitung in die Geisteswissenschaften som en kritisk videreudvikling af denne tradition. Bortset fra den erfaringsvidenskabelige grundholdning var det især den historiske skoles forståelse af organisk-historisk vækst samt dens sans for det individuelle, som han betragtede som betydningsfulde videnskabelige landvindinger. Men selvom hans fundamentale holdning således var yderst positiv, havde Dilthey samtidig blik for manglerne og svaghederne ved den historiske skole. Kun tre punkter i hans kritiske distancering skal dog fremhæves her. 24 GS V, s. 27. 25 I Wilhelm Dilthey som hermeneutisk historiker, Studier i historisk metode 12:1977, har jeg skitseret sammenhængen mellem tematikken i hans historieforskning og hans metodisk-teoretiske Side 124
Den historiske skole manglede ifølge Dilthey et erkendelsesteoretisk og videnskabsfilosofisk fundament, der kunne begrunde og legitimere dens frugtbare forskningspraksis. Denne tradition var følgelig ude af stand til at opstille et effektivt forsvar mod den teoribevidste positivismes fremtrængen inden for samtidens historievidenskab eller hindre direkte tilbagefald til en form for metafysisk tænkning. En konsekvens af det manglende teoretiske grundlag var også, at den historiske skole ikke kunne etablere en forklarende metode og derfor hang fast i en deskriptiv forståelse af de historiske fænomener. Dette prægede tillige dens historiske helhedserkendelse, der kun var en kunstnerisk udformet helhed, hvor man så bort fra det dagligdags og rekurrente og kun rettede opmærksomheden mod det heroiske og særegne. En kunstnerisk udformet historieskrivning opfyldte — mente Dilthey — et varigt behov hos mennesket, men den kunne ikke være et virkeligt alternativ til en historisk helhedserkendelse på videnskabeligt grundlag.26 Et andet centralt kritikpunkt vedrørte den historiske skoles afvisende holdning til abstrakt tænkning. I dens opgør med den idealistiske spekulation og den abstrakte naturretstænkning havde den enten direkte afvist eller indtaget en skeptisk holdning til den abstrakte erkendelses værdi og gyldighed i forbindelse med historisk forskning.27 Grundlaget for denne opposition var efter Diltheys mening fejlagtigt og skyldtes manglende indsigt i erkendelsesprocesserne. I klar modsætning til den historiske skole hævdede han, at erkendelse af det almene og rekurrente var en forudsætning for og en formidler af historisk erkendelse af det individuelle. Med en tese om saglig forforståelse søgte Dilthey at indtage et slags mellemstandpunkt i konflikten mellem empiri og spekulation. Denne tese var bl. a. baseret på en indsigt i et generelt mønster i historieforskningens faktiske udvikling. Alles Verstehen ist begrenzt. Wenn Ranke einmal ausspricht, er mochte sein Selbst ausloschen und die Dinge einfach so sehen wie sie gewesen sind, so diirfte man mit demselben Rechte sagen, nur in der Region, in welcher unser Selbst im hochsten Grade zu selbståndiger Tåtigkeit ausgebildet sei, verstehe es das Vergangene. So verstand Macchiavelli die Geschichte politischer Wechselfålle und Intriguen, Niebuhr die Ausbildung des romischen Staates, Glausewitz die Natur grosser Militairs und militairischer Operationen, Schleiermacher die Bruchstiicke und ungeordneten Werke der alten griechischen Denker [Plato], La Place und [A. von] Humboldt den Fortschritt naturwissenschaftlicher Einsichten. Griindliche Kenntnis irgend eines Zweiges von Tatsachen und ausgebildete Übung in seiner Auffassung bilden die Bedingung fiir das wirkliche Verstehen seiner Geschichte. Was blosse Technik der Behandlung von Quellen, seien es Schriftsteller oder Archive, herausklaubt, wirft der divinatorische Blick des von der Sache Erfullten in sein Nichts zuriick.28 26 GS I, (1883), s. xv f., 27 f. og 90 ff. 27 I Rankes »Politisenes Gespråch« (1836) findes den mest radikale afvisning: »Ohne Sprang, ohne neuen Anfang kann man aus dem Allgemeinen gar nicht in das Besondere gelangen. . . . Aus dem Besonderen kannst du wohl bedachtsam und kiihn zu dem Allgemeinen aufsteigen; aus der allgemeinen Theorie gibt es keinen Weg zur Anschauung des Besonderen«, Die grossen Måchte/Politisches Gespråch, 1963, s. 57. 28 W. Dilthey, Über die Einbildungskraft der Dichter, Zeitschrift fur Volkerpsychologie und Sprachwissenschaft 10:1878, s. 45 f. Side 125
