Theodor Schieder (ed.): Handbuch der europäischen Geschichte, 4: Europa im Zeitalter des Absolutismus und der Aufklärung. Union Verlag, Stuttgart, 1968. xv + 853 s.

Det fjerde bind i syvbindsværket »Handbuch der europåischen Geschichte« sigter mod at behandle perioden fra 1648 til 1789. Denne periodisering har lange traditioner; og selvom den kan diskuteres - og bliver diskuteret - og selvom den ikke snævert kan fastholdes for en række apsekters og en række staters vedkommende (jvfr. nedenfor), er det på den anden side næppe muligt at pege på en i sin helhed mere hensigtsmæssig afgrænsning.

De 775 tekstsider indledes med et 165 sider stort afsnit af bindets udgiver, professor Fritz Wagner om »Die Einheit der Epoche«. I den derpå følgende »Geschichtliche Entwicklung Europas« behandler en række - overvejende tyske - specialister Frankrig (1661-1789), Storbritannien (1660-1783), det tysk-østrigste område (1648-1803), Rusland (1689-1796), de skandinaviske riger (1654-1772), de iberiske stater (1659-1788), Italien (18. århundrede), de Forenede Nederlande (1648-1795), Schweiz (1648-1789), Polen (1668-1795) og de europæiske dele af Osmannerriget (1648-1789).

»Die Einheit der Epoche« er nok bindets interessanteste bidrag; og heri argumenterer udgiveren for, at der igennem perioden virkelig eksisterede en sådan enhed. Betragtninger om »Das Bewusstsein einer Schicksalsgemeinschaft, die den weissen Mann und seine Hochkultur von anderen Erdteilen abhob« (s. 61), og om, at »die Europa-ldeologie ist zu einer Macht im offentlichen Leben geworden« (s. 63) kan ikke siges at have virket overbevisende på en på forhånd skeptisk anmelder. Det må dog på den anden side medgives, at forfatteren påpeger så mange, væsentlige og hver for sig overbevisende fællestræk hvad angår statstanker, forfatningsopfattelser, folkeret, udenrigspolitik, økonomiske og sociale forhold, samt trosliv, videnskab, publicistik og kunst, at den forelagte tese om eksistensen af en europæisk enhed på væsentlige punkter må gøre krav på opmærksomhed. Referencerammen er hovedsagelig - men på ingen måde udelukkende - centraleuropæisk. På baggrund af det stærke angelsaksiske islæt i mange tilsvarende oversigtsfremstillinger kan dette dog - ikke mindst for nordiske historikere - formentlig karakteriseres som en fordel.

De 11 forfattere af de statsligt afgrænsede kapitler har fået meget frie hænder; og dette har sat sit præg på de enkelte afsnit. Et væsentligt krav må her være, at der gives en alsidig redegørelse for det enkelte områdes historie, og at de meddelte data er præcise og korrekte. En efterprøvning heraf må nødvendigvis koncentreres til de områder, hvor anmelderen besidder rimelig sagkundskab. Efterprøvningen efterlader det indtryk, at vedkommende afsnit i så henseende befinder sig på et højt niveau; og referencer til enkelte skønhedspletter ville optage urimelig plads i forhold til deres betydning. Det må imidlertid være på sin plads at gøre opmærksom på, at indenrigspolitik og udenrigspolitik i ret snæver og traditionel forstand dominerer de fleste afsnit, eftersom dette står i et vist modsætningsforhold til værkets erklærede sigte, nemlig at behandle den politiske udvikling i begrebets videste og bredeste betydning (s. 1).

For samtlige afsnits vedkommende er der lagt et vældigt arbejde i de omfattende selektivebibliografier,

lektivebibliografier,hvor hovedvægten bevidst er lagt på den seneste litteratur om emnet.
Både i tekst og apparat lever det foreliggende bind således på udmærket vis op til værketsintention
om at være en »Handbuch der europåischen Geschichte«.