Fra Linderud til Eidsvold Værk. Bind II-1 av Andreas Holmsen: Familiebedriften i Kristiania-Patrisiatets tid 1742-1792. Bind II-2 av Francis Sejersted og August Schou: Hurdalsbruket 1792-1842. Utgitt av Mathiesen-Eidsvold Værk. Dreyers Forlag, Oslo, 1971-72. 440 og 472 s.

Historikeren Andreas Holmsen har fortsat det store værk, som han i 1946 indledte med Bind I: Grundleggelsen av Linderudgodset. Tiden inntil 1742. - Forfatterskabet er mere sammensat end de ovenanførte titler oplyser. I bindets 1. halvdel har sekretær Steinar Kjærheim s. 305-16 en skildring af »Frederiksgaves Kobberverk«, og August Schous bidrag til 2. del er en biografi af ejerslægtens mest interessante personlighed: »Haagen Mathiesen. Mannen og hans omgivelser«, s. 135-218, indskudt mellem to afsnit af bedriftshistorien. Af Holmsens forord til bind 11-1 fremgår det, at ikke blot Eidsvold Værk, men også værket om dette store norske foretagende er vokset stærkt i tidens løb: fra planen i 1936 om en bog på 250 sider til foreløbig ca. 1400 sider i 1972, på et tidspunkt, hvor storbedriften netop havde fejret sit 300-års jubilæum. Det er absolut tilrådeligt at benytte indholdsfortegnelserne, der alene for bind II omfatter 6+6 store sider. Kildematerialet synes overordentlig rigt. De vigtigste utrykte kilder er nævnt ganske kort, til gengæld er »Noter« (i bd. 11-1 ca. 85 sider) så alsidige og indgående, at de på væsentlige punkter udvider fremstillingen.

Det er ugørligt i korthed at give et blot nogenlunde tilfredsstillende rids af »den mest omfattende bedriftshistorie i Norge« (Holmsens forord). I Danmark vil tusinder af detaljer næppe interessere, men der gives en udmærket indførelse i de 300 års bedriftshistorie, dels i den fyldige indholdsfortegnelse, dels i bind 11-1, s. 7-10, der markerer bedriftsjubilæet med en kronologisk oversigt, hvor slægtens lange række af foretagsomme ejere samtidig bliver præsenteret.

Selve storbedriftens udvikling i ekspansionstiden efter 1763 og derefter i andre ca. 15

år under krig og krise (1778-92) er betydningsfuld økonomisk historie, men ikke mindst vil en dansk læsers interesse samle sig om udviklingen i tiden derefter, hvor Haagen Mathiesenvar Eidsvold-værkets særprægede og omstridte leder. Hans biograf kan ikke uden videre underskrive den gængse opfattelse, at H. M. tilhørte det 19. århundrede og havde den illusionslose kapitalistiske verdensborgers mentalitet. Som andre store næringsdrivende med basis i jordejendom hørte han med i et bestemt ekonomisk-socialt mønster. Haagen Mathiesen drev en patriarkalsk husholdning. »Det hviler et eget, romantisk skjær over denne betegnelsen, en duft av generøsitet, godvilje og ansvarsfølelse«. Men Schou vil ikke se bort fra, at dette »adfærdsmønster« var et organisk led i systemet. En nøgternt beregnendearbejdsgiver måtte tage sig af en række sociale problemer, kunne ikke - trods hårdhændede principper - lade sine faste arbejdere lide bundløs nød (som den, der underenglænderkrigen 1807-14 i perioder truede store dele af Norges befolkning) og måtte tage hensyn til sygdom og alderdom. En stejl individualisme karakteriserede Mathiesens opposition ikke blot mod enevoldsstatens mange økonomiske restriktioner, men også mod det nye Norge (efter 1814). I 1819 bosatte han sig udenlands og lod fra 1828 en anden bestyre bedriften. Hans »politiske profil« er svær at tegne. Påvirket af oplysningstidens ideer var han en slags »salonradikaler« for sin tid, hans forbindelse med digter-oprørerenP. A. Heiberg var mere end et lune. Men Mathiesen stod fjernt fra, hvad der foregikpå Eidsvoldrigsforsamlingen. Hans »svenskvenlighed« skyldtes dog økonomiske overvejelser:Norge ville efter hans opfattelse være bedst tjent med en forening med det stærkere Sverige. Men forgæves henvendte M. sig i december 1816 til Carl Johan om en ændret finansplan. Han blev afvist. Unionskongen indtog en konstitutionel, korrekt fyrstes holdning. Afvisningen virkede chokerende. Trods »ordner og stjerner« var de belønninger,Mathiesen havde ventet sig for sin indsats til fordel for en norsk-svensk union, nu borte med blæsten. Hans modsætningsforhold til de nationale strømninger isolerede ham og hæmmede hans handlekraft. Han havde »åndelig appetit«, savnede ikke interesse for religiøse fænomener, men i sin livsopfattelse lignede han de gamle nordmænd, der især troede på »egen magt og styrke«. Uden dette havde han næppe heller kunnet gennemføresin mangeårige familiære dobbelttilværelse, som begge grene af familien fandt sig til rette med. Ved siden af den nøgterne bedriftshistorie synes kilderne at rumme stof til en fængslende psykologisk roman, som historikeren klogeligt har ladet ligge.