Det tredie hovedpunkt drejede sig om den historiske skoles erkendelsesideal og holdning til samtiden. Som nævnt stod den ofte i et polariseret forhold til den pragmatisk orienterede historieskrivning, og Ranke var nærmest talsmand for et religiøst-kontemplativt erkendelsesideal. Dens magtesløshed med hensyn til en fornuftig udformning af fremtiden var erkendt af Dilthey, der selv ønskede at fastholde dele af arven fra oplysningstiden. I 1887 formuleredes dette opgør således: Es ist die tief ste Frage, die an alles geschichtliche Leben iiberhaupt zürich ten ist, um die es sich hier handelt. Die Pådagogik so gut als die Ethik, die Åsthetik so gut als die Logik suchen Prinzipien oder Normen, welche das Leben in ausreichender Weise zu regeln imstande seien; sie wollen sie aus den Tatsachen, die sich durch die Geschichte der Menschheit erstrecken, ableiten. . . . Die Betrachtungsweise der historischen Schule, welche nur beschreiben wollte und die verstandesmåssige Leitung durch wissenschaftliche Prinzipien ausschloss, ist damit fiir uns abgetan. Gliicklicherweise! Denn das Leben verlangt gebieterisch eine Leitung durch den Gedanken; kann eine solche auf metaphysischem Wege nicht hergestellt werden, so sucht es einen anderen festen Punkt.29 Selvom Dilthey forstod sig selv som stående i den historistiske tradition og ønskede at fastholde dens erfaringsvidenskabelige holdning og en række af dens centrale indsigter, mente han ikke, at denne tradition - således som den forefandtes - på afgørende vis kunne bidrage til løsning af den krise, den vestlige civilisation stod midt i. Han var også klar over, at dele af den historiefilosofiske tradition gjorde krav på at besidde en helhedserkendelse, der kunne være handlingsorienterende med hensyn til udformningen af fremtiden. Diltheys stillingtagen til historiefilosofien omfattede både den idealistiske og den positivistiske, men sidstnævnte - f. eks. Comtes - benævntes sociologi hos Dilthey. I Einleitung behandledes historiefilosofierne på det sted i værket, hvor han var kommet frem til det overordnede problem: gives der en erkendelse af den historisk-sociale verden som helhed? Problemet om en totalitetserkendelse var således fastholdt. Det specielle ved historiefilosofierne var, at deres helhedserkendelse søgte at klarlægge sammenhængen mellem det faktuelle, det rekurrente og det normative. At der i den givne situation var behov for en sådan helhedserkendelse, accepterede Dilthey, men således som den forefandtes i den historiefilosofiske tradition, måtte han afvise den. Kun to hovedpunkter i hans kritik af historiefilosofierne skal fremhæves her. Det første vedrører den i historiefilosofierne anvendte metode. Om dette skrev han eksempelvis : ... die soziologischen und geschichtsphilosophischen Theorien .. „ welche in der Darstellung des Singularen einen biossen Rohstoff fiir ihre Abstraktionen erblicken, [sind falsch]. Dieser Aberglaube, welcher die Arbeiten der Geschichtschreiber einem geheimnisvollen Prozess unterwirft, um den bei ihnen vorgefundenen Stoff des Singularen alchimistisch in das lautere Gold der Abstraktion zu verwandeln und die Geschichte zu zwingen, ihr leztes Geheimnis 29 GS VI, s. 189. Side 126
zu verraten, ist
genau so abenteuerlich, als je der Traum eines
alchimistischen De historiefilosofiske abstraktioner måtte på Dilthey, der kendte historieforskningens opblomstring og rigdom, virke som en tarvelig erstatning for virkelig historisk erkendelse. Dog afviste han ikke hermed en historiefilosofisk forskning som sådan, men opstillede en fordring om, at en sådan forskning - ligesom den faghistoriske - måtte baseres på hårdt og metodisk arbejde med det empiriske kildemateriale og omdøbte den samtidig til historisk forskning med et filosofisk sigte.31 Hans metodiske kritik blev udbygget med en mere principiel afvisning, fordi de eksisterende historiefilosofier egentlig var en form for metafysik. Al metafysisk tænkning var ifølge Dilthey en form for mental projektion, og hans metafysikkritik havde her lighedspunkter med