Klaus Mehnert: Moskau und die neue Linke. Deutsche Verlags-Anstalt, Stuttgart, 1973. 219 s.

Klaus Mehnert, der er en af veteranerne blandt de vestlige sovjeteksperter, har i den foreliggende bog taget et oplagt emne op til undersøgelse: hvordan har man reageret i Sovjetunionen på fremkomsten af de bevægelser i Vesten, som går under betegnelsen Det nye Venstre, dvs. et Venstre som ikke først og fremmest føler et loyalitetsforhold overfor det sovjetiske kommunistiske parti eller sovjetstaten? For at få svar på dette spørgsmål har Mehnert undersøgt indholdet af 25 sovjetiske uge- og månedsblade fra perioden 1968-1972 (i visse tilfælde udstrakt til perioden 1960-1972), taget stikprøver

fra de største sovjetiske aviser samt læst de bøger og brochurer, der op til 1972 var ud>
kommet om emnet i Sovjetunionen.

I en forbilledlig redegørelse for sit kildemateriale karakteriserer forf. de enkelte blade og tidsskrifter (oplag, udgiver, stofområde o.!.) i almindelighed og deres behandling af fænomenet Det nye Venstre i særdeleshed. En hovedkonklusion er, at jo større oplag, den pågældende avis eller det pågældende tidsskrift har, jo mere polemisk og usagligt er emnet blevet behandlet. Forf. mener, at en grund hertil er, at sovjetregeringen tillader den sovjetiske intelligentsia mere nuancerede informationer om udlandet i tillid til, at de højereuddannede vil være i stand til at skille klinten fra hveden. Et sådant tillidsforhold skulle derimod ikke bestå over for den jævne befolkning, der først og fremmest får sin viden og forestillinger om livet uden for Sovjetunionen fra aviser og tidsskrifter med masseoplag.

Mehnert har dog ikke blot villet undersøge det specifikke problem: reaktionen i Sovjetunionen på Det nye Venstres fremkomst og virksomhed, men også søgt at nå frem til mere generelle konklusioner om det sovjetiske system. Han opstiller selv fire hovedspørgsmål: hvad tænker Moskva (dvs. den sovjetiske ledelse) om Det nye Venstre?; hvad erfarer sovjetmennesket (dvs. de sovjetiske borgere) om samme fænomen?; hvordan reagerer Moskva (igen = ledelsen) på det uventede?, og hvad erfarer vi (dvs. udlandet) om Sovjetunionen?

Det er prisværdigt, at forf. således søger at kombinere det specifikke med det generelle, men det må konstateres, at bogens resultater er mest interessant og overbevisende hvad angår de specifikke spørgsmål. Når det gælder besvarelsen af de to generelle spørgsmål, er han på gyngende grund; det er - som han selv siger det - et for übetydeligt problem for de ledende i Sovjetunionen til, at man af deres reaktion kan udlede noget generelt af blot nogenlunde sandsynlighed.

Mehnerts konklusioner på de opstillede spørgsmål lyder kort: ledelsens holdning til fænomenet Det nye Venstre har været tøvende og ambivalent. På den ene side har man med tilfredshed set de vestlige systemer underkastet kritik, en kritik der oven i købet ofte er inspireret af Marx og/eller Lenin. På den anden side har man med übehag set på, at de samme kritikere har været lige så kritiske over for det sovjetiske system, og at mange i Det nye Venstre har udset sig Mao - der ifølge sovjetisk opfattelse er en forrædder - som forbillede. Et andet frastødende træk har været de nye venstrebevægelsers manglende disciplin og - hvor paradoksalt det end måtte lyde - anti-borgerlige optræden. Kan folk med langt hår, klædt i eksotisk tøj og hengiven til euforiserende midler tænkes at være i stand til at yde en konsekvent revolutionær indsats?

Også de almindelige sovjetborgere er ifølge forf. chokeret over de langhårede, tøjlesløse studenteroprørere og går - som deres modstykker i de vestlige lande - klart ind for ro og orden. De intellektuelle i Sovjetunionen er derimod mere tilbøjelige til en positiv vurdering af de vestlige oprøreres idealer, dog med mange forbehold. Ikke mindst Det nye Venstres forestillinger om de intellektuelles førende rolle i de industrialiserede samfund på grund af arbejderklassens integration i det bestående system (Marcuse) har vakt de sovjetiske intellektuelles interesse. Også sovjetiske intellektuelle føler sig smigret over at få tildelt så fornem en rolle. Hvad de derimod har sværere ved at acceptere er, at et forbrugs- og velstandssamfund som det vestlige ikke skulle være noget efterstræbelsesværdigt. Når opvaskemaskiner, biler og ferierejser til fjerne lande ikke er noget selvfølgeligt, får man et andet syn på sådanne ting end overmætte og forvænte vestlige middelklasseoprørere. På samme måde mener Mehnert, at den tilbedelse af vold, som har været et ikke uvæsentligt element i dele af Det nye Venstres ideologi, virker uforståeligt på folk, der kender prisen for voldelige revolutioner.

Mehnerts konklusion på spørgsmålet om, hvad man kan lære om det sovjetiske system generelt på grundlag af ledelsens reaktion på Det nye Venstres opkomst i Vesten, er, at den sovjetiske ledelse - trods en foregiven ideologisk selvsikkerhed - er angst for ikke alene dette fænomen, men i det hele taget for påvirkninger udefra.

Bogen, der er forsynet med et person- og sagregister samt en fuldstændig fortegnelse
over alle de gennemgåede artikler og skrifter, er skrevet i et veloplagt og letlæst sprog.