Paul Scheffer: Augenzeuge im Staate Lenins. Ein Korrespondent berichtet aus Moskau 1921-1930. R. Piper & Go. Verlag, Munchen, 1972. 449 s. DM3B.

Scheffer var korrespondent for Berliner Tageblatt i Moskva i årene 1921 til 1928, da han blev erklæret for persona non grata af sovjetregeringen på grund af sine kritiske artikler om terroren og tvangskollektiviseringen i slutningen af 1920'erne. Titlen på bogen er altså ikke ganske dækkende: kun 80 af de ialt 380 af bogens sider, der fyldes af Scheffers artikler, omhandler strengt taget »Lenins stat«; de øvrige 300 sider dækker tiden 1924-1930. For de to sidste års vedkommende var Scheffer som følge af udvisningen heller ikke »øjenvidne« i egentligste forstand til begivenhederne i Sovjetrusland.

Scheffers artikler er allerede tidligere blevet udgivet, nemlig i 1930. Den nye udgivelse er dog ikke ganske identisk med den tidligere, idet udgiveren har udskudt eller forkortetnogle af de oprindelige bidrag og til gengæld medtaget nye. Heller ikke dispositioneni den foreliggende udgivelse er identisk med den tidligere. I 1930-udgaven var artiklerne inddelt i fem saglige grupperinger, mens man dennegang har valgt at lade kronologien bestemme artiklernes rækkefølge. Dette sidste må betragtes som et fremskridt,ikke

skridt,ikkemindst da bogen er forsynet med et omfattende person- og sagregister. Herudoverer
de enkelte kronologiske afsnit forsynet med en indledning om »den politiske
scene«, og noter oplyser om de i artiklerne omtalte personer og institutioner.

Paul Scheffer var ingen helt almindelig korrespondent; han besad gode kontakter i Auswårtiges Amt og i det tyske gesandtskab i Moskva; han havde ligeledes let adgang til ledende folk i sovjetregeringen, og udover sin korrespondentvirksomhed fungerede han som formidler af synspunkter mellem den tyske og den sovjetiske regering. Han støttede helhjertet den Ruslands-politik, som von Maltzan var den drivende kraft bag, og som fandt sit markante udtryk i Rapallo-overenskomsten i 1922. Hans virksomhed som journalist kunne derfor støtte den tyske gesandt, Brockdorff-Rantzaus virksomhed på det diplomatiske område.

Bogens artikler er stadig værd at læse, skønt de nu er omkring 50 år gamle. Dette hænger bl. a. sammen med, at Scheffer ikke interesserede sig for petit-journalistik, men i stedet forsynede sit blad med lange, ræsonnerende og analyserende artikler, hver begrænset til et hovedtema. Man skal dog ikke lade sig forlede af bogens smudsomslag til at forvente sensationelle oplysninger om de tysk-sovjetiske relationer (Scheffer omtales som »Geheimnistråger«, der øvede indflydelse på »den store politik«). Artiklernes hovedværdi ligger i de førstehåndsoplysninger, de giver om samtidige tilstande og tildragelser i Sovjetrusland i 1920'erne. Der er mange skarpe iagttagelser, ikke mindst om de ledende folk i parti og bureaukrati. Dernæst kan artiklerne give et bidrag til en forestilling om, hvordan læserne af et indflydelsesrigt tysk dagblad blev informeret om udviklingen i Sovjetrusland.

I en lang og noget uklar indledning har M?.rgret Boveri forsøgt at give en karakteristik af Scheffer som menneske og journalist. Hun citerer her bl. a. fra Scheffers private korrespondance med Moritz Schiesinger fra Auswårtige^ Amt, men især fra nogle artikler fra Scheffers hand om det russiske problem, som er blevet offentliggjort til forskellige tidspunkter efter Moskva-virksomheden. Desværre hakker Boveri herved disse artiklers indhold i den grad i stykker, at det næsten er umuligt at danne sig klarhed over indholdets art. Da hun citerer så vidtløftigt fra de omtalte artikler, ville det måske have været en bedre idé at have optrykt dem in extenso og dermed ladet dem tale for sig selv. Ikke mindst den citerede artikel fra 1953 om Rapallo-politikken set i perspektiv af de tysk-sovjetiske relationers udvikling i 1930'erne og 1940'erne synes at have fortjent en sådan og bedre skæbne.