venstrehegelianernes.321 Einleitung findes indsigten i den senere omdiskuterede sammenhæng mellem den kristne historieteologi og samtidens historiefilosofiske systemer, der gennem en formel eller endemålsforestilling ville uddrage kvintessensen af den historiske udvikling. Om dette hævdede han følgende: Und jede Formel, welche Hegel, Schleiermacher oder Gomte aufgestellt haben, das Gesetz der Geschichte auszudriicken, gehort diesem natiirlichen Denken an, das iiberall der Analysis vorausgeht und eben - Metaphysik ist. Diese anspruchsvollen Allegemeinbegriffe der Philosophie der Geschichte sind nichts als die notiones universales, welche Spinoza so meisterhaft in ihrem natiirlichen Ursprung und ihrer verhångnisvollen Wirkung auf das wissenschaftliche Denken geschildert hat. ... Und wie zu weite Definitionen als Såtze wahr sind und nur als Definitionen falsch, so pflegt auch das, was in dem faltigen Gewand dieser Formeln sich birgt, nicht unrichtig zu sein, nur ein årmlicher und unzureichender Ausdruck der machtvollen Wirklichkeit, deren Gehalt auszudriicken es beansprucht.33 Diltheys afvisning af historiefilosofierne på grund af deres spekulative og uvidenskabeligekarakter lå helt på linie med den historiske skole. En sådan metafysisk fremgangsmåde stod i klar modsætning til samtidens videnskabelige selvforståelse, hvori empiri, kritisk analyse og metodisk præcision udgjorde kerneelementerne. Men modsat den historiske skole fandt Dilthey meget positivt i den historiefilosofisketradition og ville fastholde centrale historiefilosofiske ideer som hypoteser med en heuristisk værdi. Som vigtigt og perspektivrigt fremhævede han også denne traditionsforsøg på at kombinere forskellige videnskaber i udforskningen af historien, altså skabelsen af en modbevægelse i forhold til den igangværende differentieringsproces.Der 30 GS I, (1883), s. 91 f. 31 Jf. sst., s. 92. 32 Jf. M. Riedel, Wilhelm Dilthey und das Problem der Metaphysik, Philosophisches Jahrbuch 76:1969, s. 332-48. 33 GS I, (1883), s. 96. Side 127
proces.Dervar
således langt fra tale om en blank afvisning af den
historiefilosofisketænkemåde. Gibt es etwas, was als Wahrheitskern hinter der Hoffnung einer Philosophie der Geschichte verborgen ist, dannist es dieses: geschichtliche Forschung auf dem Grunde einer moglichst umfassenden Beherrschung der Einzelwissenschaften des Geistes. Wie Physik und Chemie die Hilfsmittel des Studiums des organischen Lebens sind, so Anthropologie, Rechtswissenschaft, Staatswissenschaften die Hilfsmittel des Studiums des Verlaufs der Geschichte.34 Den afgørende forskel mellem Diltheys og den historiske skoles stillingtagen til den historiefilosofiske tradition var dog, at han ønskede at fastholde en central historiefilosofisk problemstilling, nemlig at skabe et grundlag for en handlingsvejledning med hensyn til udformningen af fremtiden gennem en historisk helhedserkendelse. Sammenfattende kan man sige, at Diltheys analyse af den mest dominerende tradition inden for tysk historievidenskab havde klarlagt, at denne var empirisk og videnskabelig, men at den form for helhedskendelse, den producerede, hverken kunne eller ville være handlings-orienterende. Hans analyse af historiefilosofierne viste, at de nok gjorde krav på at være en handlings-orienterende helhedserkendelse, men var baseret på en metafysisk, altså før-videnskabelig tænkemåde og derfor måtte afvises. I sin kritik af den historiske fornuft stod Dilthey følgelig over for opgaven: at overvinde modsætningen mellem empirisk-videnskabelig historieforskning og spekulativ-uvidenskabelig historiefilosofi. Dilthey var konfronteret med følgende centrale problem: hvorledes var det muligtat opnå en totalitetserkendelse af den historisk-sociale virkelighed, der kunne danne grundlag for en fornuftig udformning af fremtiden, når på den ene side metafysiskspekulation skulle afvises og på den anden specialiseringen og differentieringenaf de empiriske humanvidenskaber skulle accepteres? Afvisningen af den hidtidige historiefilosofi som metafysik betød, at en helhedserkendelse ikke længerekunne opnås ved et hurtigt snuptag eller gennem et sæt af nok så geniale indsigter.Accepten af humanvidenskabernes differentiering og empiriske karakter medførte, at der egentlig kun var een vej frem, nemlig skabelsen af et interdisciplinærtsamarbejde .35 Dette var også en konsekvens af Diltheys indsigt i, at saglig viden(forforståelse) udgjorde forudsætningen for en virkelig videnskabelig erkendelseaf historiske forhold. Generelt betød dette, at historikere havde behov for en almenog systematisk viden om de handlings- og interaktionsmønstre, gennem hvilke historien skabes. Hans afvisning af en mere eller mindre spekulativ antropologi og historiefilosofi havde til følge, at en sådan viden måtte hentes fra samtidens systematiskehumanvidenskaber. Men for Dilthey betød det ikke. at enhver af disse uden videre kunne udnyttes i historieforskningen. Selvfølgelig var dette afhængigt 34 Sst., s. 94. 35 Diltheys arbejde med den interdisciplinære problematik er fremhævet i M. Lamb, Wilhelm Dilthey's critique of historical reason and Bernard Lonergan's meta-methodology, P. McShane (red.). Language Truth and Meaning, 1972, s. 115-66. Side 128
af
grundopfattelsen i og kvaliteten af de eksisterende
systematiske humanvidenskaber.I Die Geschichtschreibung von Grote, Buckle und Taine entstand unter dem Eindruckj dass die Verwertung der Lebenserfahrung fiir das tiefere Verståndnis der ursåchlich historischen Zusammenhangs nicht ausreiche: vielmehr schien es diesen Forschern, dass die grossen Fortschritte der Psychologie, auf welche zumal in England und Frankreich alle Augen gerichtet waren, auch zur Anwendung auf die Geschichte gelangen miissten. Aber gerade diese Werke bewiesen nun, dass die Objektivitat des Historikers besser gewahrt bleibt, wenn er sich seinem Gefiihl des Lebens iiberlåsst, als wenn er die einseitigen Theorien des erklårenden Psychologen verwerten will. Und zugleich war doch in dem Streben dieser Historiker eine grosse Tendenz, welche dann auch die ausserordentliche Wirkung ihrer Arbeiten zur Folge hatte. Gelange es, eine objektive, das ganze Seelenleben umfassende zuverlåssige Psychologie herbeizufiihren, so wiirde eine solche, zusammen mit den Erfahrungswissenschaften von den Systemen der Kultur und von der Organisation der Gesellschaft, dem Streben des philosophischen Geschichtschreibers nach tieferem Kausalzusammenhang der Historie die Grundlage geben.36 For Dilthey fordrede det interdisciplinære samarbejde, som historieforskningen var afhængig af, således tillige en re-orientering af samtidens systematiske humanvidenskaber. Konsekvensen af denne indsigt var selvfølgelig, at den historiske erkendelse principielt gøres afhængig af såvel udviklingen i som udnyttelsen af de systematiske humanvidenskaber. Denne konsekvens drog han da også, og det var baggrunden for titlen, på hans store akademiafhandling Der Aufbau der geschichtlichen Welt in den Geisteswissenschaften fra 1910. Dog var interdisciplinært samarbejde ikke uden videre muligt. Mange forskellige forudsætninger skulle være opfyldt, førend det konkret kunne finde sted. Eksempelvis forudsatte det, at forskerne såvel som enkeltdisciplinerne klart erkendte deres rolle og plads inden for helheden. En interdisciplinær udforskning af den historisk-sociale verden krævede således en radikal horisontudvidelse hos udøverne af enkeltdisciplineme, da de i det mindste måtte besidde en viden om de andre humanvidenskaber og forholdet mellem dem. Manglede en sådan viden, ville den tendens let fremmes, at enkeltdisciplinernes karakteristika og erkendelsesmåde blev absolutiseret. Dette var efter Diltheys mening netop tilfældet med den historiske skole, når dens tilhængere stillede sig afvisende til den abstrakte og systematiske erkendelse. Tendensen til en absolutisering af enkeltvidenskabernes sagområde, synsvinkler og metoder kunne undgås, såfremt humanvidenskaberne blev differentieret og organiseret som en helhed samt deres forhold til naturvidenskaberne klarlagt. Ud fra Diltheys betragtning eksisterede der en differentiering i samtiden, men en virkelig helhedsorganisation manglede.37 Her dukker et afgørende problem op. Hvilken disciplin kunne klarlægge forholdet og sammenhængen mellem de eksisterende humanvidenskaber? 36 GS V, s. 191 f. 37 GS I, (1883), s. 27 f. og 48 f. Side 129
Den klassiske idealistiske filosofi fra begyndelsen af det 19. årh. havde formuleret nogle omfattende filosofiske systemer, der søgte at indoptage og underordne alle fænomener under den filosofiske erkendelse. Det mest storslåede eksempel herpå er Hegels filosofiske system. Med en vis ret kan man hævde, at taget efter pålydende havde denne form for systemfilosofi overflødiggjort den empirisk-videnskabelige erkendelse. Med sammenbruddet af den idealistiske filosofi opstod følgende problem: hvilken opgave skulle filosofien nu have? Hvad var dens emneområde? I denne situation greb Dilthey tilbage til filosofiens selvforståelse forud for den idealistiske systemfilosofi, tilbage til Kant. Filosofien skulle være videnskabernes videnskab, en videnskabslære, der blotlagde grundlaget for og sammenhængen mellem de forskellige erfaringsvidenskaber. Det var med denne forståelse af filosofiens opgave, at han tiltrådte sit første professorat.38 Og i 1887, da han blev optaget i det preussiske videnskabsakademi, formulerede han sin forståelse af filosofiens opgave på følgende måde: Dieser Tag, der dem grossen Leibniz gewidmet ist, legt die Erwågung nahe, wie viel der Akademie im Sinne ihres Stifters die Philosophic sein kann. Soli sich diese Korperschaft als lebendige Einheit der Wissenschaften fiihlen und behaupten, dann muss der Gedanke des Wissens ihre Seele sein. Er muss die zersplitterten Einzelarbeiten durch das Bewusstsein von Grund und Zusammenhang der Erkenntnis verkniipfen. Er muss diese Genossenschaft mit der Gewissheit erfiillen, dass der Wechsel der Generationen und die Vielheit der Einzelwissenschaften an einer fortschreitenden Erkenntnis des Wirklichen weben und wirken. Darin allein hat diese Akademie den Rechtsgrund ihrer Existenz. Dieser philosophische Glaube belebt und låsst wachsen wie das Sonnenlicht. Der Skeptizismus der resignierten Spezialisten liesse uns mitten in der Fiille der Einzelergebnisse verarmen.39 Det var ud fra denne forståelse af filosofiens opgave, at Dilthey behandlede humanvidenskabernes grundlag og historie. Hans kritik af den historiske fornuft var et forsøg på at skabe et erkendelsesteoretisk fundament for og en videnskabsfilosofisk differentiering og organisering af humanvidenskaberne. Denne form for filosofisk analyse blev da også kaldt »Selbstbesinnung«; det vil sige at mennesket skulle erkende, hvad det er og gør. I sammenhæng med videnskaberne betød dette en klarlæggelse af de rekurrente mønstre i videnskabeligt arbejde, dets sigte, grundlag og metoder samt dets historiske karakter. Videnskabernes dynamiske og udviklende aspekter skulle også identificeres samt deres rolle i og afhængighed af en konkret historisk sammenhæng. Denne opfattelse implicerede, at Dilthey - i modsætning til Kants rene fornuft - arbejdede med en historisk fornuft. I 1880 præsenterede han denne modsætning således: Das apriori Kants
ist starr und tot; aber die wirklichen Bedingungen des
38 GS V, (1867), s. 12. 39 GS V, s. 10. Side 130
Entwicklung, sie haben ihre Geschichte, und der Verlauf dieser Geschichte ist Anpassung an die immer genauer induktiv erkannte Mannigfaltigkeit der Erfahrungen. Das Leben der Geschichte hat auch die scheinbar starren Bedingungen, unter denen wir denken, in seinem måchtig hervorbringenden und gestaltenden Flusse herausgetrieben.40 I Diltheys organisering af humanvidenskaberne havde de systematiske som deres opgave at behandle det rekurrente og typiske i den historiske virkelighed. Hans delvis positive holdning til den historiefilosofiske tradition var bl.a. begrundet i, at man i denne havde indset, at hvis den historiske mangfoldighed skulle forstås, måtte de historieskabende aktiviteter opsøges og analyseres. Dilthey forstod historien som produktet af menneskers virke, og psykologien og antropologien måtte følgelig være så omfattende og differentierede, at de mest forskelligartede dimensioner af menneskers historiske aktiviteter kunne forstås ved deres hjælp. Selv arbejdede han med opbygningen af en antropologi, der forstod mennesket som et historisk og socialt væsen, hvis handlinger og tankeverden var et produkt af et komplekst samspil mellem erkendelse, følelse og vilje. Som en delvis elev af den historiske skole interesserede Dilthey sig også for individualiseringsprocessen og forsøgte i afhandlingen Beitrage zum Studium der Individualitåt (1895) at videnskabeliggøre udforskningen og forståelsen af det individuelle. Hos Dilthey var psykologien og antropologien grundlaget for de øvrige systematiske humanvidenskaber, der udforskede det rekurrente i menneskers sociale interaktionsmønstre, altså de forskellige kollektive dimensioner. Historievidenskaben indgik ikke i denne systematik, da den behandlede de samme fænomener ud fra en anden synsvinkel. Historieforskningen blev vel nærmest forstået som en slags integrativ videnskab, der ved hjælp af de systemastiske videnskaber skulle forstå og forklare den konkrete historiske sammenhæng. Et sigte med Diltheys erkendelsesteori var skabelsen af forudsætningerne for det interdisciplinære samarbejde, som en videnskabelig udforskning og forklaring af den historiske helhedssammenhæng fordrede. Dette synspunkt formuleredes i Einleitung således: [Die
Erkenntnistheorie der Geisteswissenschaften] legt erst
die Grundlagen fiir 40 Citeret efter P. Krausser, Kritik der endlichen Vernunft. Diltheys Revolution der allgemeinen Wissenschafts- und Handlungstheorie, 1968, s. 225. Side 131
ruhenden Zusammenhang von Wahrheiten, in welchem auf die Theorie des Menschen die Einzeltheorien der gesellschaftlichen Wirklichkeit sich aufbauen, diese aber in einer wahren fortschreitenden Geschichtswissenschaft angewandt werden, um immer mehreres von der tatsåchiichen, in der Wechselwirkung der Individuen verbundenen geschichtlichen Wirklichkeit zu erklåren. In diesem Zusammenhang von Wahrheiten wird die Beziehung zwischen Tatsache, Gesetz und Regel vermittels der Selbstbesinnung erkannt. . . . Universalgeschichte, sofern sie nicht etwas Übermenschliches ist, wiirde den Abschluss dieses Ganzen der Geisteswissenschaften bilden.41 Diltheys kritik af den historiske fornuft var, således som jeg tolker den, et bevidst forsøg på at etablere en formidling mellem samtidens tyske historievidenskab og den historiefilosofiske tradition. På centrale punkter var hans erkendelsesmæssige prætentionsniveau ikke væsentligt sænket. Han stræbte også efter at gennemskueliggøre historien og arbejdede ligesom historiefilosofierne med en idé om en helhedserkendelse, der kunne være handlingsorienterende for udformningen af fremtiden. Den afgørende forskel vedrørte midlerne til opnåelsen af en sådan historisk helhedserkendelse. I den idealistiske epoke havde næsten enhver intellektuel med respekt for sig selv formuleret grundstammen af en historiefilosofi, men for Dilthey var de store individualisters tid forbi. Bag hans program om interdisciplinært samarbejde lå en klar erkendelse af, at historien var så kompleks, at dens udforskning måtte være en kollektivopgave, der fordrede en radikal horisontudvidelse hos forskerne og en helhedsorganisering af de empiriske humanvidenskaber. Sammenfattende karakteriseres hans kritik af den historiske fornuft måske bedst som et forsøg på en videnskabeliggørelse af den historiefilosofiske forskning. Nu er det meget vanskeligt eller endog umuligt at overvinde konflikten mellem historievidenskab og historiefilosofi gennem en højere integration, uden at elementer i de oprindelige modpositioner går tabt eller fjernes. Med Diltheys kritik afvistes den historiefilosofiske traditions midler til bestemmelsen af historiens endemål eller indre lov. Hans metafysikkritik medførte, at historien ikke længere kunne forstås som en slags system, hvis interne logik kunne danne grundlag for klare forventninger om historiens endemål. Han kunne således ikke have den tidligere historiefilosofis anticipationer af historiens videre forløb. Den historiske erkendelse tildeltes dog stadigvæk en fundamental rolle i menneskelivet; dens identitetsgivende funktion blev så at sige fastholdt af Dilthey. Historisk bevidsthed blev forstået som en forudsætning for et adækvat menneskesyn og bidrog til menneskets frihed og autonomi. Den historiske erkendelses eksistentielle og praktiske betydning lå i dens bidrag til menneskers selvforståelse, til en dybere forståelse af menneskelivets vilkår og muligheder. I den vigtige afhandling Das achtzehnte Jahrhundert und die geschichtliche Welt (1901) formuleredes det således: .. . das ist nun
das innere Gesetz der historischen Wissenschaft: wie die
geschichtliche 41 GS I, (1883), s. 93 ff. Jf. GS VII, (1906), s. 308 f. Side 132
der Mensch versteht sich selber durch keine Art von Griibelei iiber sich; aus dieser entspringt nur das grosse Nietzschesche Elend der iiberspannten Subjektivitåt: allein an dem Verståndnis der geschichtlichen Wirklichkeit, die er hervorbringt, gelangt er zum Bewusstsein seines Vermogens, im Guten und im Schlimmen.42 Samtidig klarlægges her en af de centrale grunde til, at Dilthey - som indledningsvis nævnt - aldrig fik fuldført sit arbejde med kritikken af den historiske fornuft. I forsøget på at finde almengyldige kriterier for at skelne mellem godt og ondt løb han ind i store vanskeligheder. Han afviste forestillinger om overhistoriske normer og værdier og søgte i mennesket og historien at finde overgangen fra er til bør. Det havde oprindeligt været Diltheys forhåbning, at hans arbejde skulle kulminere i formuleringen af en praktisk livsanskuelse, der som grundlag havde erkendelsesteoretiske og historiefilosofiske studier. I hans videre arbejde med denne idé søgte han at forene arven fra oplysningstiden med det 19. årh.s historiske bevidsthed og blev dermed konfronteret med problemet om at forlige det almengyldige og det relative, det almenmenneskelige og den historiske mangfoldighed. I forelæsningen Die Kultur der Gegenwart und die Philosophie (1898 f.) fortsatte han opgøret med den relativistiske tendens i arven fra den historiske skole og beskrev sigtet med sit eget arbejde således: ... dies
Vermogen, Vergangenheiten wieder zu beleben, [scheint]
eine Kraftlosigkeit Uden held stræbte Dilthey efter at udarbejde et standpunkt, der kunne forlige indsigten i den historiske relativitet med en almengyldig erkendelses- og værdilære. Hans teori om de tre uforenelige livs- og verdensanskuelser (Weltanschauungen), der var med til at stimulere videnssociologiens udvikling, forstod han ikke selv som det sidste ord i denne sag. Til det sidste afviste han en relativistisk tolkning af intentionenbag hans filosofi, eksempelvis i brevvekslingen med Husserl fra 1911, det år 42 GS 111, s. 210. 43 GS VIII, s. 204. Side 133
Dilthey døde.44 Virkningshistorisk blev det dog Dilthey som en radikal eksponent for den historiske bevidsthed og relativitet, der kom til at dominere i eftertiden. Efter min mening glemte eller fortrængte man, at Dilthey ikke kun var en elev af den historiske skole, men også en viderefører af oplysningstænkningen med dens historiefilosofiske ambitioner. Skal jeg afslutningsvis antyde et samtidsrelevant perspektiv, kan der peges på to problemstillinger og sæt af indsigter, der stadig er yderst påtrængende for nutidens historieforskning. Diltheys indsigt i den historiske erkendelses integrative karakter og dens afhængighed af et udbygget interdisciplinært samarbejde er efter min mening af central relevans. Hvis historieforskningen i modsætning til de systematiske humanvidenskaber forstår sig selv som en integrativ disciplin, der som mål har at klarlægge samspillet mellem mange forskelligartede faktorer og deres relative betydning i en konkret historisk sammenhæng, er dette stadigvæk en fundamental udfordring for såvel historieforskningens metodelære som organiseringen af historisk forskningspraksis. Meget i Diltheys analyser og teser kan idag med rette kritiseres, men den overordnede indsigt må fastholdes, såfremt faghistorien metodisk, teoretisk og organisatorisk skal komme på niveau med sine problemstillinger, altså være i stand til at forstå og forklare komplekse historiske sammenhænge og formulere en integrativ historisk helhedserkendelse. Diltheys indsigt i historieforskningens integrative og interdisciplinære karakter er mere formuleringen af en målsætning end løsningen af de relevante problemer, men den har et flersidigt brud med arven fra det 19. årh. som sin konsekvens. Brugen af den filologisk-kritiske metode udgør en nødvendig forudsætning for empirisk historieforskning og er en landvinding fra det 19. årh., der ikke må gå tabt. Men den fortsatte tendens til at forstå den som historievidenskabens metodelære par excellence er problematisk, da den på ingen måde evner at tematisere erkendelsesproblemerne omkring overskridelsen af de historiske aktørers samtidsforståelse eller etableringen af historiske årsags- og struktursammenhænge. Efter min mening vil kun en radikal opprioritering og udvikling af den metodisk-teoretiske forskning kunne bidrage til en forskningspraktisk løsning af disse problemer. Det vil bl. a. fordre en ny institutionel holdning til en eksperimenterende metodeog teoribevidst forskning, i hvilken metode- og teorikonklusioner (resultater) er et integreret led, der tillægges samme værdi som de realhistoriske landvindinger. I organisatorisk henseende synes kun en udbygget kollektivforskning at kunne bringe faghistorien på højde med dens problemstillinger. En fastholden ved en institutionel struktur, der hidrører fra en situation, hvor store individualister mere var det typiske end det særegne, viderefører blot en utidssvarende arv fra det 19. årh. Selvfølgelig skal rammerne give plads for individualisterne, men uden afgørende ændringer i såvel opbygningen og indholdet af den faghistoriske uddannelse som i rekrutterings- og mobilitetskriterierne kan en kollektivforskning ikke virkeligt fremmes, da dens konkrete mulighedsbetingelser er væsentlig mere komplekse og krævende end den individuelle forsknings. 44 Jf. Der Briefwechsel Dilthey-Husserl, Man & World 1:1968, s. 428-46. Side 134
Diltheys fastholden ved et historiefilosofisk sigte for faghistorien og hans forsøg på at videnskabeliggøre dets udforskning finder jeg også værdifuldt. En mere spekulativ 'approach' til de historiefilosofiske problemstillinger kan idag udmærket opgives. Dog bør vigtige spørgsmål og perspektiver ikke opgives, blot fordi tidligere svarmåder idag med rette virker utilfredsstillende. Udforskningen af fortiden med henblik på en klarlæggelse af menneskelivets grundvilkår og dets foranderlige rammer og muligheder samt perspektivet mod udformningen af en bedre fremtid ser jeg gerne fastholdt. Desuden er menneskets identitetsproblem ikke mindre påtrængende idag end tidligere. Skal faghistorien bevidst bidrage til dette, må to dimensioner ved den historiske dialektik udskilles for derefter at blive sammenskuet og kontrasteret. På den ene side må historieforskningen forstå de historiske begivenheder og sammenhænge som projekter, som resultater af vidensformidlede og målrettede handlinger. Uden en fastholden ved de historiske begivenheders handlingskarakter umenneskeliggøres historien og reduceres til noget analogt med naturprocesser. På den anden side må de historiske begivenheder og sammenhænge forstås som produkt af det overleverede og taget for givne, übevidste behov og utilsigtede konsekvenser. Uden en fastholden ved de historiske begivenheders tvangskarakter guddommeliggøres de historiske aktører og dermed os selv. Hvis disse to dimensioner konkret kan sammenskues og kontrasteres ved behandlingen af historiske forløb, vil faghistorien kunne bidrage til at gøre historien gennemskuelig. Diltheys styrke lå klart i udforskningen af menneskets selvforståelse og ideverden, den intentionale dimension og målrettede handling. Men han havde ikke i samme grad blik for den dimension af historien, der så at sige går bag om ryggen og imod viljen af de historiske aktører. Det er eksempelvis Hegel, Marx og Weber, der mere bevidst søgte at udforske denne dimension. I udforskningen og integrationen af disse to dimensioner ser jeg faghistoriens egentlige objekt. Hvis den eksplicit gør dette til sin tematik, vil den bidrage til en mere nuanceret forståelse af den fundamentale dialektik i enhver historisk situation, til en klarlæggelse af det historisk foranderlige i forholdet mellem frihed og nødvendighed, altså give konkrete specifikationer af menneskets eksistensvilkår som på een gang skaber og offer i dets historiske verden. Og menneskets mulighed ligger i, at det kan erkende dette vilkår og gøre noget ved det. Deri har de historiefilosofiske ambitioner deres rod og berettigelse. |